Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fenger, Carl Emil, dansk Læge og Politiker, (1814-1884)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
erysipelate ambulante) og konstitueredes 1844 som
Overkirurg under Gundelach-Møller’s Sygdom.
1843 udnævntes han, efter Konkurrence med den
meget ansete A. Hannover, til Prof. i patol.
Anatomi og alm. Patologi, og dermed var en
ny Tid indledet i dansk Medicin, idet den
dogmatiske Patologi var trængt bort af den nye
naturvidenskabelige Retning. 1845 blev han
Prof. extraord., 1850 ordinarius. Hans
kirurgiske Virksomhed var blevet af mindre Bet., idet
han ved Gundelach-Møller’s Død 1845 var
blevet forbigaaet for Stein, men F. udfoldede dog
stor Virksomhed som milit. Overkirurg i
Krigsaarene. Hans politiske Interesse havde medført,
at han 1849 blev Folketingsmand. Adgang til
klinisk Virksomhed fik han, da han udnævntes
til Overlæge ved den 1851 paa Frederiks
Hospital oprettede medicinske Afdeling. Her viste
han praktisk det, han tidligere havde doceret
i Teorien, og stod som den ny Tids Fører
omgivet af en beundrende Skare Elever. Den ældre
Skole bebrejdede ham hans Standpunkter, men
han svarede i en Afh. (»Hospitals-Tid.« 1859):
»Bidrag til Oplysning om vor Tids terapeutiske
Bevægelse«, der vakte uhyre Opsigt. Hans
Principper fremgik for øvrigt af forskellige Artikler
i »Hospitalsmeddelelser« 1856. I disse Aar
udfoldede F. en overordentlig stor Virksomhed.
Fra Børnehospitalets Oprettelse 1850 var han
Medlem af dets Direktion. Sammen med H. C.
B. Bendz gød han nyt Liv i det veterinære
Sundhedsraad 1851, i hvilket han indtraadte
som Medlem. Han var Medlem af Kommissionen
til Omordning og Udvidelse af Landbohøjskolen
og fra 1856 den ny Skoles Direktør. 1852 sad
han i Kommissionen til Reorganisation af
Blindeinstituttet og var fra 1857 i dets Bestyrelse.
Under Koleraepidemien 1853 lykkedes det ham,
sammen med fem andre Læger, at bekæmpe
Epidemien, da de kommunale Myndigheder
havde givet op. 1853 kom han ind i
Sundhedskollegiet. I den flg. Periode af F.’s Liv faar
Politikken Overtaget. 1856 vælges han ind i
Rigsraadet, 1859-63 er han Finansminister.
Han overtog vel atter sin Universitets- og
Hospitalsvirksomhed efter Afgangen, men maatte
endelig opgive dem, da han 1870 anden Gang
blev Minister. Om F. som Politiker se ndf.
Stor Bet. fik F. for Kbhvn’s Udvikling, idet han
1868-73 var Borgerrepræsentant og 1875-83
Borgemester for 2den Afdeling. Ham skyldes
Oprettelsen af Blegdams- og
Øresundshospitalerne, Udvidelsen af Skt Hans Hospital og
Gennemførelsen af Sygeplejereformen paa
Kommunehospitalet. Nogle af disse Reformer
gennemførtes i hans senere Aar uden det tidligere
Klarsyn (Kommunehospitalets blandede Afdeling)
og gav Anledning til stærke Angreb paa ham.
Ogsaa hans Stilling inden for Kommissionen af
1881 til Flytning af Frederiks Hospital og
Fødselsstiftelsen underkastedes skarp Kritik, der
forbitrede ham hans sidste Aar.
J. S. J.
Under sin Skolegang i Borgerdydskolen paa
Christianshavn var F. Klassekammerat med den
senere Konseilspræsident Hall, og forskellige
bekendte danske Politikere, saaledes F. M. Knuth,
Monrad og O. Lehmann, hørte senere til hans
nærmeste Omgang. Den politiske Interesse, som
tidlig var vakt hos ham, forsvandt aldrig
ganske, hvor stærkt han end fordybede sig i sine
lægevidenskabelige Studier. Som med. Professor
stillede han sig Decbr 1849 til Valg til den første
ordinære Rigsdags Folketing og blev valgt i
Kbhvn’s 9. Kreds. Den Tale, han holdt ved
Finanslovens første Behandling, henledte straks
Opmærksomheden paa ham. Den vidnede om
saa megen Indsigt paa dette for den nyvalgte
Repræsentations Medlemmer ellers ret
fremmede Omraade, og den var holdt i en saa klar
og almenforstaaelig Form, at han ved den vandt
sig Sæde i Folketingets første Finansudvalg og
uden synderlig Vanskelighed valgtes til dettes
Ordfører. Det blev da F., som sammen med
Monrad og Tscherning, i Valgperioden 1849-52,
kom til at anvise Folketingets
Finanslovsbehandlinger det Spor, i hvilket de siden i lange
Tider har bevæget sig. Grundprincippet var en
vis Sky for Statens alt for store Indgriben i
Samfundsforholdene og en stærk
Sparsommelighedstendens. F.’s Dygtighed som Ordfører var
blevet saa alm. anerkendt, at det vakte stor
Beklagelse, da han, p. Gr. a. de forøgede
Pligter, hans Embedsstilling paalagde ham, ikke
stillede sig paa ny ved Valgene 1852. Først
1856 traadte han atter ind i det politiske Liv
og da som et af de af Kbhvn valgte Medlemmer
af Rigsraadet. Her valgtes han ogsaa til
Ordfører for Finansudvalget og røgtede dette Hverv
saaledes, at hans Anseelse som finansiel
Kapacitet var i stadig Stigen. I den alm. Politik tog
han ikke nogen særlig fremragende Del, men
tilhørte fuldtud den nationalliberale Retning.
Det faldt derfor ret naturligt, da Hall i Maj
1859 kaldte ham til at indtræde i Regeringen
som Finansminister. Denne Stilling beklædte han
med den kortvarige Rotwitt’ske Afbrydelse indtil
Ministeriet Hall’s Afgang Decbr 1863.
Selvfølgelig maatte han nu opgive saavel sit Professorat
som sin betydelige Lægepraksis og helligede sig
herefter ganske til Politikken. 1861 indvalgtes
han i Rigsdagens Folketing. Den vigtigste Sag,
han som Finansminister gennemførte, var den
store Toldrevision af 4. Juli 1863. F., som af
Princip var Frihandelsmand, gjorde her af
politiske og Opportunitetshensyn
Beskyttelsesinteresserne saa store Indrømmelser, at hans Forslag
blev meget stærkt bekæmpet af
Frihandelspartiets Førere, Alfr. Hage og Broberg, men saavel
Forslaget selv som den endelig vedtagne Lov
indeholdt dog et ret betydeligt Skridt henimod
større Frihed for Omsætningen. I øvrigt var F.
som Finansminister en dygtig og indsigtsfuld
Administrator, som strengt og nøjeregnende
paasaa Statskassens Tarv og derved kom til at støde
an imod mange private Interesser. Han
hævdede ogsaa sit Spareprincip over for de i disse
Aar ret betydelige Krav paa Forøgelse af
Militærudgifterne og over for Spørgsmaalene om
Revision af Lønningslovene i opadgaaende
Retning. Herved skabte han sig baade nu og
senere mange bitre Modstandere. - 1864
fungerede F. som Direktør i Finansministeriet
under den Monrad’ske Regering og sendtes
under Fredsforhandlingerne til Wien som
finansiel Kommissær. I Folketinget øvede F. i
2. Halvdel af 1860’erne en meget væsentlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
