- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
729

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fandango, en andalusisk Dans, en Afart af Seguedilla'en - Fanden (norsk Fanen, sv. Fan), et folkeligt (nu tillige spøgende) Navn for Djævelen - Fandens Mælkebøtte, se Mælkebøtte. - Fane (Banner) er et til en Stang befæstet, sædvanligvis firkantet Stykke Tøj

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ledsagelse af Guitar og Kastagnetter. Opr. var F.
i 6/8 Takt, langsomt Tempo, oftest i Mol med en
Trio i Dur; senere gik den over til 3/4 Takt
med den karakteristiske spanske Rytme:

illustration placeholder


En enkelt Fandangomelodi er blevet særlig
kendt ved dens Afbenyttelse af Gluck (i
Balletten »Don Juan«) og af Mozart (i »Figaros
Bryllup«, 3. Akt).
S. L.

Fanden (norsk Fanen, sv. Fan), et
folkeligt (nu tillige spøgende) Navn for Djævelen.
Menes at være laant fra nordfrisisk Fannen
(egl. Fristeren); i Middelalderen bruges
»Fjenden« i samme Bet. og har endnu holdt sig i
enkelte nordiske Sprogarter (vendsysselsk
Finen, isl. Fjándinn). Findes i en Del folkelige
Benævnelser paa Planter og Insekter: F.’s
Finger
ell. F.’s Haand og Vorherres
Haand
(Rodknolden af Gøgeurt), F.’s
Halværmer
(Snerle; jfr Jomfru Maria), F.’s
Kernemælk
ell. Kernestav (Løvetand
ell. Vortemælk), F.’s Punge (Blære-Smælde),
F.’s Ridehest (Guldsmed, ogsaa Oliebille ell.
Træbuk), F.’s Spyt (Skumcikadens Larves
Bolig), F.’s Trillebør (Rokkernes ilanddrevne
Æggehylstre), F.’s Lillefinger og Øje
(Udvækster paa Hestens Bagben og Forben); at
»vinde F.’s Garn« er at vinde Garn avet om;
at flage for F. er at have Flag oppe efter
Solnedgang; F.’s Fødselsdag er
Fastelavnsmandag ell. nu ved Terminerne, 11. Juni
og 11. Decbr o. s. v.; enkelte saadanne Udtryk
findes i ældre Tid sammensat med Fjende.
(Litt.: Feilberg, »Jydsk Ordbog«, I S. 265
-69, IV S. 134).
A. O.

Fandens Mælkebøtte, se Mælkebøtte.

