Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ferdinand II, tysk-rom. Kejser (1619-37), (1578-1637) - Ferdinand III, tysk-romersk Kejser (1637-57), (1608-1657) - Ferdinand I, Konge af Kastilien, (1035-65) - Ferdinand II den Hellige, Konge af Kastilien, (1217-52), (1199-1252) - Ferdinand III, Konge af Kastilien (1295-1312), (1285-1312) - Ferdinand I, Konge af Aragonien og Sicilien (1410-16) - Ferdinand, den Katolske, Konge (V) af Kastilien og (II) af Aragonien (1479-1516), (1452-1516)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af de katolske Fyrster. Han lod da Wallenstein
skalte og valte efter Behag med Landene,
medens han selv, mod Wallenstein’s Raad, gav sine
religiøse Ideer Udtryk i Restitutionsediktet af
6. Marts 1629, hvis Gennemførelse vilde have
ødelagt Protestantismen; samtidig søgte han at
faa sin Søn anerkendt som rom. Konge. Han
vendte imidlertid ved denne Politik begge
Parter mod sig. Protestanterne søgte Støtte hos
Gustaf Adolf, Kurfyrsterne nægtede at vælge
Sønnen og krævede i Stedet Wallenstein
afskediget. Kejseren maatte bøje sig for disse Krav,
og 1630-32 syntes nu Gustaf Adolf’s Sejre
ganske at skulle sprænge det tyske Rige. Efter
dennes Død formindskedes vel Faren, men
Kejserens Fjender, hvortil fra 1635 Frankrig hørte,
beholdt dog stadig Overhaand; F.’s Forsøg paa
at skabe et kat. Tyskland med en stærk
Kejsermagt var mislykkede. Decbr 1636 lykkedes det
ham dog endnu at faa sin Søn F. valgt til rom.
Konge. (Litt.: Khevenhüller, Annales
Ferdinandi II [9 Bd, Leipzig 1578-1626]; F.
Hurter, »Geschichte Kaiser F. II« [11 Bd,
Schaffhausen 1850-64]).
P. M.
Ferdinand III, tysk-romersk Kejser (1637-
57), ovenn.’s Søn, f. 13. Juli 1608, d. 2. April
1657. Han opdroges af Jesuitter i Faderens
Aand og fortsatte, om end med noget større
Forsigtighed, dennes Politik. 1626 og 27 var
han kronet i Ungarn og Böhmen, 1636 valgtes
han til rom. Konge og 1637 til Kejser. Krigen
mod Frankrig og Sverige fortsattes, men stedse
mere uheldig. 1641 maatte F. efter Opfordring
af en Rigsdag i Regensburg gaa ind paa at
iaabne Fredsunderhandlinger, og han trak vel
stadig disse ud, men maatte dog til sidst slutte
den westfalske Fred 1648. Ved denne endtes
den store Kamp mellem Katolicisme og
Protestantisme, som hans Fader havde begyndt, og
som en Tid syntes at skulle hæve Kejsermagten
til det højeste, uden at Magtforholdet mellem
Religionerne var væsentlig ændret, hvorimod
Kejsermagten og Rigets Enhed var næsten
ganske tilintetgjort; Riget var sprængt,
Territorialfyrsterne havde sejret. Paa Rigsdagen var
Kejserens Magt nu ringe, Rigsdagen selv var svag
og efter sin Sammensætning ude af Stand til
kraftig Handlen. F. kom 1653-54 til at holde
den første Rigsdag under de nye Forhold i
Regensburg, men skønt der var meget at ordne
efter den lange Krig, blev dens Forhandlinger
næsten resultatløse. 1653 havde han faaet
Kurfyrsterne til at vælge hans Søn F. til rom.
Konge, men denne døde allerede 1654, og ved
F. III’s Død var hans Efterfølger som tysk
Kejser endnu ikke udpeget. (Litt.: Koch,
»Geschichte des deutschen Reichs unter F. III«
[2 Bd, Wien 1865-66]).
