- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
765

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Farveharmoni siges at være til Stede mellem Farver, som sammenstillede gør en æstetisk tiltalende Virkning - Farveindtryk, dels den ydre Lyspaavirkning, dels selve Akten, og endelig Resultatet, den fremkaldte Farvefornemmelse - Farvekontrast kaldes den Forandring, som to Farver gensidig lider derved, at de opfattes samtidig

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tilvejebragte, vil man ogsaa let kunne paavise, at
ingenlunde alle Farvekombinationer finder
Anvendelse, ligesom heller ikke den opnaaede
æstetiske Virkning er uafhængig af Farvevalget.
Det egl. Maleri egner sig naturligvis ikke saa
godt til en saadan Paavisning, fordi det
sædvanlig tilstræber en Efterligning af Naturen,
hvorfor Kunstneren i det mindste til Dels maa
vælge sine Farver i Overensstemmelse med
Naturens og altsaa ikke kan lade sig lede
udelukkende af sin Følelse for F. I Ornamentikken
derimod er Farvevalget frit, og ved en
Undersøgelse af de fremherskende Farvekombinationer
i de forsk. Tiders ornamentale Stilarter har
Forskere som Chevreul, Brücke, v. Bezold o. a.
fundet en Række Love for F. Disse Love
angaar dels Arten af de sammenstillede Farver,
dels Størrelsen af de Arealer, som de enkelte
Farver raader over.

M. H. t. Farvernes Art har man fundet flg.
Love. En Kombination af to Farver vil være
harmonisk: 1) Naar de to Farver danner et lille
Interval ɔ: ligger meget nær hinanden i
Farvekredsen (se Farvesystem). 2) Naar de to
Farver danner et stort Interval, ligger i
modsatte Partier af Farvekredsen. 3) Naar de
danner et middelstort Interval, og deres Lysninger
(se Farvesystem) forholder sig som
Farvetonernes naturlige Lysninger. Hertil kommer
endnu: 4) Harmonien forhøjes i Alm. ved
Anvendelse af rene Farver ɔ: Farver, som
afskygger til hvidt ell. sort, fremfor de dæmpede
(Farver, som afskygger til graat). 5) Konturer
mellem de sammenstillede Farver forhøjer
Harmonien. Da disse Love er et alm. Udtryk for,
hvad vi finder i de forsk. Tiders ornamentale
Kunst, har det i Sammenligning dermed kun
lidt at sige, at Cohn i den nyeste Tid ved en
eksperimental Undersøgelse med 10 forsk.
Personer er kommet til ganske andre Resultater.
Vi har for det første ingen Garanti for, at hans
Forsøgspersoner virkelig besad Farvesmag, og
dernæst har den uheldige Forsøgsanordning
sikkert ikke været uden Bet.; Cohn’s væsentligste
Resultat lader sig vistnok forklare ved, at
Personerne under Forsøgene opholdt sig i en
halvmørk Kasse. Fastholder man altsaa de ovenfor
omtalte Love, saa opstaar Spørgsmaalet, hvad
der kan antages at være Aarsag til, at F. er til
Stede netop under de angivne Betingelser. Og
det er da værd at lægge Mærke til, at de
Omstændigheder, som betinger F., netop er de
samme, som forhindrer Farvekontrasten mellem de
sammenstillede Farver. Man kan derfor
sammenfatte de 5 Love til een, den saakaldte
Induktionslov: F. er betinget af, at de
sammenstillede Farvers Farvetoner ikke forandres ved
indbyrdes Kontrast. - Denne Lov gælder dog
foreløbig kun for Kombinationer af to Farver;
om end v. Bezold har paavist dens Gyldighed
for mange polykrome Ornamenter, har Jul.
Lange paa den anden Side fundet Tilfælde,
hvor den tilsyneladende ikke holder Stik.
Sagen kræver endnu nærmere Undersøgelse.

