Print (PDF) - On this page / på denna sida - Feidias, Oldtidens navnkundigste Billedhugger, Søn af Charmides, f. i Beg. af 5. Aarh. f. Kr. i Athen, - Feidippides (»som skaaner Hestene«), i Aristofanes' Komedie »Skyerne« den Væddeløbssporten dyrkende Søn af Strepsiades. - Feidon, argivisk Konge c. 700 f. Kr., indførte et særligt Maal- og Møntsystem i Peloponnes. - Feigum Fos i Næs, Anneks til Lyster i Sogn, dannes af den paa Østsiden af Fjorden ved Gaarden Feigum udfaldende Elv - Feijenoord, lille Ø ved venstre Bred af Maas, udgør siden 1869 en Del af Rotterdam. - Feijo, Antonio de Gastro, portug. Diplomat og Digter, (1860-1917) - Feijoo y Montenegro, Benito Jerónimo, sp. Forf., (1676-1764) - Feilberg, en efter Traditionen fra sønderjyske Selvejerbønder stammende Slægt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Athena Parthenos af Guld og Elfenben og et Værk af endnu mægtigere Dimensioner. Da Figuren tilmed var fremstillet siddende og med sit Hoved næsten naaede op til Tempelcellens Loft, syntes den at sprænge det givne Rum. Om dette Oldtidens højest priste Kunstværk kan vi kun danne os en ganske ufuldstændig Forestilling af Pausanias' Beskrivelse (VI, 11) og af eliske Bronzemønter fra 2. Aarh. e. Kr. (se Fig.). Kopier af Figuren kendes ikke. Guden var afbildet tronende med en Nike-Figur paa højre Haand og støttende den venstre til sit Scepter. Ligesom Athena Parthenos var ogsaa denne Statue rigt udstyret med Reliefbilleder, anbragte paa Fodstykket og paa Tronen. En Afrodite Urania (»den himmelske«) i Elis stammer sandsynligvis fra Tiden efter Zeus-Billedets Fuldendelse. Næsten alle Efterretninger om F.'s Virksomhed nævner Gudebilleder og Tempelskulpturer. Kun en enkelt Menneskefigur henførtes til ham, en Ynglingefigur, der bandt et Smykkebaand om Panden (Anadumenos), i Olympia. F. er Hovedføreren for den »ideale« Retning i 5. Aarh.'s Billedkunst, og Parthenon-Skulpturerne aflægger den Dag i Dag, mere end de tarvelige Kopier af hans egenhændige Arbejde, veltalende Vidnesbyrd om, hvad den gr. Kunst skyldte ham. Vi kan derigennem endnu føle en mægtig Aands Virkning og forstaa, at hans Værker for en senere Oldtid, trods al flg. Udvikling, trods mangfoldigere kunstnerisk Stræben, rigere psykologisk Udtryk og fuldkomnere Løsning af mange kunstneriske Problemer, stod som det ypperste, Skulpturen havde frembragt. Det skyldtes den fuldkomne Harmoni mellem Maal og Midler, Renheden i Kompositionen, Figurernes ideale Præg og Gudebilledernes Højhed i Udtrykket. Det sidste hænger atter sammen med, at F. tilhørte et Slægtled - det sidste -, der endnu havde bevaret den gl. naive Livsopfattelse og Gudetro. C. B. </chapter> <chapter name="Feidippides"> Feidippides [fæ^i-] (»som skaaner Hestene«), i Aristofanes' Komedie »Skyerne« den Væddeløbssporten dyrkende Søn af Strepsiades. K. H. </chapter> <chapter name="Feidon"> Feidon ['fæ^ido.n], argivisk Konge c. 700 f. Kr., indførte et særligt Maal- og Møntsystem i Peloponnes. En Beretning om, at han tiltog sig Ledelsen af de olympiske Lege, tyder paa et Modsætningsforhold til Sparta. K. H. </chapter> <chapter name="Feigum Fos"> Feigum Fos ['fæ^i-] i Næs, Anneks til Lyster i Sogn, dannes af den paa Østsiden af Fjorden ved Gaarden Feigum udfaldende Elv. I 2 km's Afstand fra Fjorden har den et overmaade stærkt Fald af c. 430 m. Ned over denne Bjergvæg styrter Elven sig først med et lodret Fald af 220 m - den egl. F. F. - og derpaa som et stærkt strømmende Stryg. Fossen er kendt for sin Skønhed. (J. F. W. H.) M. H. </chapter> <chapter