Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Faarvang, opvoksende Stationsby i Østjylland, Tvilum Sogn, Gjern Herred, Aarhus Amt, henved 20 km NØ. f. Silkeborg - Fårö, en lille Ø (c. 11 km2) i Østersøen ved Nordspidsen af den sv. Ø Gotland - Faavne, den »Orm« *c: Slange, som efternordiske Heltesagn Sigurd Sigmundsøn dræbte, hvorved han fik Tilnavnet Faavnesbane. - Faba, se Vikke. - Fabel (lat. fabula) betegner i videre Forstand Genstanden, Stoffet, Indholdet, Handlingen i den handlingsfremstillende Digtning - Fabeldigtning. Ved Fabel forstaas en egen Art af den episke Digtning, der hører med til Menneskehedens urgamle Poesi - Fabelepope, komisk ell. humoristisk Heltedigt, i hvilket Dyrene spiller Menneskets ell. Mennesket højere Væseners Rolle - faber (lat.), Smed, og overhovedet enhver Haandværker, der arbejder i haardt Materiale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Markedsplads m. m. samt er Station paa
Silkeborg-Langaa-Banen.
H. W.
Fårö, en lille Ø (c. 11 km2) i Østersøen ved
Nordspidsen af den sv. Ø Gotland, hvorfra den
skilles ved Fårösund. Paa den nordlige Kyst
af Øen findes en Flyvesandstrækning, Ullahall.
F. Fyr ligger paa Øens nordøstlige Odde,
Holmudden. Fårösund er en af de bedste Havne
i Østersøen og er forsvaret af Fæstningsværker,
opførte siden 1885. Under Krimkrigen 1854-56
anvendte Vestmagterne Fårösund som
Flaadestation i Østersøen.
G. Ht.
Faavne, den »Orm« ɔ: Slange, som efter
nordiske (og tyske) Heltesagn Sigurd Sigmundsøn
dræbte, hvorved han fik Tilnavnet
Faavnesbane.
A. O.
Faba, se Vikke.
Fabel (lat. fabula) betegner i videre
Forstand Genstanden, Stoffet, Indholdet,
Handlingen i den handlingsfremstillende, episke og
dram., Digtning. Et Dramas Handling kan være
frit opfundet, hist. ell. taget af Noveller og
Romaner; men det er ikke Stoffet, der giver
Digtet dets Bet. Idet Digteren indblæser det
den dram. Aand og støber det i Dramaets Form,
fremtræder det, som det kan ses ved en
Betragtning af Shakespeare og hans Kilder, som
et nyt, selvstændigt og originalt Værk. F. i
snævrere Forstand, se Fabeldigtning.
Cl. W.
Fabeldigtning. Ved Fabel forstaas en egen
Art af den episke Digtning, der hører med til
Menneskehedens urgamle Poesi, og med Rod i
den alm. Naturbesjæling og særlig motiveret
ved Analogien mellem det menneskelige og det
dyriske Sjæleliv har ført til Dannelsen af en
Række sjælfulde Overleveringer ell. Sagn, der
er Grundlaget for Dyrefablen, den i poetisk
Henseende eneste ægte Fabel. Om dennes
Udvikling, se Dyresagn. Det ejendommelige
for denne episke Digtning er, at den i
Fortællingens Form giver os et Handlingsbillede, hvis
Særkende er, at de handlende Personer er Dyr.
Dyrene fremstilles, som om de var i
Besiddelse af menneskelig Fornuft og indviede i alle
vore Sædvaner og Livstilstande, saa deres
Opførsel synes os ganske naturlig, men de
fremstilles tillige saaledes - ved at Dyresagnene
lægger Eftertrykket paa det naivt selviske,
fiffige o. s. v. - at deres ejendommelige dyriske
Natur gør sig gældende. Dyrefabelens poetiske
Virkning ligger i Glæden ved det naive
Livsbillede af Dyrenes Færd og Liv i karakteristisk
Ejendommelighed (den snu og fiffige Ræv, den
graadige Ulv o. s. v.), i den Personifikationens
Trylleri, hvormed de er fremstillede som
menneskelignende, den naive Naturlighed i deres
Opførsel og fremfor alt i den dybe Symbolik,
der giver os et i sig sluttet Livsbillede, som nu
dog viser et andet Ansigt, og sindbilledlig
uvilkaarlig uden direkte Moral virker som en fin
Satire paa det menneskelige Liv og som en
dybsindig Moral. - Idet denne naive, skønne
og dybe Folkedigtning optoges i
Kunstdigtningen, undergik den en ret uheldig Forvandling.
Man mærkede den gl. Poesis dybe Moral, tænkte
saa, at denne moralske Belæring var dens egl.
Formaal, forvekslede den uvilkaarlige
symbolskmoralske Virkning med Aarsagen til
Virkningen og mente, at det maatte være Digterens
Formaal at give en saadan Moral og Belæring
i anskuelig Form. Fabelen blev nu en didaktisk,
bevidst moralsk og satirisk Digtning. Den
Samling af gr. Fabler, som er os overleverede under
Æsop’s Navn, danner ligesom Overgangen til
denne Vending. Her er en jævn og naiv
fortællende Tone, Naturfriskhed og fin og sindrig
Naturiagttagelse og i det hele Samfølelse med
Folkedigtningen; men Vendingen mod direkte
Moral og Belæring er dog umiskendelig. Hos
Romerne traadte det belærende helt i
Forgrunden, og Fabelen blev et Læredigt. Fædrus
kendte de gr. Fabler, men forfladede dem til
plat Hverdagsmoral, og jævnsides med, at
Middelalderen fandt Vejen til den gl. Folkedigtning
og atter bearbejdede den gyldne Aare (Roman
de Renard, Ysengrimus og
Reinaert [»Reinecke Foss«], se Dyresagn),
beherskede den didaktiske Form af Fabelen dog
Kunstdigtningen indtil Udgangen af 18. Aarh.
Forstandsperioden i Poesien var ikke egnet til
at genoplive Fabelens sande Aand. Selv
Lafontaine, der ved sin folkelige Tone, sit friske
naive Lune og gækkende Vid blev en
fortræffelig Fabeldigter, er langt borte fra den ægte
F.’s Enfold og Dybde. Saa længe man i F. kun
saa et Middel til at iklæde en abstrakt Sandhed
en anskuelig Form, stod Fabelen paa ganske
gold Grund og fik kun et vist nyt Liv ved en
mere folkelig Tone og gemytfuld Moral, som
hos Gellert, der fulgte i Lafontaine’s Spor.
M. H. t. F.’s æstetiske Teori staar Lessing
(»Abhandlung über die Fabel«) som
Hovedrepræsentant for den didaktiske Retning. »Naar
vi fører en alm. moralsk Sandhed ell. Sætning
tilbage til et særligt Tilfælde, giver dette
Virkelighed og digter en Historie deraf, i hvilken vi
erkender den alm. Sætning paa anskuelig
Maade, kalder vi dette Digt en Fabel«. Fabelen er
altsaa en Eksemplifikation af den alm.
Sædelære, dens Tendens belærende og moralsk; den
vinder i Virkning ved at være kort. I
Modsætning til denne Miskendelse af F.’s episke Natur
og Naivitet har Jacob Grimm (»Reinhart
Fuchs« [Berlin 1834]) med Virkning hævdet den
opr. F.’s poetiske Fylde og Overlegenhed, og
den vundne Indsigt i Poesiens Væsen og
Grundfordringer har ført os ud over det ensidig
didaktiske og moraliserende. Men en egl.
betydningsfuld F. har den nyere Tid ikke at
opvise. Af danske Forf. kan dog nævnes
Kaalund, der ved et vist naivt Samliv med
Dyreverdenen og Personifikation har naaet noget af
den ægte F.’s naive Ynde. En god og instruktiv
Samling af didaktiske »Fabler for Unge og Gamle«
er udg. af L. Sagen (Kria 1835).
Cl. W.
Fabelepope, komisk ell. humoristisk
Heltedigt, i hvilket Dyrene spiller Menneskets ell.
Mennesket højere Væseners Rolle. Herhen
hører f. Eks. den Homer tillagte
Batrachomyomachi (»Frøernes og Musenes Krig«) og
»Reinecke Foss«.
Cl. W.
faber (lat.), Smed, og overhovedet enhver
Haandværker, der arbejder i haardt Materiale.
I den ældste rom. Hærordning dannede fabri et
selvstændigt Korps, der skulde slaa Broer,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
