Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Farvesystem kaldes den Ordning af Farverne i et rumligt Skema
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Regnbuen, hvor Farverne følger efter hinanden netop
i den samme Orden. Man har gjort Forsøg med
Børn paa 8-10 Aar, som aldrig havde set fys.
Eksperimenter og ikke kunde huske, hvorledes
en Regnbue saa ud, og de har ordnet
Farverne netop paa den nævnte Maade,
naar man bl. fl. farvede Papirer lod dem
udsøge det, der havde størst Lighed med
et bestemt forelagt, dernæst lod dem
søge det, der lignede det allerede fundne
mest, o. s. fr. Farvernes indbyrdes
Lighed maa saaledes være begrundet i selve vore
Fornemmelser.
Hvidt kan ikke anbringes i de brogede
Farvers Kreds, for det første fordi disse Farvers
naturlige Rækkefølge derved vilde blive brudt,
og for det andet fordi man i saa Fald ikke vilde
have nogen Plads for de faktisk forekommende
Overgange fra hvidt til hver enkelt af de
brogede Farver. Men dette kan opnaas, naar man
anbringer hvidt i Farvekredsens Centrum; ud
ad Radierne bliver der i saa Fald Plads til de
umættede Farver, de hvidlige Afskygninger
af Farvekredsens fuldt mættede Farver. Jo
nærmere et Punkt ligger ved Cirkelperiferien,
desto mindre hvidlig er den paagældende
Farve, og desto større Mætning ell.
Farvefylde siges den at have. De saaledes ordnede
Farver kan nu gennemløbe alle mulige
Styrkegrader, idet deres Intensitet enten vokser,
indtil alle Farver sluttelig løber sammen i en
forskelsløs blændende Klarhed, ell. ogsaa
aftager, indtil alle Farver taber sig i et Minimum
af Lysfornemmelse, hvori heller ingen Forskel
er at paavise. Kalder vi disse to Yderled af
Styrkevariationerne for blændende hvidt (H)
og dybt sort (S), kan vi fremstille de forsk.
Intensitetstrin af hvidt paa den Maade, at vi oprejser
en Linie vinkelret paa Farvekredsen i dens Centrum og i
denne Linies Endepunkter anbringer de to nævnte
Fornemmelser (se Fig. 2). Enhver Linie fra et Punkt i
Cirkelfladen til disse to Endepunkter indeholder nu den
paagældende Farves forsk. Intensitetstrin. Saaledes
fremkommer en Dobbeltkegle, paa hvis
Overflade alle de mættede Farver og i hvis Indre
de umættede Farver forekommer i alle mulige
Styrkegrader. Farverne udgør saaledes et
tredimensionalt System, hvor en vilkaarlig Farve
er bestemt ved Angivelsen af tre Størrelser:
Farvetone, Farvefylde og Intensitet.
Pigmentsystemet. Ved konstant
Belysning, f. Eks. alm. Dagslys, faar vi en stor
Mængde Farvefornemmelser fra de forsk.
farvede Legemer. Hvis Lysets Styrke varierer, vil
ogsaa Farvefornemmelsernes Intensitet
forandres, hvorimod deres Art, Farvetone, bliver i
det væsentlige uforandret selv ved stærk
Forøgelse ell. Formindskelse af Lysstyrken. Da
Fornemmelsesintensiteten saaledes viser sig at
være en for Tingenes Udseende ret ligegyldig
Omstændighed, regner vi slet ikke med den i
det daglige Liv; en Ting siges at have samme
Farve paa en mørk Vinterdag og en klar
Sommerdag, til Trods for at de ved Tingen
fremkaldte Farvefornemmelser er højst forsk.
Det bliver saaledes en særlig Opgave af praktisk
Bet. at faa ordnet de ved konstant Belysning
mulige Farvefornemmelser. Til denne Ordning
kræves et rumligt Skema af samme Form som
Fig. 2. Tænker man sig de saa vidt muligt
mættede Farver anbragte i Kredsen, hvidt i
Punktet H og sort i S, saa vil alle de lyse
Afskygninger af de mættede Farver ligge
paa den øverste Kegleflade og de mørke
Afskygninger paa den underste. Paa Linien HS
kommer alle Overgange fra hvidt gennem
lysere og mørkere graat til sort, og paa en
hvilken som helst Linie fra et Punkt i Kredsen til
et Punkt i Linien HS ligger Overgangene fra
Farven til det paagældende graa. Enhver
Farvenuance er altsaa ogsaa her bestemt ved 3
Størrelser, nemlig foruden Farvetone og Farvefylde
tillige den Afskygning af graat, hvortil den
danner Overgang. Dette F. kan i det mindste
tilnærmelsesvis virkelig fremstilles, idet man
ordner f. Eks. farvet Uldgarn paa et
Metaltraadsstativ af Form som Fig. 2. Naar Systemet
saaledes foreligger anskueligt, kan man let
overbevise sig om, at det kun omfatter en ringe Del
af samtlige mulige Farvefornemmelser, thi hvis
man forøger ell. formindsker Belysningen
tilstrækkeligt, faar man Fornemmelser af hel
anden Intensitet. I det naturlige F. er der taget
Hensyn til disse Styrkevariationer, saa at det
virkelig omfatter alle Farvefornemmelser, men
Pigmentsystemet har større praktisk Bet. (se
Farvenomenklatur).
Foruden de 3 Størrelser: Farvetone,
Farvefylde og Afskygning er der endnu et Forhold,
som har en vis praktisk Bet., nemlig Farvernes
Lysning, deres Slægtskab med hvidt. Denne
Størrelse varierer med enhver af de tre andre.
At den er afhængig af Farvetonen, ses let ved
Betragtning af et Solspektrum, hvis Lysning er
størst i det gule, hvorfra den aftager paa den
ene Side til rødt, paa den anden Side gennem
grønt og blaat til violet. Ved en Række
nogenlunde spektralt farvede Papirer ses det samme.
Spektralfarvernes Lysning kaldes gerne
Farvernes naturlige Lysning, og den forandres i
Alm., saavel naar Farvefylden som
Afskygningen varierer. I æstetisk Henseende, for
Farveharmonien, spiller disse Lysningsforhold stor
Rolle, ligesom de ogsaa betinger Lyskontrastens
Styrke (se Farvekontrast).
Det fysiske F. udtrykker Forholdet
mellem Farvefornemmelserne og deres nærmeste
fys. Aarsager, Farvestraalerne (se Farve). Til
enhver af Farverne i Farvekredsen fra rødt til
 |
| Fig. 1. |
|
| Fig. 2. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
