Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fasaner. Blandt Hønsefuglenes Familier rummer Fasanfuglene (Phasianidæ) alle de egl. Høns - Fasaneri (Fasangaard)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ringere end de fleste andre vilde Hønsefugles.
En Slægtning, Konge-F. (Ph. Reevesi, Gray)
fra Kina har meget hvidt indblandet i den
bronzefarvede Dragt, udmærker sig i øvrigt
ved sin lange Hale, 3-4 Gange saa lang som
Fuglens Krop; den er vistnok den mest
langhalede Fugl, der overhovedet findes.
Til en nærstaaende Slægt, Chrysolophus,
kendelig paa den tagdannede Hale, hører de
skønneste af alle F., Guld-F. (Ch. pictus L.) (Afb.
se farvetrykt Tavle »Fasaner«, 2), betydelig
mindre end den alm. F., har en Farveblanding,
som gør den til en af de pragtfuldeste Fugle
overhovedet. Hannen er skarlagenrød paa
Bugsiden; Hovedets Fjer er haarlignende,
forlængede, danner en gylden Nakketop; Baghalsens
Fjer, rødlige med mørke Tværbaand, danner en
Krave. Vingedækfjerene er blaa og
kastaniebrune, Ryggen fortil grøn, bagtil lysegul. Den
lange Hale har mørk Bundfarve og tætte brune
Pletter, nogle forlængede Haledækfjer er røde.
Maaske endnu skønnere er
Diamant-Fasanen, Lady Amherst’s F. (Ch.
amherstiæ Leadb.) (Afb., se farvetrykt Tavle
»Fasaner« 1) med den vidunderligste Blanding af
hvide, sorte, blaalige, grønne, røde og gule
Farver, rød Nakketop, hvide og sorte
kraveformede Halsfjer, en Hale 3 Gange saa lang
som Fuglen selv. Begge Arter lever i Vestkina,
er indførte mange Steder i Europa, men egner
sig kun til at leve i Bure og Parker, ikke frit
i Skove.
Bl. Hønse-F. (Gennæus), c. 20 Arter ret
store og kraftige Fugle med forholdsvis kort
Hale, er den mest kendte Sølv-F. (G.
nycthemerus L.) (Afb., se farvetrykt Tavle »Fasaner«
6, 9), hvid med fine sorte Linier paa Ryg,
Vinger og Hale. Undersiden og Nakketoppen er
glinsende blaasorte, Hovedets Sider røde.
Hunnen er gulbrun med mørke Bølgelinier. Dens
Hjem er Sydkina, dog findes den nu kun faa
Steder vild (i hele Kina og Japan derimod ofte
holdt som Husfugl). Til Europa er den næppe
bragt før i 17. Aarh.; den holdes let i
Fangenskab baade i Bur og i større Indhegninger.
Til de mest kendte Fugle, der bærer
F.-Navnet, hører Argus-F. (Argusia), der med 2
Arter lever i Bagindien, paa Sumatra og Borneo.
Den største Art (A. argus L.) er noget mindre
end F.; Hannen er, naar den holder Vingerne i
Ro, kun lidet iøjnefaldende tegnet med en
Mangfoldighed af brune og gule Punkter,
Pletter og Striber; først under Parringslegen ses
dens ejendommelige Skønhed. De to midterste
lange Halefjer rejses i Vejret, medens Vingerne
bredes ud. Haandsvingfjerene er ret korte,
Armsvingfjerene længere, noget ganske
enestaaende bl. Fugle; de tiltager i Længde
indefter og har langs Yderfanen en højst
ejendommelig Tegning, en Række af Øjne (heraf
Navnet Argus), der ligner en Kugle, som ligger
i en Fordybning. Fuglene lever i Monogami,
holder til i de tætteste Krat og er vanskelige at
iagttage, da de er meget sky; de hører til de
zool. Havers faste Beboere. En nær Slægtning
er Rheinhardt’s F. (Rheinhardtius
ocellatus Verr.), hvis Han har en stor Nakketop
og mægtige Halefjer, der bærer talrige mindre
Øjne. (Litt.: Elliot, Monogr. of the
Phasianidæ [London 1870-72]; Tegetmeier,
Pheasants, their nat. hist. and practical
management [2. Udg. London 1881]).
