- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
893

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ferrara, Francesco, ital. Socialøkonom, og Politiker (1810-1900) - Ferrara-Firenze-Koncil, Kirkemødet i 15. Aarh., hvor den rom. og gr. Kirke enedes for en Stund - Ferrari, Benedetto, ital. Musiker, (1597-1681) - Ferrari, Emilio, sp. Digter, (1850-1907) - Ferrari, Gaudenzio, navnkundig piemontesisk Maler i Renaissancetiden, (c.1480-1546)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

F. og hans Tilhængere bl. Italiens yngre
Socialøkonomer. (Litt.: G. Scherma, Il
pensiero economico di F. F.
[1906]).
K. V. H.

Ferrara-Firenze-Koncil [-fi’ræntse-],
Kirmødet i 15. Aarh., hvor den rom. og gr. Kirke
enedes for en Stund. Den gr. Kejser Johannes
VI Palæologos ønskede en Union med den
vesterlandske Kirke for at styrke sig mod de
fremtrængende Tyrker. Forhandlinger herom
indlededes med Koncilet i Basel; men Pave Eugen
IV ønskede ikke, at dette Koncils Indflydelse
skulde stige ved at faa en saadan Union bragt
i Stand, og paa egen Haand forhandlede han
med Grækerne om, at de skulde komme til en
ital. By, og 8. Jan. 1438 aabnede han et Koncil
i Ferrara, hvis første Handling var at
ekskommunicere Fædrene i Basel. Grækerne besluttede
sig til sidst for det pavelige Koncil, og i Beg. af
Marts 1438 kom de i et Tal paa omtr. 700,
hvoriblandt fandtes Kejseren og
Konstantinopels Patriark; alle skulde de være Pavens
Gæster. Basel-Koncilet forkastede 24. Marts 1438
»Konventiklet« i Ferrara, men 9. Apr. aabnedes
det paa en højtidelig Maade som Unionskoncil.
Hele Aaret ud forhandledes der om filioque,
men uden at der opnaaedes Enighed, og nogle
af Grækerne tænkte allerede paa at flygte hjem,
men saa flyttede Paven Koncilet til Firenze,
dels for at besværliggøre dem Flugten, dels
fordi Florentinerne lovede at afholde nogle af
Udgifterne til deres Underhold, og dels fordi
der var Pest i Ferrara. 26. Febr 1439 holdtes
det første Møde i Firenze. Ogsaa her blev
Underhandlingerne længe resultatløse, skønt
Ærkebiskop Bessarion fra Nikæa og Metropolit
Isidor fra Kiev arbejdede af al Kraft paa en
Union. I Slutn. af Maj kom man endelig til et
Resultat, idet Grækerne godkendte filioque uden
dog at ville optage det i Symbolet. Derpaa
begyndte man at forhandle om Skærsildslæren, om
Brugen af syret ell. usyret Brød i Nadveren, om
Messeofferet og om Pavens Primat. I det sidste
Punkt syntes Forhandlingerne at skulle
strande; men til sidst fandt man en Formel, som
begge Parter kunde udlægge til Gunst for sig,
og 5. Juli underskreves Unionsbestemmelserne
med 33 gr. Underskrifter og 115 lat., og 6. Juli
fejredes Unionen med en højtidelig Gudstjeneste
i Domkirken i Firenze. Grækerne havde
godkendt filioque og den rom. Lære om Skærsilden,
men de beholdt deres Ritus og gifte Præster,
og Spørgsmaalet om syret ell. usyret Brød
erklæredes for ligegyldigt. 26. Aug. 1439 rejste
Kejseren hjem til Konstantinopel med det
underskrevne Unionsdekret, men først 12. Decbr
1452 kunde man fejre Unionen i Sofia-Kirken.
Aaret efter var Konstantinopel i Tyrkernes Vold,
og Sultanen indsatte en Patriark, der forkastede
Unionen, som Grækernes Flertal var i høj Grad
imod ligesom ogsaa den russ. Storfyrste, der
afsatte den unionsvenlige Metropolit i Kiev.
Foruden med Grækerne kom der i Firenze en
Union i Stand med Armenierne (22. Novbr 1439)
og med Jakobitterne (4. Febr 1442). 1443
flyttedes Koncilet til Rom, hvor det holdt
betydningsløse Møder 1444 og 1445. F.-F.-K.’s
væsentligste Bet. er den, at Pavemagten der styrkedes
over for de demokratiske Bevægelser hos det
lavere Præsteskab, og den, at Humanismen
udfoldede sig her i sin Pragt med Ærkebiskop
Bessarion. (Litt.: Frommann, »Kritische
Beiträge zur Florentiner Kircheneinigung«
[Halle 1872]; »Jahrbuch für deutsche Theologie
1877«, D. G. Monrad, »Den første Kamp om
den apost. Trosbekendelse« [1875]).
L. M.