For de sammenstillede Farvers Arealer har
Lehmann paavist den saakaldte Ækvivalenslov:
Farvernes Udstrækning er desto mindre, jo
større deres Farvefylde er. Derved opnaas dels,
at Øjet ikke trættes ved en alt for langvarig
Betragtning af mættede Farver, dels at de
forskellige Led i Kombinationen kan komme til
at gøre sig gældende ved Siden af hverandre,
saa at det ene ikke fuldstændig overses: (Litt.:
Chevreul, De la loi du contraste
simultané des couleurs
[Paris 1839]; Brücke,
»Physiologie der Farben« [Leipzig 1866]; Bezold,
»Die Farbenlehre im Hinblick auf Kunst und
Kunstgewerbe« [Braunschweig 1874];
Lehmann, »Farvernes elementære Æstetik« [Kbhvn
1884]; Lange, »Om dekorativt Farvevalg« i
»Tidsskrift for Kunstindustri« [Kbhvn 1890];
Cohn, »Experimentelle Untersuchungen über
die Gefühlsbetonung der Farben«, i Wundt’s
»Phil. Stud.« [Leipzig 1894]).
Alfr. L.

Farveindtryk betegner efter alm. Sprogbrug
dels den ydre Lyspaavirkning, som fremkalder
en Farvefornemmelse, dels selve Akten,
Modtagelsen af Paavirkningen, og endelig
Resultatet af Paavirkningen, den fremkaldte
Farvefornemmelse. Da en saadan Flertydighed
naturligvis er uheldig, og Sproget i øvrigt ikke
savner Ord til Betegnelse af hvert af de nævnte
Forhold for sig, benyttes Udtrykket F. ikke
gerne i Videnskaben.
Alfr. L.

Farvekontrast kaldes den Forandring, som
to Farver gensidig lider derved, at de opfattes
samtidig. Tidligere regnede man ogsaa til F.
de Forandringer, som Farverne undergaar, naar
de efter hinanden indvirker paa samme Sted
af Nethinden, og man sondrede da mellem
simultan (samtidig) og sukcessiv F. Den
sidstnævnte er imidlertid slet ikke nogen
Kontrastvirkning, men beror paa Omstemning (s. d.) af
Nethinden; derfor skal her kun omtales
Simultankontrasten.

Man skelner sædvanlig mellem 3 Former af
F.: Lyskontrast, Farveinduktion og egl. F.
Lyskontrast opstaar, saa snart to Farver, der
indvirker paa hinanden nærliggende Dele af
Nethinden, har forsk. Lysning (se
Farvesystem); har de ogsaa forsk. Farvetone, kommer
tillige en F. i Stand, hvorfor den rene
Lyskontrast lettest iagttages, naar Farvetonen er
ens, altsaa ved forsk. Intensiteter ell.
Afskygninger af samme Farve. Lægger man en Række
ganske ens graa Skiver, f. Eks. Kvadrater med
2-3 cm Side, paa hvid, sort og forsk. graa
Baggrunde, saa ser man, at de smaa Skiver
(Felterne) bliver desto mørkere, jo lysere Baggrundene
er, og Forandringen kan blive saa stor, at det
er vanskeligt at tro, at Skiverne virkelig er
ens. Størrelsen af den ved Kontrasten
fremkaldte Forandring kan let maales og viser sig
at være bestemt alene ved Forholdet mellem
Feltets og Baggrundens Lysning og uafhængig
af den absolutte Belysning. Størrelsen vil
desuden være uafhængig af individuelle
Ejendommeligheder, saafremt Felt og Baggrund kun
reflekterer hvidt Lys, altsaa er hvid, graa ell.
sort; hvis de derimod har anden Farve, vil
Kontrastens Størrelse variere med Farven og
rimeligvis ogsaa vise individuelle Variationer.
For at Kontrasten skal fremkomme, er det ikke
strengt nødvendigt, at Feltet ligger paa den
kontrastinducerende Flade som Baggrund; det
kan ogsaa ligge uden for denne, men Kontrasten

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:52:12 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/7/0799.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free