Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fedtlever. I Levercellerne findes altid en større ell. mindre Mængde Fedtkorn - Fedtlæder, se Læder. - Fedtmetamorfose. Enhver Tilstand, hvor Fedt aflejres i Legemets Celler, gaar ind under F. - Fedtsamler, se Husspildevandsledninger. - Fedtschenko, Alexej Pavlovitsch, russ. Opdagelsesrejsende og Naturforsker, (1844-73)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Drankerlever. Ogsaa ved Fosforforgiftning,
Arsenikforgiftning og ved fl. akutte Infektionssygdomme
opstaar en Forandring af Levercellerne, som kan
ende i Fedtdegeneration. Dersom Fedtforøgelsen
kun har sit Sæde i de ydre Dele af de mindste
Leverlapper (Kirtelacini), ser man Leveren af
en ejendommelig Tegning, idet de gule Partier
afveksler med de mørkerøde centrale Partier af
Kirtellapperne, og naar disses Midtparti er
stærkt blodfyldt, kan hele Snitfladen faa
Lighed med en overskaaret Muskatnød
(Muskatnødlever). Denne Form kendes især ved visse
Hjertesygdomme ell. forekommer hos Personer
med langvarige Lungelidelser. - Naar F. er
udviklet i en nogenledes betydelig Grad, er hele
Organet forøget i Størrelse, og Randene bliver
buttede og runde.
E. A. T.
Fedtlæder, se Læder.
Fedtmetamorfose. Enhver Tilstand, hvor
Fedt aflejres i Legemets Celler, gaar ind
under F. Normalt findes Fedt som større eller
mindre Draaber i Protoplasmet i visse af
Organismens Celler, undertiden som i Fedtvævet
under Huden, i Tarmens Net og Krøs, Cellerne
i Benmarven o. fl. a. St. udgørende næsten hele
Indholdet af Cellen, undertiden som i Leverens
o. a. Kirtlers Epithelceller aflejret som grovere
og finere Smaadraaber. Under Betegnelsen F.
har man sondret mellem to forsk. Tilstande,
Fedtinfiltration og
Fedtdegeneration, der navnlig tidligere holdtes skarpt
adskilte. Ved Fedtinfillration forstod man da
den Tilstand, hvor Fedtet af Cellen opsugedes
fra Blodet og opmagasineredes i Cellen, hvad
enten dette nu tænktes at foregaa ved en aktiv
Livsvirksomhed af Cellen, der af i Blodet
værende opløste »lipogene« Stoffer syntetisk
tilberedte Fedtet, ell. dette allerede færdigdannet
i Blodet som fine Draaber aflejredes i Cellen.
Ved Fedtdegeneration tænktes Fedtet i Cellen
at opstaa paa Protoplasmets Bekostning ved
kem. Omdannelse af Cellens Æggehvidestof til
Fedt.
De nyere Anskuelser om Fedtets Bet. i
Cellerne gaar ud paa flg.: Normalt tjener Fedtet -
som andre Stoffer - til Ernæringsmateriale for
Cellen, dels saaledes, at det spaltes og
nedbrydes, saaledes at den derved frigjorte Energi
omdannes til de til Livsprocesserne knyttede
forsk. Energiformer, dels saaledes, at det
indgaar som Bygningsmateriale, der tjener Cellen
til Fornyelse og Vækst. En Del forbruges
imidlertid ikke straks, men oplagres i Cellen som
Reservemateriale. Langt den hyppigste
Forekomst af Fedt i Cellerne falder ind under
eksogen Fedtdannelse (Lipogenese),
d. v. s. Fedtet kommer færdigdannet ell. i Form
af Fedtets enkelte Komponenter udefra til
Cellen og aflejres her: Fedtinfiltration
(steatosis). Denne Aflejring finder Sted dels
under normale Forhold, dels under sygelige, og
Grænsen er ikke altid let at drage. Mange
Celler indeholder ikke ell. kun i ringe Grad
Fedt ved sparsom Ernæring, hvorimod en
rigeligere Fedt- respektive Kulhydratfodring og
navnlig da Overernæring fører til rigelig
Fedtaflejring i Cellerne, uden at disse derfor
behøver at lide derved. En udtalt patologisk
Fedtinfiltration opstaar ved fl. Forgiftninger, idet
Fedtet her ligefrem transporteres fra de
normale Depoter (Vævet under Huden, Krøs, Net,
Benmarv etc.) og aflejres ofte i meget betydelig
Mængde i de store Kirtlers (Lever, Nyre,
Binyre) Celler. Denne Form opfattedes tidligere
som en udpræget Fedtdegeneration, d.
