Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fastelavn, af det tyske fastel-auen (abend), paa ældre Dansk Fastelagen - Fastelavnsboller. Bagværk af fin Gærdejg med Rosiner og Sukat - Fastelavnsspil, dram. Forestillinger i Fastelavnstiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om Kap paa Korsoen i F. Faa Sjælland kendtes
Løb af halvnøgne Kvinder (1660 og 1736), og
Linné saa et lgn. i Skaane 1751. I fl. Lande
lever endnu den hedenske Baalbrand i F.,
den har været kendt hos Nordfriserne som
Bükenbrennen (22. Febr), og i Danmark som
Gadeild, men er forlængst aflagt ell. blot
flyttet til Pinse, Skt Voldborg- ell. Skt Hans
Tid, i Sverige til Paaske. I Tyskland tændtes
den opr. paa Hvidetirsdag, men er nu flyttet
til Funkensonntag, 1. Søndag derefter, i
Frankrig ligesaa: dimanche des brandons. Med de
store hedenske Fester fulgte Fællesmaaltiderne,
tilvejebragte ved Gaver: Føring. De spores
endnu i Frankrig i den offentlige Slagtning af
den fede Okse; i Danmark ved at
Ungdommen sankede Gildesmaden ved Gaver, og
Fattigfolk gik for Døre og bad om Flæsk, ved
den nu aflagte Kasten af Hvedebrød
fra Børstrappen til gramsende Drenge, og lever
endnu i Fastelavnstiggeriet i Husene.
Ved alle de hedenske Festmaaltider øvedes
Sjæledyrkelse. Man troede, at de fremfarne
Slægtninges Aander kom tilbage og deltog i
Maaltiderne. Romerne fejrede saaledes fra 18.-
21. Febr Parentalierne og den 22.
Charistia, Slægtmaaltidet; i Tyskland sætter man
endnu ved F. Spisevarer hen i de aabne
Vinduer og lader dem staa om Natten, ligesom i
Danmark forhen paa Allehelgens Dag (1. Novbr)
og ved Juletid. Fastelavnsbrødene er,
som alle traditionelt formede Festbrød,
Levninger af Offerbrød.
F. var ret Ungdommens Elskovsfest. I
England faldt paa Skt Valentins Dag (14. Febr) den
store aarlige Parring af de Unge. I Danmark
foregik den undertiden ved Høstfesterne i Novbr
ell. ved Julegilderne, og hver Karl fik sig sit
Gadelam, men Forholdet begyndte dog først
ret at blive virksomt i F. under
Fastelavnsridtet, Ringrendingen og Stikningen til
Straamanden, folkelige Efterlignelser af de
ridderlige Karuseller, hvor Gadelammene pyntede
deres Gadebasse og senere dansede med ham.
Foruden disse Efterlignelser af Ridderøvelser
fandt en symbolsk Kamp til Hest Sted mellem
Sommer og Vinter. Hver af dem førte sit
Parti, klædt i Dragter, karakteristiske for de
2 Aarstider; Vinteren blev selvfølgelig
overvundet og fordrevet. Saaledes kæmpedes i Guds
Legems Lav i Aalborg i 16. Aarh., og paa
Falster optræder endnu de 2 Hovedpersoner i
Fastelavnslegene. Disse var ikke alle saa
ridderlige. Man slog Katten af Tønden
(undertiden var der en Hane i den), en Leg, kendt
i fl. Lande; ell. man red til Gaasen ɔ: trak
en ophængt Gaas i den sæbesmurte Hals, til
den døde. I Essex og Suffolk slaas til
Hønen. Den anbringes paa Ryggen af en Dreng,
behængt med Bjælder, og han løber om,
forfulgt af Karlene, der blindes ved at faa
Pigernes Skørter over Hovedet og er væbnede med
en Riskvist, hvormed de søger at ramme Hønen.
Dette minder om den frugtbargørende Livskvist.
