Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ferdinand I, tysk-rom. Kejser (1558-64), (1503-1564) - Ferdinand II, tysk-rom. Kejser (1619-37), (1578-1637)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og s. A. ægtede han den ung.-bøhmiske Konge
Ludvig II’s Søster Anna. Ved dette Ægteskab
aabnede der sig Muligheder for en mægtig
Udvidelse af den habsburgske Husmagt. Da Kong
Ludvig, der var gift med F.’s Søster Marie,
faldt i Slaget ved Mohacs 1526, blev F. nemlig
hans Arving baade i Böhmen og Ungarn. I
Böhmen anerkendtes han efter nogen Modstand
22. Oktbr 1526, men i Ungarn valgte det
nationale Parti Johan Zapolya til Konge. F. sejrede
dog og opnaaede Kongevalg 17. Decbr 1526 i
Pressburg og n. A. Kongekroning i
Stuhlweissenburg, men Zapolya fik nu Støtte fra Tyrkerne.
Soliman II (1520-66) erobrede 1529 Ungarn og
angreb selve Wien, der dog forsvaredes saa
tappert, at Tyrkerne trak sig tilbage, endnu
før de Hære var komne til, man rundt om i
Tyskland havde begyndt at ruste. Det meste af
Ungarn beholdt Zapolya imidlertid, og fra nu af
truedes F. hele sit Liv af Soliman’s Angreb. -
F. var ikke blot Besidderen af de tyske
habsburgske Lande, men havde tillige en fremragende
Stilling som sin kejserlige Broders Repræsentant
i Riget i de lange Perioder, i hvilke denne
opholdt sig uden for Tyskland; han viste sig i
denne Egenskab - især paa Rigsdagene i Speier
1526 og 29 - som udpræget katolsk, men indtog
dog en meget forsigtig Holdning over for
Protestanterne, hvis Hjælp mod Tyrkerne han stadig
maatte søge; 1531 valgtes han til rom. Konge
og udpegedes saaledes til Broderens Efterfølger.
Samme Aar søgte han forgæves et Forlig med
Soliman, men vendte sig derefter i Forstaaelse
med Kejseren til Protestanterne.
Forhandlingerne med disse førte til Religionsfreden i
Nürnberg 1532, der gav Protestantismen Muligheden
for en fortsat uforstyrret Udbredelse, men tillige
bevirkede, at protestantiske og katolske Fyrster
ivrig rustede sig, da Soliman 1532 atter satte
sig i Bevægelse mod Wien, saa Tyrkerne fandt
det raadeligst at vende om. 1538 aftalte F. med
Zapolya, at han skulde have Ungarn efter
dennes Død; men da denne indtraf 1540, anerkendte
kun en Del af Ungarerne disse Aftaler.
Flertallet samlede sig om Zapolya’s Enke Isabella
og deres ganske unge Søn og fik atter Støtte hos
Tyrkerne, der 1541 tog Magten i det meste af
Ungarn, saa F. kun beholdt den vestligste Del.
I den tyske Politik kom F. i disse Aar stedse
mere til at indtage en Mellemstilling mellem de
tyske protestantiske Fyrster og Kejseren. Ikke
alene mæglede han, trods sine katolske
Anskuelser, af politiske Grunde mellem dem, men hans
Forhold til Broderen blev ogsaa spændt, da denne
1548 fremtraadte med Planer om at gøre sin
Søn Filip til sin Efterfølger som tysk Kejser.
Disse Planer fandt Modstand fra alle Sider;
Kejseren ændrede dem da og opnaaede 1551 en
Aftale med F. om, at denne skulde være Kejser
efter Karl’s Død, men Filip da straks romersk
Konge og siden F.’s Efterfølger som Kejser,
medens F.’s Søn Maximilian da skulde være rom.
Konge. Ogsaa denne Plan strandede imidlertid
paa Fyrsternes Modstand, og da Karl, efter at
hele hans tyske Politik var mislykket, Septbr
1556 nedlagde Kejserværdigheden, var det til
Fordel for F., der ved Forligene 1552 og 55 var
optraadt som Mægler. Han valgtes dog først
til Kejser 28. Febr 1558 efter at have afgivet
et Løfte om at hævde Religionsfreden af 1555.