v. s. fremkommende ved Omdannelse af Cellens
Æggehvidestof til Fedt. Særlig smukke Forsøg,
der viser Fedtets Flytning ved Fosforforgiftning,
skyldes Rosenfeld (»Erg. d. Phys.«, I, 1902,
II, 1903, Arch. f. exp. Path. 55, 1906), suppleret
med Undersøgelser af en dansk Forsker, J.
Fibiger: fodres et sundt Dyr med Faarefedt,
aflejres dette i de normale Depoter, forgiftes
Dyret derpaa med Fosfor, paavises Faarefedt i
stor Mængde i Leveren. Bringes det sunde
fedede Dyr paa Sultekost før Fosforforgiftningen,
svinder Fedtet under Sultningen fra Depoterne,
og en paafølgende Fosforgiftning bevirker nu
ingen Fedtmetamorfose i Leveren, hvad der
altsaa viser, at Fedtet ikke dannes i
Levercellerne af Æggehvidestofferne, saaledes som
tidligere antaget. Ogsaa andre tregyldige
Metalloider som Antimon og Arsenik frembringer en
lgn. F. Ofte lider Leverens etc. Celler under
Forgiftningen, og i saaledes i Forvejen læderede
Celler synes Fedtet fortrinsvis at aflejres. Hvor
Cellerne saaledes degenererer samtidig ell.
forud for Fedtaflejringen, er det berettiget at tale
om en Fedtdegeneration, der dog faar en anden
Mening end tidligere. Om Fedt kan opstaa
endogent, d. v. s. ved Omdannelse af
Cellens Æggehvidestoffer, maa vel siges endnu ikke
at være endelig afgjort; efter at man en Tid
helt havde benægtet det, synes Sagen nu
mindre klar, og enkelte Undersøgere hævder stadig
den endogene Fedtdannelses Eksistens under
sygelige Forhold (toksisk og nutritiv
[formindsket Blodtilførsel] Beskadigelse af Cellen);
denne Form af F. maatte da i egl. Forstand
betegnes som Fedtdegeneration. Det Fedt, der
findes i Cellerne, er dels »Neutralfedt«, d. v. s.
Triglycerider af Palmitin-, Stearin-, Olie-,
Smør- og Capronsyre, dels de nævnte Syrers
Cholesterinæter.
Mælkesekretionen er et Eksempel paa en
normal-fysiologisk Fedtmetamorfose, idet selve de
fedtinfiltrerede Celler i Mælkekirtlen helt eller
delvis udstødes som de i Mælkesekretet
emulgerede Fedtdraaber.
O. T.
Fedtsamler, se
Husspildevandsledninger.
Fedtschenko [fje’t∫ænkå], Alexej
Pavlovitsch, russ. Opdagelsesrejsende og
Naturforsker, (1844-73). Efter at have studeret
Naturvidenskaber i Moskva foretog han 1868-71
sin første større Rejse i Turan, hvor han
berejste Egnene om nedre Sir-Darja og fulgte
Serafschan til dens Kilder. 1871 berejste han
om Foraaret Ørkenen Kisil-Kum og om
Sommeren Kanatet Kokand og naaede mod S. over
Alai Dagh til Kisil Sus Dal. De usikre Forhold
i Landet nødte ham dog snart til at vende
tilbage til Europa, hvor han i Leipzig gav sig i
Færd med at bearbejde sine Resultater. Han
naaede dog ikke at faa dem udgivet, da han
kort efter forulykkede ved en Bestigning af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
