- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
786

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - fast Ejendom (jur.), den enkelte begrænsede Del af Jordoverfladen, der fremtræder som særegent Retsobjekt - Fastekringle. Bagværk af Gærdejg e. l. - Fastelavn, af det tyske fastel-auen (abend), paa ældre Dansk Fastelagen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ejendommen, og saaledes at Tilskylning ell.
Fraskylning udvider ell. indskrænker
Ejendommens Omraade. Naar den f. E. støder til ferske
Vande, danner, i Mangel af særlig Hjemmel for
andet, den opr. Midterstrømslinie Grænsen.
Landgrænsen mellem f. E. kan i Kbhvn
godtgøres gennem de af Stadskonduktøren i Henh.
til de autoriserede Maalingsprotokoller udstedte
Maalebreve. Uden for Kbhvn haves ikke noget
alm., autentisk Bevismiddel; men man maa alt
efter Omstændighederne ty til Matrikelkortene,
Udskiftningsforretninger, mulig eksisterende
Skelsten, det faktiske Besiddelsesforhold nu og
tidligere og andet lgn.

De f. E.’s særlige Karakter bevirker, at de
formueretlige Regler ang. disse paa mange
Punkter er forskellige fra Reglerne om Løsøre.
Nærmere Oplysning herom maa søges i de
forskellige særlige Artikler: Ejendomsret, Pant,
Leje, Fæste, Forpagtning, Grundbyrde, Servitut,
Skøde, Tinglæsning etc. (Litt.: C. Torp, »Dansk
Tingsret« [2. Udg. ved L. A. Grundtvig, Kbhvn
1905]).
E. T.

I Norge har man i alt væsentlig de samme
Regler. Naar Ejendommen støder til Havet,
regnes den private Ejendomsret at strække sig
til Molbakken (ogsaa Marbakken; Gammelnorsk
marbakki, mararbakki, marreinsbakki); dette er
den Del af Havbunden uden for Strandlinien,
hvor gerne den brattere Skraaning mod Dybet
begynder. I Elvene gaar Grænsen mellem
Naboejendomme regelmæssig efter Vandløbets
Djupaal, d. e. midt efter Dybrenden.
K. Ø.

Fastekringle. Bagværk af Gærdejg e. l.
Dejg, der er formet som temmelig smaa
Kringler. Efter at Dejgen har hævet sig, har
Kringlerne ligget et Øjeblik i kogende Vand, og naar
de derefter er blevne tørre, er de bagte i
Ovnen.
R. H.

Fastelavn, af det tyske fastel-auen (abend),
paa ældre Dansk Fastelagen, fordi den
sidste Del af Ordet fejlagtig opfattedes som
lag ɔ: Gilde, retter sig efter Paasken. Da vore
Forfædre aldrig brugte Talbetegnelser for Dage,
havde de Huskevers:

Vilt du vide med god Mag,
naar indfalder Paaske-Dag,
da søg op det Ny, som nest
følger Kyndelmisse Fest (2. Febr).
Onsdag efter samme Ny (Aske Onsdag)
fører Faste til hver By;
der fra hver kand siden let
Paaske Fest udregne ret


