Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - -- Den gældende Lovgivning uden for Norden. - -- De nordiske Lande.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ejendomme ell. være Indehaver af
Formuerettigheder uden et Dekret af Statsoverhovedet. Som
Betingelse for at give dette fordrer Staten ofte
Ændringer i det paatænkte Formaal og
Organisationen, hvorved Ensartethed og Tilpasning til
det offentlige F. opnaas. Dernæst kommer
Stiftelsen m. m. herved under
Generalinspektørernes Kontrol som établissement d’utilité publique.
Belgien. F. faldt hidtil hovedsagelig
sammen med det franske, men er ved L. 27.
Novbr 1891 reformeret i obligatorisk Retning.
Kommunerne er pligtige til at underholde
deres Trængende, og Midlerne indkommer, for
saa vidt Gaver, Formueindtægter, Skat paa
Forlystelser o. l. ikke strækker til, af det af
Kommunerne oppebaarne Skattebeløb. F.’s Organer
er som i Frankrig Hospitalskommissioner og
Velgørenhedsbureauer, men Oprettelsen af de
sidste er obligatorisk for hver Kommune.
Hjemsted erhverves ved 3-aarigt Ophold efter det 21.
Aar, Børn følger Faderens, henh. Moderens
Hjemsted. Det tabes kun ved Erhvervelse af
et nyt. For Udlændinges Forsørgelse betaler
Staten. Om Opholdskommunens foreløbige
Forsørgelsespligt, Hjemsendelse, Refusionsret m. m.
gælder samme Regler som i Tyskland, dog kan
Refusion kun fordres, naar Udgifterne er
anvendte paa Personer under 16 Aar eller over
70 Aar, samt for Kurpenge til Syge paa
Hospital. For Sindssyge, Blinde og Døvstumme
udredes Halvdelen af Provinsens Fællesfond,
der dannes ved Tilskud fra Sognene i Forhold
til deres Velhavenhed og Folketal, 1/4 af Prov.
selv, 1/4 af Staten. Samtlige Kommuner skal
ansætte og lønne Fattiglæger og sørge for deres
Syge enten i Hjemmet ell. paa Hospital.
Umiddelbart under Staten sorterer dépôts de
mendicité, der har samme Opgave som de franske,
men er bedre indrettede, hyppig forsynede med
Agerbrugsskoler, og derfor undertiden ogsaa
benyttes til Fattighuse for de Sogne, som ingen
passende Anstalter besidder.
Schweiz. Her er F. Genstand for
Kantonernes egen Lovgivning og derfor meget forsk.
ordnet. I de til Frankrig grænsende Kantoner
er det ganske fakultativt, i det øvrige Land
derimod obligatorisk. Forsørgelsesberettiget er
i Alm. en Person i den Kommune, hvor hans
Forældre hørte hjemme, og dette Hjemsted
gaar da aldrig tabt (»Ortsbürger«). Saadanne
skal understøttes, hvor de end opholder sig, og
hvor længe de end har været borte, medens
omvendt Ikke-Ortsbürger aldrig faar Hjælp af
Opholdsstedet, men maa vente, indtil deres eget
Hjemsted sender dem Hjælp, eller selv søge
hjem. Kanton Bern har derimod indført
Territorialprincippet, hvorefter enhver Bosiddende
skal understøttes uanset Hjemsted. F.’s
Indtægter er foruden Fattigfonds visse Gebyrer og
fakultative Tilskud fra Kantonets Fattigskatter,
der i Bern kun maa indkræves, for saa vidt
der er sket Forbrug af den kommunale
Fattigformue, i Glarus kun til et vist Maksimum, men
andensteds i saa stort Omfang som fornødent.
Kantonet selv har i Reglen overtaget Omsorgen
for Sindssyge, Døvstumme, Blinde o. l. og til
Brug for Kommunerne bygget Fattig- og
Arbejdsanstalter. Berettigede til Understøttelse
er overalt kun Arbejdsudygtige, hvortil
henregnes Børn, Krøblinge, Oldinge, Uhelbredelige og
haardt Tilskadekomne. I Reglen gives Hjælpen
i Hjemmet; Fattighuse findes væsentlig kun i
de til Tyskland grænsende Kantoner. Betleri
er strafbart, men Lovens Gennemførelse forsk.
i Kantonerne. De ejendommelige
Hjemstedsregler og den stærke Begrænsning af
Forsørgelsesretten har givet den private Velgørenhed
omfattende Opgaver, hvilket har medført
Oprettelse af talrige Stiftelser, Stationer for rejsende
Haandværkssvende o. l. Til Dels er
Virksomheden interkantonal og vel organiseret.
Italien. Grundlaget er L. 3. Aug. 1862 med
vigtige Tillæg af 1888, 1889 og 1890.
Tyngdepunktet er som i Frankrig Stiftelserne, der er
undergivne Tilsyn af kommunevalgte
Kommissioner, valgte paa 4 Aar. Gejstlige maa ikke
vælges. Over Kommissionerne staar
Provinsialraadet, dernæst Indenrigsministeriet, endelig
Statsraadet. Stiftelser med ensartet Formaal
kan med disse Myndigheders Samtykke smeltes
sammen, ældre Stiftelser gives nyt, mere
tidssvarende Formaal uden Hensyn til de opr.
Fundatsbestemmelser. De kirkelige Stiftelser
hører ikke under Kommunekommissionen, men de
kan ved kgl. Dekret henlægges under denne samt
modtage anden Bestemmelse. Det er under
Straf forbudt at nægte ikke-katolske Personer
Optagelse i Stiftelserne, naar Fundatsen ikke
udtrykkelig bestemmer det modsatte.
Kommunekommissionen leder ogsaa den øvrige
Fattigpleje, der kun er obligatorisk over for Syge
samt Arbejdsudygtige, hvortil henregnes
kronisk Syge, aandelig ell. legemlig nedbrudte
Personer samt Børn under 9 Aar. Udgifter til de
Syge maa Kommunerne selv afholde, de øvrige
Udgifter bestrides af Staten, for saa vidt
Overskudet fra de kommunale Stiftelser ikke slaar
til. Forsørgelsespligtig er den Kommune, hvori
den Trængende har haft 5-aarigt fast Ophold
efter det 15. Aar. Hjemsted fortabes kun ved
Erhvervelse af et nyt. Har Vedk. ikke haft
Ophold i den foreskrevne Tid, gælder Fødestedet,
for Udlændinge Bostedet. Opholdskommunen
yder foreløbig Hjælp mod Regres til
Hjemstedet. - Provinserne har en særlig Pligt til
at forsørge Sindssyge samt Hittebørn; for disse
udreder dog Findestedets Kommune Halvdelen
af Udgifterne.
De nordiske Lande.
Danmark. Historisk. Under
Katolicismen foregik Fp. som overalt gennem Klostre
og gejstlige Stiftelser, Skt Jørgens- og
Helligaandshuse, og i øvrigt ved fri Almisser; Betleri
var sanktioneret af Kirke og Stat. Først
Christian II forbød 1522 Betleri undtagen for
Udsendinge fra de autoriserede Hospitaler og dem,
hvem Øvrigheden forsynede med Tiggertegn;
arbejdsføre Betlere skulde udjages af Landet.
Reformationen medførte Kirkeordinansen af
1539, hvorefter Biskop og Lensmand, Præst og
Købstadraad skulde bestyre de Fattiges
Anliggender og i Byerne, beskikke Fattigforstandere
til at indsamle de gode Gaver og bistaa de
Fattige. De urolige Tider og den hele forrykkede
Samfundstilstand bevirkede imidlertid, at det,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
