Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Farvernes Æstetik, Læren om de af Farverne fremkaldte æstetiske Følelser - Farvesans, Evnen til at opfatte Farve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
naturligvis individuelt forsk., hvilke Farver der
saaledes viser sig at være Yndlingsfarver, og
hvorfor de er det, kan det enkelte Individ i
Alm. ikke begrunde. Enhver Farve vækker
imidlertid ikke blot en stærkere ell. svagere Lyst;
p. Gr. a. de mange forskelligartede Forhold,
hvorunder Farverne fremtræder i Naturen,
knytter der sig desuden som oftest til hver
enkelt Fornemmelse en særlig Stemning, der
ligesom modificerer Følelsestonen, idet der af de
samtidige Følelsesmomenter resulterer en
Totalfølelse. Til disse Modifikationer af Farvernes
Følelsestoner synes Aarsager af ret forsk. Art
at bidrage, nemlig 1) Lysets direkte fysiologiske
Virkning, 2) visse almenmenneskelige
Naturstemninger og 3) mere tilfældige, individuelle
Associationer.
1) Vedrørende Lysets direkte, fysiologiske
Virkning véd man, at den legemlige og
sjælelige Arbejdsevne især i nordlige Egne, hvor
Dagslysets Styrke viser en udpræget aarlig
Periode, varierer periodisk med Lysstyrken, idet
den vokser og aftager med denne. Svingningerne
i Arbejdsevnen er ledsagede af
overensstemmende Organfornemmelser; alt andet lige føler man
sig friskere, mere oplagt i klart end i mørkt
Vejr. Naar disse Virkninger af Lys og Mørke
er tilstrækkelig hyppig gentagne, maa lyse og
mørke Farver kunne fremkalde tilsvarende,
omend svagere Organfornemmelser, saa at de
første hidfører en munter, de sidste, især sort,
en nedtrykt Stemning. Ogsaa de brogede
Farvers Følelsesmodifikationer synes til Dels
bestemte ved Lysets direkte fysiol. Virkning. Hvor
Solen skinner, antager alle Farver en rødliggul
Tone, medens de i Skyggen er mere blaalige,
og derfor forekommer de røde og gule Farver
os varme, medens de blaa og violette er kolde.
Denne faste Forbindelse mellem visse Farver
og Varme ell. Kulde vil overordentlig hyppig
opleves i Naturen, saa at det er letforstaaeligt,
at selve Farvetonerne til sidst synes os varme ell.
kolde. 2) Betragter man et Landskab
afvekslende gennem stærkt farvede Glas af forskellig
Farvetone, bemærker man let, at det antager
en med Farven vekslende Karakter. Set gennem
purpurrøde ell. røde Glas faar Landskabet et
ligefrem truende, uhyggeligt Præg, medens
orange, gule og gulgrønne Glas gør det
muntert, oplivende. Selv paa en mørk Graavejrsdag
vil der ved Betragtningen gennem et gult Glas
lægges som et Skær af Sollys over Landskabet,
hvorved Stemningen straks bliver mere
fornøjelig. De grønne Farver giver Landskabet en
rolig, ligevægtig Karakter, hvorimod de blaa, især
de mørke blaaviolette, ligefrem virker
deprimerende; denne Virkning viger i de rødviolette
og purpur Farvetoner gradvis for de røde
Straalers ophidsende Indflydelse. I det store og hele
synes disse Følelsesmodifikationer at være
fælles for Nutidens civiliserede Mennesker paa
vore Breddegrader, og de skyldes vistnok dels
de allerede omtalte fysiol. Virkninger af Lyset,
dels visse Stemninger, som vækkes under de
Forhold, hvor de paagældende Farver hyppigst
forekommer i Naturen. Saaledes er rødt og
rødgult Blodets og Ildens Farver og virker derfor
ophidsende; gult bliver muntert, fordi det gule
Sollys virker direkte oplivende; grønt er den
stille Skovs og den vidtstrakte, rolige Engs
Farve, og blaat faar som Himlens Farve det
ophøjedes trykkende Virkning. Naar disse
Stemninger er oplevede tilstrækkeligt hyppigt i
Naturen, kan de til sidst vækkes umiddelbart ved
Synet af Farverne. 3) Endelig forekommer der
hos mange Mennesker individuelt forsk.
Følelsesmodifikationer, hidrørende fra, at en
bestemt Nuance ell. Farvetone har spillet en
fremtrædende Rolle under en ell. anden stærkt
følelsesbetonet Oplevelse, hvorfor den
paagældende Farve senere vækker en Genklang af den
samme Stemning.
Sammenstilles to ell. fl. Farver, vil den ved
Farvekombinationen vakte Følelse vel til Dels
være afhængig af de enkelte Farvers
Følelsestoner, men i langt højere Grad være bestemt
ved Farvernes indbyrdes Forhold, idet visse Love
maa overholdes, for at Kombinationen skal gøre
en harmonisk Virkning (se Farveharmoni).
Som altid, naar fl. Aarsager til Følelser
samtidig er givne, smelter de fra de enkelte
Momenter hidrørende Følelser sammen til en
Totalfølelse, i hvilken Komposanterne vanskelig
lader sig udrede. Dette gælder naturligvis
særlig om Farverne i Naturen og i kunstneriske
Gengivelser af denne. Her bliver foruden de
enkelte Objekters Farve og den ved
Kombinationen fremkaldte Virkning desuden at tage
i Betragtning det Farvespil, som Lys og
Skygge, Luftperspektiv, Glans o. l. Faktorer
frembringer, og hertil kommer yderligere hele den
Følelsesvirkning, der resulterer af de betragtede
Objekters Former og det, de betyder for
Betragteren. En psykologisk Analyse af en saa
kompliceret Totalfølelse er næppe mulig i det
enkelte, konkrete Tilfælde, saa at en i strengere
Forstand videnskabelig Redegørelse for denne
Del af F. Æ. vanskelig lader sig gennemføre.
Det bliver den udøvende Kunstners Opgave at
afstemme Farver og Belysning saaledes efter de
gengivne Objekters Natur, at den Stemning, der
ønskes fremkaldt, derved faar sit fyldigste
Udtryk, og jo bedre dette lykkes, desto højere staar
hans Kunst i koloristisk Henseende. (Litt.:
Hellpach, »Die geopsychischen
Erscheinungen« [Leipzig 1911]; Lehmann, »Hauptgesetze
des menschlichen Gefühlslebens«, 2. Opl.
[Leipzig 1914]. Se desuden under Farveharmoni).
Alfr. L.
Farvesans, Evnen til at opfatte Farver, til
paa given Foranledning at frembringe bestemte
Farvefornemmelser. Hos de forsk. Mennesker
er F. ikke udviklet i samme Grad, men man kan
dog tale om en »normal F.«, for saa vidt som
Afvigelserne i Farveopfattelsen hos det store
Flertal af Menneskene er saa smaa, at de
ingen praktisk Bet. har og kun lader sig paavise
ved fine videnskabelige Undersøgelser. Fra den
normale F. med trikromiatisk Farvesystem (s.
d.) adskiller sig den anormale F. derved, at der
kræves en forholdsvis stærk Paavirkning af
bestemt Art, for at den tilsvarende
Farvefornemmelse skal opstaa. Der kendes to Former af
saadan anormal F., Grønanomali og
Rødanomali; i første Tilfælde kræves omtr. 3 Gange saa
meget grønt, i sidste Tilfælde 4 Gange saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
