Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Faar (Sl. Ovis. Lin.), en formrig Gruppe af de skedehornede Drøvtyggeres store Familie (Bovidæ)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I. F.-Racer, som har hjemme uden
for Europa. 1) Ovis steatopyga ell. F. med
Fedtpuder paa Siderne af
Haleroden (af Tyskerne kaldet Fettsteisschaf) er
korthalet (3-4 Halehvirvler) og hornet:
Gruppen omfatter fl. Underracer, som kan
sammenfattes under Fællesbetegnelsen tatariske F.;
disse findes foruden i Østrusland i en stor Del
af Asien, og p. Gr. a., denne store Udbredelse
er de temmelig forsk. indbyrdes i Henseende til
Størrelse, Uldrigdom, Uldfinhed, Haarfarve o.
s. v. Nogle Steder er de næsten saa store som
de eng. Kødfaar (se ndf.). Andre Steder og
naturligvis især, hvor Ernæringsforholdene er
ugunstige, saasom ved Volga i Østrusland og Jenissej
i Asien, overgaar de ikke de smaa nordeurop.
F. i Størrelse. Haarfarven er oftest hvid, men
undertiden graa (bestaaende af sorte og hvide
Haar), brun ell. sort. Ulden er gennemgaaende
grov med Undtagelse af Lammeulden
(Lammeskindene), som er meget værdifuld. Ofte findes
et Par lange nedhængende »Kødvorter« eller
Hudforlængelser paa den forreste Del af
Halsens Underside (saakaldte Halstitter); men
det mest karakteristiske fælles Kendemærke er
en Fedtophobning ved Haleroden, som kan
opnaa en Vægt af 15-20 kg. Særlig fortjener det
i Kina hjemmehørende Ongti-F. at nævnes;
det udmærker sig ved at have forkrøblede ell.
slet ingen Horn, rudimentære Ører samt en fin
Pels; det er overordentlig frugtbart (læmmer
2 Gange aarlig og føder hver Gang 3-5
Lam).
2) O. brachycerca. Stumphale-F. (tysk:
Stummelschwanzschaf), har ligeledes
Fedtophobninger ved Grunden af den korte, med
Dækhaar beklædte Hale. Haarbeklædningen
bestaar ikke af egl. Uldhaar. Farven er hvid med
Undtagelse af Hovedet og den tilgrænsende Del
af Halsen, som er sort. Hjemsted: Sydasien og
Nordafrika. Benyttes for Mælkens, Kødets og
Fedtets (Halerodfedtet) Skyld.
3) O. platyura, det bredhalede F. eller
Fedthale-F., har en godt og vel middellang
Hale, der er uldbeklædt og, med Undtagelse af i
Spidsen, bred som Følge af en rigelig
Fedtaflejring. Ulden er temmelig lang og grov.
Udbredelse: Lilleasien, Persien, Nordafrika, Det
gode Haabs Forbjerg, Sydfrankrig (race
barbarine, indført fra Berberiet), Makedonien,
Sydrusland og Syditalien. Kødet, Halefedtet,
Mælken, Ulden og Lammepelsen (Astrakanskind m.
fl.) finder Anvendelse.
4) O. dolichura, det langhalede F., har
ligeledes Fedthale. Kroppen og den meget lange
Hale er beklædt med en middellang, temmelig
tæt, smudsighvid Uld; Hovedet og Benene med
korte Dækhaar. Hjemsted: Syrien, Øvreægypten
og Abessinien.
5) O. longipes, det højbenede F.
(Guinea-F., Kongo-F. ell. Morvan), er kun beklædt med
Dækhaar, forsynet med »Halstitter« og ligner
meget en Ged. Hjemsted: Forsk. Dele af Afrika.
6) O. africana, Dinka- ell. Manke-F.,
udmærker sig ved sin plumpe Krop og sine korte
Ben samt sin lange, Man-lignende
Haarbeklædning paa Skuldrene, Brystet og den tilstødende
Del af Halsen; i øvrigt bestaar
Haarbeklædningen af korte Dækhaar. Hjemsted: den sydlige
Del af Nubien.