Disse grusomme Lege kan føres tilbage til
Kampen mellem Sommer og Vinter; det er den
sidste, der symbolsk pines og dødes. Tøndens
Ituslaaning og Legene med at knuse Potter
stammer fra gamle Dødsskikke, som foretoges,
for at den Afdøde ikke skulde gaa igen.
Ud af Fastelavnsforklædningerne
(Fastelavnsløben) o. a. Hokuspokus opstod
Fastelavnsspillene i dialogisk Form og
udviklede sig i sen Vækst til Kunstens fineste
Blomst, det moderne Teater. De kom
først i 13. Aarh. og var allerede forberedte ved
Formen for den kat. Kirkes Gudstjeneste og
Helgendyrkelse, dens Hang til at indprente sine
Lærdomme dram., og gennem Mysterier
og Mirakler, og senere
Skolekomedierne, naaede de i 16. og 17. Aarh. til en mere
uddannet Kunstform. Teaterkunsten udviklede
sig saaledes af Folkebunden uden at være
nogen direkte Genfødelse af det antikke Teater og
tillige uden synderlig international
Paavirkning. Hvert Folk syntes i denne Retning at
kunne skabe ud af sit eget og tilfredsstille sit
Behov. (Litt.: Reinsberg-Düringsfeld,
»Das festliche Jahr« [Leipzig 1863];
Mannhardt, »Der Baumkultus« [Berlin 1875]; E. T.
Kristensen, »Skattegraveren« [V, IX, X];
Samme, »Det jydske Almueliv«, IV).
Bernh. O.
Fastelavnsboller. Bagværk af fin Gærdejg
med Rosiner og Sukat. I Fastelavnen bruges
det meget at flække Bollerne, smøre dem med
Smør, strø Sukker og Kanel paa, varme dem i
Ovnen og spise dem med varm Mælk. Allerede
i fl. Aarh. har det været Skik i Fastelavnen at
spise et særegent Slags Bagværk, der ligner
vor Tids F., selv om denne Benævnelse ikke
anvendtes. I et Digt fra den første Halvdel af
17. Aarh. omtaler Joh. Laurenberg »de
semmelen im vastelaven«, og han skriver om
dem, at, naar de først er komne ud af Ovnen,
men dog endnu er saa hede, at man let
brænder sine Fingre paa dem, da kommes der en
Klump Smør ind i dem, og idet Smørret
smelter, gennemtrænger det Bagværket. I Moth’s
utrykte Ordbog for omkring 1700 skrives om
Fastelavnsbrød, at det er Hvedeboller, som
kommer hede fra Bageren, og Krummen blandes
med Smør, hvorefter de overhældes med varm
Mælk.
R. H.
Fastelavnsspil, dram. Forestillinger i
Fastelavnstiden, er den ældste Form for det tyske
Lystspil og kan allerede paavises i Beg. af 15.
Aarh. Særlig i Nürnberg antog de bestemte
Former. Her klædte unge Mennesker sig ud,
drog rundt i Husene i burleske Optog og
opførte Danse, der indlededes med versificerede
Forklaringer af de enkelte Personer. Disse
Forklaringer fik efterhaanden dram. Karakter og
udviklede sig til hele Skuespil. Fra 15. Aarh.
kendes to Forfattere af F. fra Nürnberg: Hans
Rosenblüt og Hans Folz. Spillene udartede dog
snart og begyndte at vrimle af
Tvetydigheder, saa Borgmester og Raad i Nürnberg
maatte skride ind. Ogsaa i andre tyske Byer
finder F. Indpas med store Opførelser paa
Torvene ell. som i Lübeck paa bevægelige
Stilladser, der førtes gennem Staden. I
Reformationstiden benyttedes F. undertiden til
religiøs Polemik. Først Hans Sachs (1496-1576)
hæver denne Digtart til Anseelse - han har
skrevet c. 60 F., dramatiserede Anekdoter, paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
