Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fester, Dage, som fejres af Samfundet under visse Højtideligheder og under Indstilling af sædvanlige Forretninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det til, at man bar Grene (lulab) i Procession
om Brændofferalteret. Foruden de sædvanlige
Ofre bragte man senere ogsaa Vandlibationer.
Kultuscentralisationen 622 maatte medføre en
Ændring i F.’s Karakter. De, der havde langt
til Jerusalem, kunde ikke mere bringe deres
Offergaver in natura. Dette bidrog til, at F.
efterhaanden blev løsrevne fra deres naturlige
Grundlag, og den organiske Forbindelse med det
umiddelbare Folkeliv blev afbrudt. Samtidig veg
den glade tillidsfulde Stemning, der beherskede
de gl. F., for en mere mørk pessimistisk.
Syndsbevidstheden traadte i Forgrunden, og
efterhaanden blev Formaalet med F. for en
væsentlig Del at skaffe Soning og Syndstilgivelse.
Dette faar sit Udtryk hos Ezekiel i, at der ved
Hovedfesterne skal bringes særlige Syndofre for
Fyrste og Folk (Kap. 45), og denne Praksis
udvikledes stærkere, ligesom Kravene til Ofrenes
Mængde stadig voksede. Endvidere opkom en
særlig Forsoningsdag (s. d.). -
Præsteskriftet forordner fremdeles i Tilslutning til
Sabbaten (s. d.) Sabbatsaar og Jobelaar,
dertil Nytaarsfesten den 1. Dag i 7.
Maaned (i ældre Tid Aarets Beg.), idet denne
Nymaanedag højtideligholdtes med Ekstraofre og
Lurblæsning. Efter Lovens Afslutning opkom ny
F., især Purims-F. (s. d.), Nikanor-F.
(s. d.), Tempelindvielses-F. (se
Encænia), forsk. Fastedage samt Fora’ens
Glædesfest, der fejredes umiddelbart efter
Løvhytte-F., naar Læsningen af Lovens Perikoper
paa ny begyndte forfra. (Litt.: J.
Wellhausen, »Prolegomena zur Geschichte
Israels«, 5. Kap. 3 [5. Opl. Berlin 1899];
Benzinger, »Hebräische Archäologie« [2. Opl.
Tübingen 1907], S. 388-404).
J. P.
De kristelige F. Den ældste kristne
Menighed betragtede hver Dag som en F.; men
Trangen til bestemte Dage, som kunde fejres af
alle i Fællesskab, opkom snart. Allerede i
Aposteltiden synes den første Dag i Ugen at være
fejret som en Herrens Dag (se Søndag),
men ved Siden deraf havde i jødekristlige
Kredse Sabbaten (Lørdagen) en festlig Karakter,
idet man holdt sig til det 3. Bud, som først i en
meget sen Tid overførtes paa Søndagen. Ogsaa
Onsdag og Fredag fejredes med fælles
Bøn og Faste til Minde om Judas’ Forræderi
og Korsfæstelsen; de kaldtes Stationsdage (dies
stationum), idet den Kristnes Liv
sammenlignedes med Krigerens. Foruden disse ugentlige
F. havde den gl. Kirke ogsaa aarlige, først og
fremmest Paasken og Pinsen og mellem
dem Kristi Himmelfartsdag. Hele
Tiden mellem Paaske og Pinse var en Festtid,
men forud for Paasken gik en Sørgetid, Fasten.
Medens disse F. mere ell. mindre stod i
Forbindelse med de jød. F., fejredes Epifani-F.
uafhængig af dem, og i 4. Aarh. optog Kirken
den hedenske Julefest, forud for hvilken
Adventstiden gik. Hermed var den kirkelige
Festkreds foreløbig afsluttet, og i Vesten
begyndte man nu at regne Kirkeaaret, som
tidligere begyndte med Paasken, fra Advent. Det
gr. Kirkeaar begynder med 14. Septbr
(Korsets Ophøjelsesdag). Tiden fra Advent til Pinse
kaldtes Herrens Halvaar; den øvrige Tid,
den festløse Tid, kaldtes Kirkens
Halvaar. Efter at Herrens Halvaar var afsluttet i
6. Aarh., begyndte man at fylde Kirkens
Halvaar, Trinitatistiden, med F.: Mariadage, Skt
Hansdage, Aposteldage, Engledage (Mikkelsdag
29. Septbr), Korsfester (Korsets Ophøjelse,
Korsets Fund), Martyrdage, Helgendage
(Allehelgens- og Allesjælesdag) o. s. v. Foruden de alm.