P. M.
Ferdinand I, Konge af Kastilien, (1035-65),
var en dygtig Hersker, der forbedrede de gl.,
vestgotiske Love, reformerede Klostertugten og
udvidede Kastiliens Magt meget. Da saaledes
hans Broder Garcia af Navarra med maurisk
Hjælp anfaldt ham (c. 1054), blev de Forbundne
slagne, og Garcia maatte afstaa sine
Besiddelser S. f. Ebro. Ogsaa over Dele af Portugal og
det nuværende Ny-Kastilien udbredte han sin
Magt og antog Kejsertitlen for derved at
betegne sit Overherredømme over de øvrige sp.
Fyrster, hvor ved han kom i Strid med Kejser
Henrik III af Tyskland. Dog tilintetgjorde han
selv Kastiliens Førerstilling ved at dele sit Rige
mellem sine tre Sønner, Sancho, Alfons og
Garcia.
M. M.
Ferdinand II den Hellige, Konge af
Kastilien, (1217-52), f. 1199, Søn af Alfons IX
af Leon. Han arvede efter Faderens Død (1230)
Leon, og de to Riger forenedes nu for
bestandig. Kampen mod Maurerne fortsattes stadig;
1233 sejrede F. ved Xeres de la Guadiana, 1236
erobredes Cordoba, 1248 Sevilla, og selve
Emiren af Granada blev Kastiliens Lensmand. Fra
den Tid var de Kristnes Overmagt sikret. F.
var en ivrig Katolik og gik strengt frem mod
de overvundne Maurer, der maatte afsværge
deres Tro ell. udvandre; talrige Bispedømmer
oprettedes i de erobrede Lande, og Univ. i
Salamanca stiftedes (1239). F. begyndte at
udarbejde en Lovbog, der skulde gælde i alle
hans Lande, men først fuldendtes under hans
Søn Alfons X den Vise. Han kanoniseredes
1671, og som hans Festdag fejres hans
Dødsdag 30. Maj.
M. M.
Ferdinand III, Konge af Kastilien (1295-
1312), f. 1285. I hans Mindreaarigbed ødelagdes
Riget af evindelige Kampe om
Formynderskabet, hvori Nabolandene blandede sig. Senere
angreb han Granada og erobrede Gibraltar, men
herskede for øvrigt uden Hæder.
M. M.
Ferdinand I, Konge af Aragonien og Sicilien
(1410-16), Søn af Johan I af Kastilien. Som
Formynder for sin Brodersøn, Johan II, vandt
han Ry for sin Tapperhed og Retfærdighed, og
da det gl. aragonske Kongehus uddøde 1410,
tilbød Stænderne ham Kronen og lod en
Kommission undersøge de forsk. Prætendenters
Rettigheder. Denne udtalte sig til Gunst for F.
(1412), hvorefter hans Medbejlere trak sig
tilbage med Undtagelse af Greven af Urgel, der
understøttet af Englænderne fortsatte Kampen
til 1413. Det flg. Aar kronedes F., der i sin
korte Regeringstid viste sig som en dygtig
Hersker.
M. M.
Ferdinand, den Katolske, Konge (V) af
Kastilien og (II) af Aragonien (1479-1516), Søn
af Johan II «af Aragonien, f. 10. Marts 1452, d. 23.
Jan. 1516. 1469 havde Kronprins F. ægtet
Arvingen til Kastiliens Trone, Isabella, og ved
hans Tronbestigelse kom der altsaa en
Personalunion i Stand mellem de to Riger. Skønt rent
politiske Interesser havde været bestemmende for
dette Ægteskab, blev det dog lykkeligt.
Ægtefællerne, især Isabella, var fremragende
Herskerpersonligheder og havde de samme Maal.
Deres Regering blev da ogsaa af overordentlig
Bet. for Spaniens Historie. Idet der for
Enkeltheders Vedk. henvises til Art. Spanien,
»Historie«, skal det her fastslaas, at
Hovedresultaterne af Kongeparrets Samarbejde var: 1)
Kongemagtens Udvidelse og Fæstelse, bl. a. ved
Hjælp af det staaende Korps, »den hellige
Hermandad«, for hvis Oprettelse især Isabella har
Fortjenesten. Kronens Lande tilbageerobredes
fra Vasallerne, een fælles Lovbog indførtes. 2)
Uddrivelsen af Maurerne (Granada, Maurernes
sidste faste Borg, faldt Jan. 1492). Som Tak for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