name="Feijenoord"> Feijenoord ['fæjəno.rt], lille Ø ved venstre Bred af Maas, udgør siden 1869 en Del af Rotterdam. </chapter> <chapter name="Feijo, Antonio de Castro"> Feijo [fe'i∫u], Antonio de Castro, portug. Diplomat og Digter, f. 1. Juni 1860 i Ponte do Lima, d. 20. Juni 1917 i Sthlm, studerede Jura i Coimbra, hvor han tog Doktorgraden 1883. Juli-Novbr 1886 gjorde han Tjeneste ved det portug. Gesandtskab i Rio de Janeiro, var derefter Konsul i Rio Grande do Sul 1886-88 og i Pernambuco 1889-90. Herfra forflyttedes han 1891 til Sthlm som Chargé d'affaires ved det derværende Gesandtskab samt portug. Generalkonsul for Skandinavien. Fra Novbr 1893 var han en kort Tid tillige Chargé d'affaires ad interim i Kbhvn under Ministerens Orlov. Novbr 1902 udnævntes han til portug. Minister for Skandinavien, for Kongeriget Norge fra 1906. Som Digter hører F. til den Gruppe moderne portug. Lyrikere, som har taget de fr. »Parnassister« til Mønster. Hans første Arbejde Sacerdos Magnus udkom allerede 1881. Derefter fulgte Transfigurações (1882), Lyricas e Bucolicas (1884), A Janella do Occidente (1885), Cancioneiro Chines (1890), Ilha dos Amores (1897), A Instrucção Popular na Suecia (1901). En Overs. af Strindberg' »Lycko-Pers resa« udgav han anonymt som A Viagem de Pedro Afortunado (1906). Hans seneste Arbejde Bailatas (1907) bar Forfatternavnet Ignacio d'Artbreu e Lima. 1915 optoges F. som Medlem af det bras. Videnskabernes Akademi. Chr. H. </chapter> <chapter name="Feijoó y Montenegro, Benito Jerónimo"> Feijoó [fæ^iκå'å] y Montenegro, Benito Jerónimo, sp. Forf., f. 8. Oktbr 1676 i Santiago de Compostela, d. 16. Maj 1764 i Oviedo. Denne fortræffelige Mand var Benediktinermunk (fra 1717) og blev teol. Prof. samt Abbed for Klostret San Vicente i Oviedo. Han var ikke blot overordentlig kundskabsrig, idet han med Jernflid havde tilegnet sig de forskelligste Videnskaber og særlig kendte de nyere Litteraturer til Bunds, men tillige i Besiddelse af megen sund Fornuft, Fordomsfrihed og Menneskekærlighed. Herved kom han til at faa stor Bet. for sine Landsmænd, idet han i sine Skr arbejdede saa dygtig for at udbrede Dannelse og Oplysning iblandt dem, at man har kaldt ham den sp. Bayle, ja endog (med et for stærkt Navn) den sp. Voltaire. Inkvisitionen forfulgte ham en Tid. Til sidst nedlagde F., der under Karl III's liberale Regimente høstede megen Anerkendelse, men ogsaa stadig mødte megen Modstand, sit Embede for kun at leve som Forf. Hans Hovedværk er Teatro critico, en broget Samling populære Afh., der kan lignes ved Addison's Spectator og lgn. Tidsskrifter; de to første Bd kom 1726, og 1738 sluttedes det med 8. Bd. Som Fortsættelse udgav han 1746-60 Cartas eruditas i 5 Bd. Hans samlede Værker udkom i 33 Bd (1778-80); et Udvalg danner 56. Bd af Biblioteca de autores españoles (1863). (Litt.: E. Pardo Bazán, Estudio critico sobre las obras del Padre F. [1877]). E. G. </chapter> <chapter name="Feilberg"> Feilberg, en efter Traditionen fra sønderjyske Selvejerbønder stammende Slægt, af hvilken 6 Brødre i første Halvdel af 18. Aarh. drev Farverier dernede og i Kongeriget, en Profession, som ogsaa Slægtsmedlemmer i de næstfølgende Generationer tilhørte. Af Brødrene blev Farver i Aarhus Henrik Jensen F. (d. 1751) Oldefader til Sognepræst i Kverndrup Ludvig F. (1803-70), der var Fader til Forf. Ludvig Tage Chr. Müller F. (s. d.). En anden af Brødrene, Farver i Aalborg Frederik Jensen F. (1702-64), blev Oldefader til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
