Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fantasi, den digteriske - Fantasia (arab. Laaneord af gr. fantasia) i den moderne Orientalers Tankegang: enhver Luksus, ethvert festligt Arrangement - Fantasiblomster, se Blomster, kunstige. - Fantasma (gr.), Skinbillede, se Fantom. - Fantasmagori (gr.), Fremstilling af spøgelseagtige Fremtoninger ved Hjælp af optiske Indretninger - Fantast er den, der hengiver sig til sine Fantasier og tror at kunne virkeliggøre dem; en Sværmer, en overspændt Person. - Fantasteri, en F.'s Fantasier. - fantastisk er det, der grunder sig paa det uvirkelige; det sælsomme, det usædvanlige. - Fantasus, hos den rom. Digter Ovid en af Drømmeguderne, der antager Skikkelse af allehaande livløse Genstande - Fanter og Fantevæsen er i Norge Betegnelserne for den Landet ejendommelige Vagabondforeteelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og vælger og ordner. Ogsaa dette sker ikke
udelukkende bevidst, men halvbevidst ell.
ubevidst som en Ordre til ubevidst Billeddannelse,
ɔ: en ubevidst Interesse og Opmærksomhed, der
tildeler de enkelte Billeder en driftagtig Energi,
lader andre falde bort, besørger mangfoldige
Sammensmeltninger o. s. v. Idet Digteren
opbygger Billedet af de Elementer, Erfaring og
Oplevelse har givet ham, omdanner han det frit
og til Dels uafhængig af Virkelighedens
Betingelser. Denne fri skabende Omformning er i
sin inderste Grund ubevidst og beslægtet med
Drømmens Virksomhed. Dette Slægtskab ligger
i, at nogle af de Betingelser, der ellers
regulerer Forestillingerne, savnes; men medens
Sjælelivets erhvervede Sammenhæng er formindsket
i Drømmen (og lgn. Tilstande som Hypnose,
Vanvid), er den her forstærket og kontroleres
af Bevidstheden, og dens Energi anvendes,
ledet af æstetiske Love, i Retning af fri Skaben.
(Litt.: Cl. Wilkens, »Poesien. En
Fremstilling af Poetikken paa psykologisk Grundlag«
[Kbhvn 1893]; Dilthey, »Die Einbildungskraft
des Dichters. Bausteine für eine Poetik« [i
»Philosophische Aufsätze. Eduard Zeiler gewidmet«,
Leipzig 1887]).
Cl. W.
Fantasia (arab. Laaneord af gr. fantasia) er
i den moderne Orientalers Tankegang et meget
omfattende Begreb, der betegner enhver Luksus,
ethvert festligt Arrangement fra det største til
det mindste. En Operasangerinde og en
Markedsklovn, begge udfører de F.; en
Cirkusforestilling og en Abekat, der slaar paa Tromme,
begge Dele er det F. Specielt betegner i
Nordafrika F. de af de arabiske Stammer saa
yndede Rytterlege, hvor hver enkelt faar
Lejlighed til at vise sin Færdighed til Hest.
J. Ø.
Fantasiblomster, se Blomster, kunstige.
Fantasma (gr.), Skinbillede, se Fantom.
Fantasmagori (gr.), Fremstilling af
spøgelseagtige Fremtoninger ved Hjælp af optiske
Indretninger. Hertil brugte man tidligere især
Tryllelygten Laterna magica (s. d.), som ved
kraftige Belysningsapparater, gode Linser og fint
udførte Billeder blev forbedret saaledes, at den
kunde benyttes til offentlige Fremvisninger.
Forskellige Kunstnere paa dette Omraade, Enslen i
Berlin 1797, Robertson i Paris 1798 og
Philipsthal i London 1802, indførte desuden forsk.
sindrige Indretninger, hvorved de opnaaede stor
Virkning. Ved at lade to Tryllelygter kaste
Billeder paa samme Sted kan man opnaa, at
det ene Billede forskyder sig i Forhold til det
andet; saaledes kan fremstilles Skibe, der
gynger paa en oprørt Sø o. s. v. Ved samtidig
Forskydning af Lygten og Linserne i den kan
man lade Figurerne paa Skærmen forandre
Størrelse, saa at de tilsyneladende nærmer sig
til ell. fjerner sig fra Tilskuerne o. s. fr. En
stor Mangel ved disse Forestillinger var dog
den, at Figurerne var alt andet end naturtro;
det var umuligt at udføre de smaa Billeder saa
fint, at man ikke i det stærkt forstørrede
Billede paa Skærmen kunde opdage grove Fejl.