Ferrari, Benedetto, ital. Musiker, (1597
-1681), udmærkede sig først i Rom som
Virtuos paa Theorbe (stor Lut), hvorfor han fik
Tilnavnet Benedetto della Tiorba, kom senere til
Venedig, hvor han optraadte baade som
Komponist og Libretto-Forfatter (»Armida« [1639] o.
a.), drog senere til Modena og til Wien, hvor
han stod i kejserlig Tjeneste, indtil han
sluttelig blev Hofkapelmester i Modena. Den af F.
digtede og af Manelli komponerede Opera
»Andromeda«, opført 1637 paa Teatro S.
Cassiano i Venezia, var den første paa en
offentlig Scene opførte Opera, idet de tidligere
Operaer blev givne paa private Scener.
Musikken til F.’s forsk. Operaer synes at være gaaet
tabt, derimod findes der af ham værdifulde
»Cantater«. Seks Operatekster af ham udk. 1644.
A. H.

Ferrari, Emilio, sp. Digter, f. 1850 i
Valladolid, d. 1907. Allerede med sine første
Digte, som han oplæste i Madrids Ateneo, vakte
han megen Opsigt ved sin udmærkede
Versifikation og det energiske Drag i hans
Digterpersonlighed. F.’s lyrisk-episke Hovedværker er
de to Digtninge Pedro Abelardo, som er
udkommet i adskillige Opl., og Dos cetros y dos
almas
(ɔ: Ferdinand den Katolske og Isabella).
For øvrigt har han foruden Digte skrevet
Fortællinger, Skuespil og litterærkritiske Arbejder.
1905 blev han Medlem af det sp. Akademi, efter
Tamayo. Hans samlede Værker udgaves efter
hans Død (1908 ff.).
E. G.

Ferrari, Gaudenzio, navnkundig
piemontesisk Maler i Renaissancetiden, f. c. 1480 i
Valduggia (ved Novara), d. i Milano 1546. F. virkede
særlig i Varallo (c. 1514-28), i Vercelli (1528
-39) og derefter i Milano. Om hans Læretid
vides ikke meget (der nævnes en Lærer St Scotto).
Han har sluttet sig til de stedlige Skoler i
Piemont og Lombardiet og synes at have faaet
sin faglige Dannelse i Vercelli og Milano. Det er
ogsaa oppe i de norditalienske Egne, at hans
Kunst studeres bedst nu; saa fremragende en
Kunstner han end var, blev han dog ikke ret
regnet til de store, og mange af hans Arbejder fik
Lov til at blive i Ro i de norditalienske
Smaabyer. En Tid synes han ad en ell. anden Vej
stærkt paavirket af Perugino; senere gør især
Lombarder-Skolen (Luini) og i det hele
Indflydelsen fra Lionardo sig gældende; han ejer
ikke Højrenaissancens harmoniske Skønhed, han
kan virke barok og tung i Kompositionen, men hans
Madonna’er ejer megen Ynde, og der er stærkt
bevæget Stemning i hans Kunst; hans Kolorit
er i hans Blomstringstid yppig, men ret
broget; i det ornamentale (Opbygning af
Alterværket) viser han en ejendommelig dekorativ
Skønhedssans, ogsaa som Billedhugger (Lerplastik).
Ved Siden af Staffelibilleder har han udført en
stor Mængde Fresker. Til hans tidligere Værker
hører Fresker i Varallos S. Maria d. Grazie,
Nadveren i Novaras Domkirke; derefter følger

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:52:12 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/7/0931.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free