Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ferdinand I (ital. Ferrante), Konge af Neapel (1458-94), (1423-1494) - Ferdinand II (ital. Ferrantino), Konge af Neapel (1495-96), (1469-96) - Ferdinand IV, Konge af Neapel 1759-1806 og 1815-25 og af Sicilien 1759-1825, »F. I, Konge af begge Sicilier«, (1751-1825) - Ferdinand II, Konge af begge Sicilierne 1830-59, (1810-1859)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ingen alvorlige Modstandere længere og
straffede haardt den oprørske Adel. Han var en
forslagen og grusom Politiker, der som alle
Renaissancens Fyrster samlede Videnskabsmænd
og Kunstnere ved sit Hof, medens han tillige
var ivrig for at ophjælpe Handel og Industri i
sit Rige; bl. a. gjorde Silkeavlen store
Fremskridt under hans Regering. 1480 gjorde
Tyrkerne Indfald i Landet og erobrede Otranto,
hvorfra de dog snart atter (1481) fordreves af
Kongens ældste Søn Alfons, Hertug af
Kalabrien, der efter den Tid blev Faderens
Medregent og gjorde sig yderst forhadt af
Neapolitanerne, bl. a. ved at monopolisere Olie-, Vin-
og Kornhandelen. I Slutn. af hans Regering
beredte Karl VIII af Frankrig, der havde arvet
Huset Anjou’s Krav, sig til at gøre sine
Rettigheder gældende med Vaaben. Under
Krigsforberedelserne døde F. og efterfulgtes af Alfons.
(M. M.). J. L.
Ferdinand II (ital. Ferrantino), Konge
af Neapel (1495-96), Søn af Alfons II,
Sønnesøn af F. I (1469-96). Faderen sendte ham mod
Franskmændene, der stod i Romagna’en, men
han nødtes til at gaa tilbage og opgive Rom.
Hele Neapel rejste sig nu mod Aragonierne, og
forgæves søgte Alfons at redde Riget ved at takke
af til Fordel for Sønnen (Jan. 1495). Den kgl.
Hær blev slaaet, og F. maatte flygte til Sicilien,
hvorfra han dog snart vendte tilbage med
Understøttelse af Ferdinand den Katolske’s dygtige
Feltherre Gonzalo de Cordoba. Hovedstaden
overgav sig til ham, og den fr. Hær maatte
kapitulere ved Atella, men kort efter døde F.
(M. M.). J. L.
Ferdinand IV, Konge af Neapel 1759-1806
og 1815-25 og af Sicilien 1759-1825, siden 1815
under Navn af »F. I, Konge af begge Sicilier«, f.
12. Jan. 1751, d. 4. Jan. 1825, var yngre Søn af
Karl III og blev Konge, da Faderen arvede den
sp. Krone. Han var aldeles uvidende (lærte at
skrive af sin senere Dronning) og uskikket til
alt aandeligt Arbejde, alene hengiven til Jagt,
Fiskeri og andre legemlige Sysler; havde simple
Vaner (solgte selv sine Fisk paa Torvet) og
fandt sin Glæde i at omgaas Lazaronerne
(kaldtes ogsaa med Føje »Lazaron-Kongen«). I hans
Mindreaarighed styredes Riget af den
fremskridtslystne Tanucci, men efter at han 1768
havde ægtet Karoline, Datter af Maria Theresia
(1752-1814), tog hun Statsstyreisen i sin Haand.
I nogle Aar fortsattes Reformerne, Jesuitterne
fordreves, og en Del Klostre opløstes, men 1777
fjernedes Tanucci, og efter at Dronningens
Yndling Acton 1784 var blevet Minister, raadede en
yderlig Enevælde og taabelig Ødselhed.
Ogsaa i den ydre Politik viste Dronningens Magt
sig, idet Neapel kom under østerr. Indflydelse.
