Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 775 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Farvesystem kaldes den Ordning af Farverne i et rumligt Skema - Farvetone. Enhver Farve, med Undtagelse af rent hvidt og sort og de mellemliggende Afskygninger af graat - Farvetryk kaldes i alle grafiske Virksomheder den givne Skrift- ell. Billedforms Aftrykning i andre Farver end sort

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

violet svarer en bestemt Art Farvestraaler, ved
hvis Indvirkning paa Øjet en bestemt
Farvefornemmelse opstaar. Overgangene fra violet til
rødt, Purpurfarverne, kan derimod ikke
frembringes ved en enkelt Art Farvestraaler; de
opstaar kun ved samtidig Indvirkning af røde
og violette Straaler. Farvestraalernes Art
angives sædvanlig nærmere ved deres
Bølgebredder. En bestemt Farvetone, f. Eks. orange, vil
dog ikke udelukkende komme i Stand, naar en
Farvestraale af en vis Bølgebredde indvirker
paa Øjet; den kan ogsaa frembringes ved en
Blanding af to Farvestraaler. Blander man f.
Eks. røde og gule Farvestraaler, saa vil der
opstaa alle de mellemliggende Farvetoner,
efterhaanden som man til rødt sætter mere og mere
gult. Man har ved saadanne Forsøg fundet, at
der ved Blanding af røde og grønne
Farvestraaler kan frembringes alle de mellemliggende
Farver; ligeledes kan man ved Blanding af grønt
og violet frembringe alle grønblaa og blaa
Farvetoner. Rødt, grønt og violet kan derimod ikke
selv fremstilles ved Blanding; de kaldes derfor
Grundfarverne. Blander man fremdeles
røde og grønblaa Farvestraaler, saa vil man
finde, at Farven bliver stærkt hvidlig og ved
et bestemt Mængdeforhold mellem de to
Straalearter ren hvid. Rødt og grønblaat kaldes
derfor komplementære, fordi de udfylder
hinanden til hvidt, og hvad der gælder for disse,
gælder ogsaa for alle de øvrige Farver: til
enhver Straaleart svarer der altid en anden, som
blandet med den første i bestemt
Mængdeforhold giver hvidt. Ordner man Farverne
saaledes:

rødt	orange	gult	gulgrønt	grønt
grønblaat	blaat	indigo	violet	purpur,

saa kommer Komplementærfarverne til at staa
lige over hinanden. Da det i forsk. praktiske
Forhold er af Bet. at vide, hvilke Farver der er
komplementære, ordner man gerne Farverne i
Farvekredsen saaledes, at de komplementære
staar diametralt modsat hverandre. Dette er
saaledes gennemført i den ovf. fremstillede,
tidelte Farvekreds, skønt Farvernes gensidige
Udfyldning til hvidt intet har at gøre med
deres psykologiske Slægtskab. - Vil man billedlig
fremstille Resultaterne af Farveblandinger, faar man,
som Helmholtz har vist, en Figur af hosstaaende Form
(Fig. 3). Alle de Farver, som
ved Blanding kan frembringe mellemliggende
Farvetoner, ligger i en ret Linie;
Komplementærfarvernes Forbindelseslinier skærer alle
hverandre i eet Punkt, hvidt, og deres Afstande fra
dette Punkt er omvendt proportionale med de
Mængdeforhold, hvori de skal blandes, for at
give hvidt. Da disse Forhold ikke er ens for
alle Mennesker, faar man for hver ny Iagttager
en lidt afvigende Figur.

Da et normalt Menneskes Farvefornemmelser
altsaa kan tænkes fremkomne alene ved
Blanding af 3 forsk. Straalearter, rødt, grønt og
violet, kaldes dette F. trikromatisk. For
Farveblinde viser det sig, at deres hele F. kan
frembringes ved Blanding af to Farver. Deres F. er
derfor dikromatiske, og da Grundfarverne i
disse viser sig at kunne være to forsk. Grupper,
fremkommer derved to forsk. Arter af
Farveblindhed. I enkelte sjældne Tilfælde har man
fundet monokromatiske F.; her er slet ikke
Tale om Farveopfattelse, alt er graat i graat.
(Litt.: Aubert, »Grundzüge der
physiologischen Optik« [Leipzig 1876]; Wundt,
»Grundzüge der physiologischen Psychologie«, 6. Opl.,
Bd 2 [Leipzig 1910]; Hering, »Zur Lehre
vom Lichtsinn« [Wien 1878]; Helmholtz,
»Handbuch der physiologischen Optik«
[Hamburg 1886-96]; Nagel, »Handbuch der
Physiologie des Menschen«, Bd 3 [Braunschweig
1905]; Lehmann, »Grundzüge der
Psychophysiologie« [Leipzig 1912]).
Alfr. L.

Fig. 3.

Farvetone. Enhver Farve, med Undtagelse
af rent hvidt og sort og de mellemliggende
Afskygninger af graat, siges at have en vis F.,
som er bestemt ved Arten af de Farvestraaler,
der træffer Øjet (se Farvesystem).
Alfr. L.

Farvetryk kaldes i alle grafiske
Virksomheder, herunder ogsaa Tapetfabrikationen, den
givne Skrift- ell. Billedforms Aftrykning paa
Papir, Lærred, Blik o. s. v. i andre Farver end
sort. De i Bogbinderfaget benyttede og hyppigst
af Fagets Udøvere selv fremstillede flerfarvede
Forsatspapirer (Klistermarmor og
Karaghenmosmarmor) gaar ogsaa ind under Begrebet F.,
skønt disse i mange Tilfælde ikke fremstilles ved
et egl. Tryk (se Bogbinderi). Om
Fremstillingsmaaden for kulørte Papirer se
Buntpapir. Bronzetryk er F. med Farvestoffer,
fremstillede af Kobberlegeringer, der først er
udhamrede i tynde Blade (Bladguld, Bladsølv)
og derefter pulveriserede. De metalliske
Farvestoffer indrives enten i Fernis, ligesom de alm.
Trykfarver, og bruges derefter ligesom disse, ell.
ogsaa trykkes de givne Forme med en let farvet
Fernis, og, endnu inden Fernissen er tørret,
forgyldes ell. forsølves Trykket ved at indgnide det
med Bronzepulver; naar Trykket er tørt, poleres
det ved at gnides med Bomuldstotter. Den
sidste Fremgangsmaade ved Bronzetryk er den
hyppigst benyttede, fordi Farvetonen er mere
glansfuld end ved den først nævnte, men
Bronzens Paastøvning er meget sundhedsfarlig. I
Typografien er Farvetryk næsten lige saa
gammelt som Opfindelsen selv, men indtil 19. Aarh.’s
Beg. indskrænkede det sig til Aftryk af
Initialer, Borter omkr. Satssiderne og mere ell.
mindre betydningsfulde Titellinier i en anden Farve
end sort, i de fleste Tilfælde Zinnober. Den af
den engelske Artillerigeneral William
Congreve i 19. Aarh.’s Beg. opfundne
Farvetryksteknik, der bærer hans Navn, udførtes paa den
Maade, at en given Tegning blev gengivet i
Træsnit, hvorefter der af Stereotypi-Afstøbninger
af dette (se Stereotypi) blev udskaaret de
Partier af Tegningen, der ønskedes gengivne i
forskellige Farver. De sønderdelte Partier
tilpassedes atter som Original-Pladen og samledes
paa et Træ- ell. Metalunderlag, saaledes at de

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>