II. Europ. F.-Racer:
1) O. brachyura, det korthalede F Nogle
af disse er hornede, andre hornløse. Til de
hornede hører det ovf. nævnte
nordeuropæiske Hede- og Land-F., som findes
ell. tidligere fandtes i Skandinavien, paa
Island, Færøerne, Shetlandsøerne, Orknøerne,
Hebriderne samt paa de nord- og nordvesttyske
Heder og i en stor Del af Rusland. Det er
gennemgaaende smaa Dyr (c. 1/2 m høje), med
kort, ofte ret fin, sortbrun ell. graa Uld, der
dog i Reglen er blandet med en ret rigelig
Mængde grove, marvholdige Haar. Hoved, Ben
og Hale er ikke uldbeklædte, men forsynede
med korte, tætsluttende Dækhaar. De
udmærker sig ved Nøjsomhed og Haardførhed, og
skønt de paa ingen Maade kan kaldes meget
produktive, spiller de dog en ret fremtrædende
Rolle i Landbruget, hvor dette som Følge af
ugunstige Naturforhold indtager et lavt
Standpunkt, idet de under saadanne Forhold bedre
end de andre planteædende Husdyr kan
udnytte den sparsomme Græsning og taale et mere
ell. mindre barsk Klimas Paavirkning.
I Modsætning til disse F. er de
korthalede, hornløse F. særdeles ydedygtige; de har
hjemme i de nordtyske, holl. og nordfranske
Marskegne og bærer efter Hjemstavnen forsk.
Navne (det frisiske, østfrisiske og ejderstedtske
F., Ditmarsker-F., det flamske F., Texel-F. o.
s. v.). Disse Marsk-F. er i det hele taget store
(c. 75 cm) og grovknoglede, med lang (20-22
cm), temmelig grov Uld (aarlig Uldmængde pr
F. 2 1/2-3 kg). Til Dels er de udmærkede
Malke-F. (især er det østfrisiske meget anset), dels
benyttes de som Kød-F., men hvor Hovedvægten
lægges paa Opdræt af saadanne, er de opr.,
lokale Racer mere ell. mindre gennemkrydsede
med eng. Kød-F. (se ndf.).
2) O. strepsiceros, F. med
skrueformede Horn (tysk: Zackelschaf), har en lang,
uldbeklædt Hale, en lang og noget grovhaaret
Pels, som er temmelig fattig paa egl. Uldhaar.
Væderen har lange skrueformede Horn, F. er
ofte hornløst. De yder aarlig c. 2-3 kg ell.,
undertiden, endnu mere Uld, der skal egne sig
godt til filtede Stoffer; tillige benyttes de for
Kødets og Mælkens Skyld. Hjemsted: Ungarn,
Siebenbürgen, Moldau, Valakiet og Sydrusland.
Hertil hører Czurkan-F.
3) O. catotis. F. med Hængeøren, har
hjemme i Øvreitalien, Steyermark og
Kärnthen. Mest kendt er Bergamasker-F. i
Bergamo, Como og Lombardiet; det er et stort
(c. 80 cm højt) F. med lange, hængende Øren,
en hvælvet Pande og Næseryg (Ravnehoved);
det er hornløst og bærer en lang og grov Uld.
Ansigtet, Ørerne og Benenes nederste Del (fra
Forknæ og Has) er beklædte med Dækhaar.
Farven er gullighvid. Den aarlige Uldmængde
beløber sig til 3 à 4 kg. Det er meget frugtbart
(føder ofte 2 Gange aarlig Tvillinger) og giver
ret megen Mælk, som benyttes til
Ostefabrikation. Endelig bør det nævnes, at det er et
Vandre-F., der om Sommeren drives op paa
de frugtbare Alpegræsgange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