Ogsaa som Kejser fortsatte han sin gl. Politik.
Paa Tridentinerkoncilet 1562-63 virkede han
for Gennemførelsen af Nadveren i begge
Skikkelser og Ophævelsen af Cølibatstvangen, men
Uenigheden mellem Stormagterne gjorde det
muligt for Paven at hindre disse Beslutninger,
og Koncilets Resultat blev en Umuliggørelse af
et Forlig mellem Tysklands Protestanter og
Katolikker. Ogsaa Kejserens Forsøg paa at samle
disse mod Tyrkerne mislykkedes, og 1562 maatte
F. slutte en 8-aarig Fred med Soliman, ved
hvilken han lovede ham en aarlig Tribut. Før
sin Død opnaaede han dog 1562 at faa sin Søn
Maximilian valgt til sin Efterfølger som tysk
Kejser. (Litt.: Bucholtz, »Geschichte der
Regierung F. I« [9 Bd, Wien 1831-38]; H.
Baumgarten, »Geschichte Karls V«
[Stuttgart 1885 ff.]; H. Löwe, »Die Stellung F. I zum
Trienter Koncil« [Bonn 1887]; Ranke, »Zur
deutschen Geschichte«. »Vom Religionsfrieden
bis zum Dreiszigjähr. Krieg« [2. Opl., Leipzig
1874]).
P. M.
Ferdinand II, tysk-rom. Kejser (1619-37),
Søn af Maximilian II’s yngre Broder Karl af
Steiermark og Marie af Bayern, f. 9. Juli 1578,
d. 15. Febr 1637. Han opdroges strengt katolsk,
og hele sit Liv igennem blev han Talsmanden
for en snæversynet katolsk Politik, blottet for
al Smidighed. Striden om, hvem der skulde
følge hans Fætter Matthias, (1612-19), endte
1617 med, at F. blev udset til hans Arving, og
s. A. lykkedes det endog at bevæge den
bøhmiske Landdag til at erkende ham som retmæssig
Arving til den bøhmiske Krone, hvorpaa han
1618 kronedes som ungarsk Konge. Endnu før
Matthias var død, fik F. den østerrigske Politik
ind i et yderligt katolsk Spor, og i Böhmen,
hvor man allerede 1617 havde været meget
misfornøjet, førte nu de katolske Overgreb til
aabent Oprør Maj 1618. Den kejserlige Hærs
Angreb paa Böhmen mislykkedes, og Bøhmerne
trængte støttede af Schlesierne frem mod Wien.
Da nu Matthias døde 20. Marts 1619, blev F.’s
Stilling overmaade vanskelig; Ungarer og
Mährer sluttede sig til Bøhmerne, og i selve de
østerrigske Arvelande opstod protestantiske
Bevægelser, saa Kejseren Juni 1619 var lige ved
at blive tvungen til at overgive sig i Wien. Han
fik imidlertid Undsætning, og Situationen
ændredes nu hurtig. 28. Aug. 1619 valgtes F. til
Kejser. Dagen før var Frederik af Pfalz valgt
til bøhmisk Konge, men mod ham samledes nu
Polen, Spanien, Kejseren, det katolske Tyskland
og Dele af det protestantiske; Resultatet blev
Böhmens Undertvingelse efter Slaget paa det
hvide Bjerg 1620. F. var nu Herre i sine
Arvelande, men han nøjedes ikke med her at straffe
Oprørerne haardt og med Vold føre Bøhmerne
tilbage til Katolicismen; ogsaa i det øvrige
Tyskland skulde denne gennemføres, og Frederik af
Pfalz skulde miste alle sine Lande. Følgen blev,
at Krigen fortsattes; i de første 10 Aar beholdt
Kejseren og hans Allierede Overhaand over de
tyske Fyrster og Christian IV; 1629 var
Protestanterne slaaede til Jorden, og ved
Wallenstein’s Hær var Kejseren endog blevet uafhængig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