O. H.
Fasaneri (Fasangaard). Den almindelige
Jagtfasan (Phasianus colchicus), der stammer
fra Middelhavslandene, blev allerede tidlig
indført i Mellemeuropa og senere til Nordeuropa
og England; den findes nu i næsten alle Lande,
saa højt mod N. som til Mellemsverige. Til
Danmark kom den allerede paa Frederik II’s
Tid; i 16. og 17. Aarh. holdtes den kun i de
kgl. F., af hvilke det kgl. F. paa Amager er det
sidste af sit Slags i Danmark. Det første
private F. blev anlagt paa Boller 1875; senere
fulgte en Mængde Herregaarde efter, og nu er
Fasanopdræt saa alm., at der er faa større
Godser, hvor der ikke enten er ell. har været F.
Fra de første F. er Fuglene vandret ud i de
omgivende Egne; andet Steds har man lagt sig
efter vildt Fasanopdræt, idet der en ell. fl.
Gange er udplantet enten voksne Fasaner - man
regner 1 Hane til 5-6 Høns, dog ikke mindre
end to Haner i Distriktet, da den ene kunde
gaa tabt - ell. Kyllinger af indkøbte Æg, som
man har ladet Kalkun ell. Gaardhøne udruge.
Ogsaa fra disse Egne har Fuglene bredt sig,
endog til Steder, i hvis Nærhed der aldrig har
været ordnet F. Paa den Maade er
efterhaanden de fleste Egne paa Øerne og nogle paa
Jyllands Østkyst blevne forsynede med
vildtlevende Fasaner. Ogsaa i Vendsyssel findes
saadanne paa et Par Steder, og V. paa er de
udsat i Skiveegnen, ved Varde, Skjern og
Troldhede. Fasanen er da ikke længere en sjælden
Fugl, men skydes endog ofte paa
Bønderjorderne.
Fasanen holder mest af frugtbare, ikke for
tørre, flade ell. bakkede Egne. Synes Klimaet
kun i ringe Grad at paavirke Fuglen, er der
dog to Forhold, som denne kræver, for rigtig
at trives. Det er Ophold i Skov og
Tilstedeværelsen af Vand, helst i Form af Søer med
Smaamoser og Rør. I Kravet om Skov slaar
Fasanen om Sommeren i Yngletiden vel ikke
saa lidt af; naar den blot finder Moser og
Markhegn, gaar den ofte milevidt ud. Men om
Vinteren søger den atter tilbage til Skovene,
navnlig for de nedfaldende Træfrøs Skyld og af
Sikkerhedshensyn, idet den sidder i Træer
Natten over. Lunde og mindre Skovpartier
foretrækker den fremfor store, sammenhængende
Skove. I Moserne søger den Fred for Ræven
helt ude i Rørskæret, hvor den lette Fugl løber
oven af, men Ræven synker i. I Skovene ynder
den Udkanterne; paa Markerne holder den til
ved Krat og Hegn og ved Mosedrag med
laaddent Græs og sumpet Bund. Føden udgøres
om Vinteren overvejende af Frø, Rørspirer og
Grønt, om Sommeren ogsaa af Orme, Larver,
Museunger og Snegle. Som spæd Kylling er
Fuglen meget ømfindtlig; først naar den er 5-6
Maaneder gl og faar fuldt op af passende
Foder, er den aldeles uimodtagelig for de
stærkeste Vejrforandringer og overgaar i denne
Henseende næsten Agerhønen. Af det jagtbare
Vildt er Fasanen den, der skelner bedst, intet
bliver uopdaget for den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