Derfor sluttede Neapel sig, som Følge af
Kongeparrets fælles Had til den fr. Revolution, 1793
til Koalitionen mod Frankrig, men købte 1796
Fred mod en Udbetaling af 5 Mill. frcs. Dog
allerede 1798 sluttedes nyt Forbund med
Østerrig og Rusland, og i Oktbr sendtes en Hær af
40000 Mand, mest Rekrutter, samlede i Huj og
Hast, under den østerr. General Mack ind i
Kirkestaten. F. drog selv med ind i Rom, hvor
den ny rom. Republik omstyrtedes. Men i Decbr
trængte fr. Tropper ind i hans eget Land,
medens F. med sit Hof drog til Palermo. Neapel
omdannedes til den parthenopæiske Republik,
men faldt allerede Juni 1799 paa ny i F.’s
Hænder, især ved Lazaronernes Hjælp, og nu brød
han de Løfter, som Kardinal Ruffo havde givet
Republikanerne om fri Bortgang, hvorefter
indtraadte en grusom Reaktion, der kostede 40000
Mennesker Livet. Ved Fredsslutningen med
Frankrig Juni 1801 slap han med mindre
Landafstaaelser og vendte derefter tilbage til Neapel,
men maatte 1805 love Neutralitet. Alligevel
tillodes det en eng.-russ. Hær at gaa i Land i
Syditalien, og til Straf herfor fratoges Neapel
ham af fr. Tropper, medens han selv Jan. 1806
for anden Gang maatte flygte til Sicilien under
eng. Beskyttelse. Denne udartede dog snart til
et fuldstændigt Formynderskab under Lord W.
Bentinck, som 1811 tvang Dronning Karoline
til at rejse til Østerrig og 1812 kundgjorde en fri
Forfatning for Sicilien, samt indsatte F.’s Søn
Frants til Regent i Kongens Navn. 1814 fik F.
dog Magten igen paa Sicilien, og Juni 1815
tillige i Neapel; han stillede sig aldeles under
Østerrigs Indflydelse, ophævede begge Landes
Forfatninger og lod Reaktionen fuldt raade.
Præsteskabets Hjælp købtes 1818 ved et for
Paven gunstigt Konkordat, medens F. 30 Aar
tidligere havde opsagt den gl. Lenspligt til Paven;
ogsaa opblomstrede Røverbanderne paa ny.
Betegnende for hans Interesser var det ogsaa, at
han bortbyttede 18 Papyrus-Haandskrifter, der
var fundne i Herculanum, mod 18 Kænguruer.
Efter Opstanden 1820 maatte han love en fri
Forfatning, men afstod »af Sundhedshensyn«
Styrelsen til sin Søn ligesom 1812, for selv at
have fri Hænder. Dog aflagde han Ed paa den
ny Grundlov og lovede Parlamentet at virke for
Frihedens Sag paa Kongressen i Laibach, men
brød uden Skrupler sit Løfte og tog ligesom
1799 grusom Hævn over Frihedsvennerne, da
en østerr. Hær havde genoprettet hans Magt.
Vistnok tvang Stormagterne ham 1822 til at
fjerne sin værste Haandlanger Canosa, men
Styrelsen blev ikke bedre derfor. Med sin Dronning
havde F. 7 Sønner og 11 Døtre, men de fleste
af Børnene (11) døde som smaa. Sønnen Frants
I blev hans Efterfølger. Af Døtrene blev 5 gifte,
henh. med Frants I af Østerrig, Ferdinand III
af Toskana, Ferdinand VII af Spanien, Karl
Felix af Sardinien og Ludvig Filip af Frankrig.
12 Uger efter Dronningens Død 1814 ægtede F.
morganatisk en Enkefyrstinde af Partana
(1787-1826) og ophøjede hende til Hertuginde af
Floridia.
E. E.
Ferdinand II, Konge af begge Sicilierne
1830-59, f. 12. Jan. 1810, d. 22. Maj 1859, Søn af
Frants I. Han begyndte sin Regering med at
indføre nogle Forbedringer i Hær- og
Finansvæsenet samt med at benaade en Del politiske
Forbrydere, men styrede dog strengt enevældig,
idet han undertrykte enhver friere Rørelse og
fremmede Præsteskabets Indflydelse. Gentagne
Sammensværgelser og Oprørsforsøg forøgede
kun hans Grusomhed og Politiets Virksomhed.
Jan. 1848 udbrød Opstande først paa Sicilien og
senere i Neapel, og F. nødtes til at give en fri
Forfatning som han besvor 11. Febr,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
