Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Feuerbach, Paul Johann Anselm von, tysk Retslærd, (1775-1833) - Feuerbach's Teorem (mat.), opkaldt efter den tyske Matematiker K. W. Feuerbach (1800-34) - Feuillanter (Feuillants, Fuliénses), en Kongregation af Cisterciensere, som oprettedes 1574
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den »mørke Inkvisitionsproces«. Derimod lyser,
i det store og hele i det mindste, hans Aand i
den bayerske Straffelov af 16. Maj 1813, der
1814 blev indført i Oldenburg og udøvede
Indflydelse i en Række tyske, europ. og
sydamerikanske Staters Lovgivning, et af Retshistoriens
berømteste Lovarbejder, hvis Forf. af Glaser
med fuld Føje sammenstilles med Mænd som
Schwarzenberg og Carpzov. En Række Afh.
fra denne sin legislative Periode forenede F. i
»Themis, oder Beiträge zur Gesezgebung«
(1812). I forsk. populære og politiske Brochurer,
saaledes f. Eks. det anonyme »Ueber die
Unterdrückung und Wiederbefreiung Europens«
(1813), »Die Weltherrschaft das Grab der
Menschheit« (1814), »Ueber teutsche Freiheit und
Vertretung teutscher Völker durch Landstände«
(1814) - disse og andre mindre Afh. samledes
i F.’s »Kleine Schriften vermischten Inhalts«
(1833) - rejste F., trods sin høje
Embedsstilling, en national, liberal Frihedsfakkel. Han
fandt da sit Tomi i Bamberg, hvortil han 1814
blev eksileret som Andenpræsident for
Appellationsretten; først ved Ministeriet Montgelas’
Fald blev han 1817, ved Wrede’s og Kronprins
Ludvig’s Indflydelse, forfremmet til
Førstepræsident for Appellationsretten i Ansbach, en
Stilling, han beklædte til sin Død. Her
offentliggjorde han i Tilslutning til sit tidligere
Arbejde »Betrachtungen über das
Geschwornen-Gericht« (1813) »Betrachtungen über die
Oeffentlichkeit und Mündlichkeit der
Gerechtigkeitspflege« (I, 1821, II, 1825). - 2. Bd. indeholder
en fortrinlig og grundlæggende Skildring »Ueber
die Gerichtsverfassung und das gerichtliche
Verfahren Frankreichs«, et Værk, der mere
udmærker sig ved sine retshistoriske og
retssammenlignende Udviklinger end ved radikal
Reformfrodighed. Zenit som Skribent naaede
F. ved sit vistnok endnu ikke overgaaede
Mesterværk »Aktenmässige Darstellung
merkwürdiger Verbrechen« (I, 1828, II, 1829), der viser
ham i fuld Blomstring som den fremragende
Jurist, Psykolog og Kunstner - paa den
internationale Kriminalistforenings Møde i Kbhvn
1913 udtalte Høffding, at han for sit Vedk.
havde lært mere af hin Bog, en Fundgrube
for en Psykolog, end Juristerne foreløbig kunde
lære af Psykologerne. Hildet var F.’s ellers
saa klare Blik i Kaspar Hauser-Sagen. Han
opfattede dette Individ som et ægte Barn af
fyrstelige Forældre, hvilket blev skaffet til Side
for at give Adgang til Succession for andre,
hvem det stod i Vejen. Baade i sine Skrifter
»Einige wichtige Actenstücke den unglücklichen
Findling Caspar Hauser betreffend« (1831),
»Kaspar Hauser. Beispiel eines Verbrechens
am Seelenleben des Menschen« (1832), tilegnet
Lord Stanhope, og i en Memoire, overrakt
Droning Caroline af Bayern, udviklede han
dette. At F.’s Død skyldtes en Forbrydelse p. Gr.