Nu om Stunder vilde man ved Anvendelsen af
fotografiske Diapositiver let kunne raade Bod
herpaa, men saa vilde paa den anden Side
Farven mangle. For at undgaa disse Ulemper
forsøgte Enslen med Held ved Hjælp af
Hulspejle og Linser at kaste Billeder af levende
Væsener paa en Skærm. Dette Princip, at
benytte Mennesker i St f. malede Billeder,
kommer nu næsten udelukkende til Anvendelse,
medens det optiske Apparat sædvanlig
indskrænker sig til en meget stor, skraatstillet
Spejlglasplade, der indtager hele Scenens Bredde.
I denne ser Tilskuerne som i et Spejl de stærkt
belyste Agerende, der opholder sig i en
Forsænkning i Scenegulvet, men samtidig ser man
gennem Glaspladen, bag hvilken andre af de
Medvirkende opholder sig. Ved rigtig
Belysning kan Tilskuerne ingen Forskel se paa de
virkelige Personer og Spejlbillederne, og ved
denne Kombination opnaas de mærkeligste
Resultater, idet en Skikkelse kan gaa gennem en
anden, tilsyneladende lige saa virkelig o. s. v.
(Litt.: Brewster, »Briefe über die
natürliche Magie«, med Anm. af F. Wolff [Berlin
1833]; Willmann, »Moderne Wunder«;
Hopkins, Magic, stage illusions and scientific
diversions [New York 1898]).
Alfr. L.
Fantast er den, der hengiver sig til sine
Fantasier og tror at kunne virkeliggøre dem;
en Sværmer, en overspændt Person. -
Fantasteri, en F.’s Fantasier.
fantastisk er det, der grunder sig paa det
uvirkelige; det sælsomme, det usædvanlige.
Fantasus, hos den rom. Digter Ovid
(Metamorf. 11, 642) en af Drømmeguderne, der
antager Skikkelse af allehaande livløse
Genstande. Som de andre Drømmeguder er han en
Søn af Søvnen (Somnus).
C. B.
Fanter og Fantevæsen er i Norge
Betegnelserne for den Landet ejendommelige
Vagabondforeteelse, til Dels med særlig Anvendelse
paa de indvandrede Zigeunere (ogsaa kaldet
»Tatere«, d. e. Tatarer), »Fant« var opr.
Fodgængeren modsat den, der færdedes til Hest;
men Ordet brugtes tidlig i nedsættende
Forstand (saaledes hedder det i Sverre’s Saga om
den under Flugten fra et tabt Slag herskende
Uorden: »hver Fant ser jeg til Hest, medens
Lendermænd gaar«), og snart fæstede det sig
ved de omflakkende Personer, der holdt til paa
Landevejene og allerede i 13. Aarh. var
Genstand for Lovgivningens Mishag (i en Frd. af
1293 omtales »de Fanter, som lægger sig ude
paa Vejene og forsyner sig med Skydsheste«).
En saadan Omstrejfen begunstigedes i Norge
paa den ene Side ved Landets Vidtstrakthed,
Skovrigdom og spredte Beboelse, paa den anden
Side ved det gældende Straffesystem, der skabte
en Mængde »fredløse«, som - i Lighed med de
under samme Vilkaar levende, bortløbne Trælle
- var henviste til Skov og Mark og herfra ved
god Anledning gjorde Overfald paa de
Fastboende, hvorfor disse i Lovene advaredes mod
at huse Landstrygere. 12. og 13. Aarhundredes
Borgerkrige bidrog ogsaa til Dannelsen af
vagabonderende Bander (de berømte »Birkebejner«
var selv fra først af blot en slig Flok
Ufredsmænd uden fast Tilhold). Endelig klager Lovene
oftere over Almuens Tilbøjelighed til
overhovedet at søge omvankende Erhverv (især
Skræppehandel) i St f. fast Arbejde. Omstrejferiet var
følgelig en bred Flod med mange Kilder. Et nyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