Fane (Banner) er et til en Stang befæstet,
sædvanligvis firkantet Stykke Tøj. Den er
kendelig ved Farve ell. Billede og anvendes i
milit. Henseende som Kendemærke for
Troppeafdelingerne. Allerede de ældste Folkeslag
benyttede visse Felttegn paa deres Krigstog. I
Beg. var det simple Genstande, der bares foran
Tropperne, saasom et Knippe Hø, Grene, Fugle
ell. Dyrehoveder. Siden antog Felttegnene
bestemtere Former, de lavedes af Metal og førtes
paa høje Stænger ell. Lanser. De hedenske
Folk foretrak oftest de af dem som hellige
betegnede Dyr. Ægypterne førte en Tyr,
Krokodille ell. hieroglyfiske Sindbilleder.
Assyrerne en Due, Hest, ell. Guder, som udskød
Pile. Perserne havde Solen ell. en Ørn af
Guld med udbredte Vinger paa en høj Stang,
der kørtes paa en Vogn. Jøderne havde et
særligt Felttegn for hver Stamme, saaledes
havde Juda Stamme en Løve, men desuden
havdes et med Drage forsynet Fællesbanner.
Araberne havde som Felttegn en sort Sten
paa en gylden Plade. Hos Grækerne synes
F. først at være indført paa Lykurg’s Tid, og
hver Stat havde sin F. Paa Spartas F. saas
Kastor og Pollux ell. Herakles, medens Athen
paa rødt og hvidt Stof førte den hellige Ugle.
I Thebanernes F. fandtes en Sfinks og paa den
korintiske en Pegasus ell. en halv Ulv.
Romerne anvendte Dyrebilleder som Felttegn
(signa), saaledes Ørnen, Ulvinden
(Sindbillede paa Roms Oprindelse ved Romulus),
Hesten, der betød Behændighed, og Ornen.
Triarierne førte Ørnen, Hastater Ulvinden og
Principes havde Hesten som Felttegn. Under
Marius indførtes Ørnen som eneste Fællesmærke
for en Legion, medens de enkelte
Underafdelinger havde andre Mærker. Af romerske
Felttegn kan endnu nævnes Manipulus, Vexillum,
senere Dragen og Labarum. Manipulus var
Felttegn for Maniplen. Den var i Beg. kun et
Knippe Hø ell. Halm, senere et Spyd, forsynet
med Tværstang, over hvilken anbragtes en
Haand af Metal. Vexillum var fortrinsvis
Rytterfane og bestod af et Stykke Tøj paa en
Tværstang. Disse F. havde ingen Billeder, men
forskellige Farver. Under Aurelian indførtes
Dragen af rødt Tøj paa en forgyldt Stang.
Labarum, der var indført før Cæsar, var
purpurrød, havde Form som de nuværende
Kirkefaner og naaede en meget betydelig Anseelse.
Den havde en Fanevagt paa 50 Mand, og det
betragtedes som en meget stor Ære at tjene i
Fanevagten. Efter Konstantin den Store’s Sejr
over Maxentius fik Krigsfanen
Kristusmonogrammet ell. ogsaa det græske Kors
alene. Muhammedanernes første F. fremkom
efter Sigende derved, at en Feltherre fæstede
Profeten Boreida’s Turban til en Stang.
Abassiderne indførte sorte F. Som Rigsklenodie
opbevares endnu i Stambul en af Muhammed’s F.,
Sandschak-Sherif, der er bragt dertil
fra Asien 1595, og som kun i yderste Nød
udfoldes for Hæren. Ogsaa Germanerne og
Gallerne havde Felttegn, men førte først egentlige
F. efter at have lært saadanne at kende i
Krigene med Rom. Sachserne havde i 6. Aarh. i F.
en flyvende Ørn over en Drage og en Løve, og
de hedenske Normanner førte det saakaldte
Ravnebanner, der sidste Gang nævnes i
Slaget ved Hastings 1066. Under Korstogene
havde de enkelte Hobe forsk. Faner og de
gejstlige Ordner hver sit eget Banner. I lang
Tid var det hellige Kors, baaret af en
Biskop, Korsfarernes alm. Hærtegn. Det tabtes
i Slaget ved Hittin. I 12. Aarh. anvendtes saavel
i Tyskland som andre Steder særlige Fanevogne.
Formen for F. (Bannere) og Anvendelsen af
dem var i den senere Middelalder meget forsk.
Hvert Land, Gilde, Forbund, hver Stad og
Fyrste, de enkelte Riddere og Ridderslægter havde
deres F., paa hvilken Vaabenet var malet ell.
broderet, og det betragtedes stedse som en stor
Ære at bære F. Under Kejser Otto I var
Hovedfelttegnet i Tyskland en Engel, under Otto II
viser Ørnen sig for første Gang i det tyske
Flag, men den fik først under Frederik I sin
blivende Plads i Rigsfanen (senere kom
Dobbeltørnen). I Frankrig gjaldt i lang Tid
den hellige Martin’s Kappe for F. ved Siden af
den saakaldte pennon royal, en mægtig F., der
førtes paa en med Okser forspændt Vogn.
Under Filip I indførtes den femtakkede
Oriflamme (Guldflammen). Den sagdes at være
en Himlens Gave til de fr. Konger, men skal
være fremkommet under Dagobert og vajede
formentlig sidste Gang over de fr. Tropper i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:40:33 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0763.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free