a. denne hans Holdning, er en i øvrigt
ganske ugrundet Mening, som dog ikke afvistes af
F.’s Familie, saaledes ikke af Sønnen Ludwig. I
sin Roman »Caspar Hauser oder die Trägheit
des Herzens« (1908) har Jakob
Wassermann behandlet denne Episode. F.’s
sidste Tid, som hans Liv overhovedet, var
ikke lykkelig. Tragisk var hans Skæbne, og
han følte det bitrest selv. Han var, efter
Ludwig F.’s træffende Udsagn, en dramatisk
Natur med en saadans Fortrin og Fejl. Meget
havde han udrettet, men hans vældige
Aandsevner blev ikke tilstrækkelig udnyttede. Da
Thibaut slog til Lyd for en alm. borgerlig
Lovbog for Tyskland, var F. maaske Manden, der
kunde løse denne gigantiske Opgave. Hans
Embedsstillinger kunde ringere Hjerner have røgtet
tilfredsstillende. En stor aandelig Kraft blev da
ubrugt. (Litt.: En helt tilfredsstillende ell.
udtømmende Skildring af F. mangler endnu. 1852
udgav Ludwig F., »Anselm Ritter von F.’s
Leben und Wirken aus seinen ungedruckten
Briefen und Tagebüchern, Vorträgen und
Denkschriften« [I-II, Leipzig 1852]. Af den øvrige
Litt. om ham skal fremhæves: Julius
Glaser i »Gesammelte kleinere Schriften über
Strafrecht, Civil- und Strafprocess«, I [Wien
1868], S. 19-61; August Geyer, »Festrede
zu P. J. A. v. F.’s hundertjährigem Geburtstage«
[München 1875]; Samme i »Kleinere Schriften
strafrechtlichen Inhalts« [München 1889], S.
553-84; E. Hölder, »Savigny und F., die
Koryphäen der deutschen Rechtswissenschaft«
[Berlin 1881]; August von Bechmann,
»F. und Savigny« [München 1894]; Joseph
Breuer, »Die politische Gesinnung und
Wirksamkeit des Kriminalisten A. v. F.« [Halle
a. S. 1905]; Maximilian Fleischmann,
»A. v. F., der Jurist, als Philosoph« [München
1906]; Oskar Döring, »F.’s Straftheorie
und ihr Verhältnis zur Kantischen Philosophie«
[Berl. 1907]; Edwin Baumgarten i »Der
Gerichtssaal«, 81. Bd [1913], S. 98-150; G.
Erich i »Monatsschrift für
Kriminalpsychologie«, X [1913], S. 385-414; Albert
Coenders, »Richtlinien aus den Lehren F.’s für
die moderne Strafrechtsform« [Tübingen 1914];
Karl Binding i »Strafrechtliche und
strafprozessuale Abhandlungen«, I
[München-Leipzig 1915], S. 507-21).
Fz. D.
Feuerbach’s Teorem [’få^yərbaκs-] (mat.),
opkaldt efter den tyske Matematiker K. W.
Feuerbach (1800-34, Søn af ovenn. P. J. A. F.),
lyder saaledes: Den Cirkel, der gaar gennem
Midtpunkterne af en Trekants Sider (Nipunktscirklen),
rører hver af Trekantens fire Berøringscirkler.
Feuillanter [fö’jan’tər] (Feuillants, Fuliénses),
en Kongregation af Cisterciensere, som
oprettedes 1574 af Jean de la Barrière i Feuillans i
Languedoc og stadfæstedes af Pave Sixtus V
1586. Abbeden i Feuillans blev Kongregationens
Hoved og fuldstændig uafhængig af Citeaux.
Klædningen var hvid: hvid Kutte uden
Skapulér, hvid Kapusse og hvidt Bælte; kun paa
Rejser bar de Hat. F. fik straks stor
Udbredelse i Frankrig og Italien, men allerede 1595
mildnede Paven deres Regel, fordi den var
skadelig for Sundheden, Urban VIII delte dem
1630 i to særegne Kongregationer, hver med sin
General, i den franske Congrégation de
Nôtre Dame de Feuillans, som blomstrede til
Revolutionen, og i den italienske I
Riformati di San Bernardo. Barrière stiftede ogsaa
en Kongregation af Nonner,
Feuillantinderne ell. Fulienserinderne med samme
Regel og samme Dragt som Mændene. I F.’s
Kloster i Paris samledes F.’s Klub.
L. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