(nemlig ved at tælle 6 Uger fremad fra næst
foregaaende Søndag). Fastelavnssøndag kan
saaledes falde tidligst paa 1. Febr., senest paa
7. Marts. F. varede en hel Uge, men opr. kun
3 Dage: Flæskesøndag og
Flæskemandag samt Hvidetirsdag; men da
enhver Fest gik ind Dagen forud ved
Solnedgang, fik man en Flæskelørdag med.
Askeonsdag gik Fasten ind, som skulde
holdes i 40 Dage, da der aldrig fastedes paa
Søndage. De nævnte Flæskedage var dog ikke
nogen spøgefuld Benævnelse, de toges alvorlig,
Dokumenter dateredes med dem, og de hed
saaledes, fordi man ved Flæskespiser,
Svinehoved kogt med Ærter, belavede sig paa den
kommende Afholdstid. Hvidetirsdag
spistes Hvidmad ɔ: Fastelavnsbrødene,
Strutter og Boller i kogt Mælk, indtil senere
Forbud indskrænkede F. til Mandag alene. I
Jylland spistes paa Hvidetirsdag Pandekager
(med Flæsk), ligesaa i England, hvor Dagen
hedder pancake Tuesday. Dagen hed i Sverige
fet-tisdag, i Frankrig mardi gras, fordi Brødene
fik en Smørklat til Indhold. Natten mellem
Hvidetirsdag og Askeonsdag, da Fasten
begyndte, hed paa Milano-Sproget carnelevale,
af lat. caro, Kød, og levamen, Fjernelse ɔ:
Kødspises Ophør, og er i romanske Sprog blevet
til carnaval paa Fransk, carnovale paa Italiensk,
og da Udklædningerne og Løjerne, der i alle
Lande gik jævnsides med Fylderiet, kulminerede
ved F.’s Slutning, kom F. og Carnaval til sidst
til at være ensbetydende med Maskeoptog og
Lystighed.

F. har ikke kristelig Oprindelse, om end
Kirken opr. taalte en Del af dens Skikke, der var
Rester af ældgammel Naturdyrkelse, en Fest
for Vaaren
. Romerne, hvis ver begyndte
7. Febr, fejrede den 13. i samme Maaned
Faunalierne. I Norden, hvor Vaaren ikke
kendtes som særskilt Aarstid, men Sommer fulgte
lige paa Vinter (14. Apr.), fejredes Overgangen
efter Jævndøgn i Marts. Da Kristendommen
kom med sin Paaskefaste, sprængte denne
Jævndøgnsfesten i 2 Dele, og nogle af dens Skikke,
Fylderiet og Løjerne, faldt paa Tiden
umiddelbart forinden Fasten; andre gik over paa
Paasken, navnlig hvad der af Kirken forvandledes
til mørk Overtro, Heksesabbater o. l. Det var
i Brug ved Naturdyrkelsens Aarsfester at vække
det i Vintertiden stivnede Liv ved Slag af
Livskvisten. Den anvendtes ved
Vintersolhverv, men navnlig ved Vaarens Komme. Man
vakte Kvinder (sjældnere Mænd), Dyr og Træer
til fornyet Frugtbarhed ved at rise dem, for
Frugttræernes Vedkommende ogsaa ved
Rystning. Under Faunalierne løb de i Bukkehuder
forklædte luperci om og piskede Hustruerne med
Remmesvøber. Heraf stammer den i Danmark
endnu brugelige Fastelavnsrisning, der opr.
kun anvendtes paa Hustruer, særlig paa de
barnløse unge, som Mændene endog piskede paa
alfar Vej. Dette betragtedes som Velvillie, og:
Midlets befordrende Evne anerkendtes med Tak
og Gaver af Fastelavnsbrød. Riset bærer endnu
Tegnene paa sin tilsigtede Virkning: næbbende
Duer, Storke, Svøbelsesbørn, Blomster og
Frugter. Foraaret var den store Genfødelsestid, og
fra de ældste Dage havde man til dets
Himmeltegn valgt Vædder og Tyr, der var ansete
for de avlekraftigste Dyr. Ved Fastelavnstid
vakte man ogsaa Jorden til fornyet Frugtbarhed
ved Plovgang. Askeonsdag spændtes nøgne
Jomfruer for en Plov. Kvinden, som den
ynglende og frembringende, skulde gennem sit
afroditiske Tegn, Furen, vække Ageren til ny
Ydelser. Plovgangen kendes fra mange Lande.
I Danmark levede den, men ved Nyaarstid, til
1800 paa Als. Karle var her traadte i Stedet,
men Visen, de sang, tyder paa, at det var en
Ombytning af Køn. Et andet Middel til at vække
det gode og uddrive det onde var Kapløbet.
Det kendes i Stefans-Ridtet ved Juletid og
lignende paa Majdagen. I Rom løber endnu Heste


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:07 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0824.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free