Festdage havde hver Kirkeprovins sine særlige.
F. inddeles i ugentlige (hebdomadarii) f. Eks.
Søndagen, og aarlige (anniversarii); de sidste
deles i store (majores) f. Eks. Jul, Paaske og
Pinse, og smaa (minores), i bevægelige
(mobiles, feriæ conceptivæ), som aarlig kommer igen
paa bestemte Ugedage, men ikke paa bestemte
Maanedsdage, saaledes Paasken og de F., der
retter sig efter den, og ubevægelige (immobiles,
feriæ stativæ), som falder paa de samme
Maanedsdage, saaledes Julen, Maria- og
Helgendage, endvidere i hele (integri), hvorpaa der
holdes baade Formiddags- og
Eftermiddagsgudstjeneste, og halve (intercisi), hvorpaa der
kun holdes een Gudstjeneste, saaledes
Aposteldagene og Skærtorsdag. Man taler om dobbelte
F. (duplicia), som fejres til Minde om to
kirkelige Begivenheder, og der skelnes mellem festa
chori et fori ɔ: F., som fejres af Præsteskabet
i Koret, og F., som fejres af hele Menigheden.
I Slutn. af Middelalderen fremkom der Klage
over, at F.’s Mængde virkede skadelig i
økonomisk og sædelig Henseende, og fra rom.-kat.
Side begyndte man at indskrænke deres Tal her
og der, saaledes Urban VIII (1642), Benedikt
XIV (1742 ff.) og Clemens XIV (1773). Luther
mente først, at alle F. skulde afskaffes undtagen
Søndagen, og at F. for Vor Frue og Helgene
skulde henlægges til den nærmeste Søndag, hvis
man ikke helt vilde afskaffe dem, men senere
mente han, at de store Festdage skulde
beholdes. I de lutherske Landskirker beholdt man da
foruden Søndagen de store Festdage til Minde
om Begivenhederne i Jesu Liv og af de mindre
Festdage dem, der holdtes til Minde om
Begivenheder med bibelsk Hjemmel, idet man dog
henlagde nogle af dem til den nærmest
paafølgende Søndag. F. blev alligevel for mange,
og i 18. Aarh. ophævede man adskillige Steder
nogle af dem, saaledes i Danmark og Norge ved
Frd. af 26. Oktbr 1770, ved hvilken den tredie
Festdag af de store kirkelige Højtider forsvandt
tillige med Helligtrekongersdag, Mariæ
Besøgelses- og Mariæ Renselsesdag, Skt Hansdag og
Skt Mikkelsdag, medens Mariæ Bebudelsesdag
og Allehelgensdag henlagdes til den
næstfølgende Søndag. - Hos de Reformerte fejredes
i Beg. kun Søndagen og saaledes fremdeles hos
Puritanerne og nogle Sekter, men i adskillige
reformerte Landskirker er en Del af de
gammelkirkelige Festdage beholdt. (Litt.: W.
Rothe, »Det danske Kirkeaar og dets
Perikoper« [Kbhvn 1878]).
L. M.
Nordiske F. Hos de hedenske Nordboer
fandtes en Række af aarlig tilbagevendende F.,
der forenede en folkelig lystig med en religiøs
Karakter. Deres Tidspunkt bestemmes ved de
store Hviletider fra Aarets Arbejde, ved Solens
aarlige Kredsløb og ved Naturlivets Fremvækst,
endelig ogsaa af et vist Hensyn til ved Offer at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
