Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1) Johann Gottlieb, tysk Filosof, (1762-1814) - 2) Immanuel Herman, tysk Filosof, (1796-1879) - Fichtelgebirge, Bjerggruppe i det nordøstlige Bayern, ved Grænsen af Böhmen - Fichtelit, et monoklint Mineral, bestaar af en ved 46° smeltende Kulbrinteart - Fichu, Klædningsstykke af let Tøj, opr. broderet med Metaltraad og Silke, garneret med glat ell. pibet Bort - Ficino, Marsilio, ital. Filosof, (1433-99)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betragtes som bestaaende i helt at glemme sig
selv som Person og kun at arbejde for
Samfundet, og Lasten bestaar i at tænke paa sig
selv. Til Dels forstaas denne næsten fjendtlige
Stemning over for den enkelte til Fordel for
Helheden ved, at Individet for F. staar i det
absolutte Jeg’s Tjeneste; det er en Begrænsning,
som det absolutte Jeg har sat, for derigennem
at virkeliggøre sin Opgave - at ophæve denne
Begrænsning. En anden Modsætning til den
Individualisme, der ligger F. saa stærkt paa
Sinde, til Dels fremkommet ved hans Trang til at
se alle menneskelige Forhold fornuftmæssig
ordnede, fremkommer ved det statslige
Tvangsstyre, som han navnlig i sine senere Skr tager
til Orde for. I »Der Geschlossene Handelsstaat«
(1800) omhandles et nøje gennemtænkt
socialistisk Statsideal, og i »Reden an die deutsche
Nation« fordres der en ensartet
Nationalopdragelse i Statsanstalter til Styrkelse af
Pligtbevidstheden og Offervilligheden for
Fædrelandet. I F.’s Religionsfilosofi, navnlig i senere Skr
som »Die Anweisung zum seligen Leben« (1806)
spillede en mystisk Opgaaen i det evige,
hvorved det individuelle Jeg ophæves, en Rolle.
F. har haft stor Indflydelse saavel paa tysk
Filosofi som paa tysk Tankegang i det hele
taget. I Danmark har iflg. Høffding F.’s
Personlighedslære, dels gennem Ørsted’erne, dels
gennem Steffens og Sibbern virket grundigere end
Hegel’s Filosofi. Fra Sibbern og Poul Møller
gaar der Tanketraade fra F. til Kierkegaard.
Grundtvig, der var en med F. i mange
Henseender beslægtet Aand, anerkendte i varme
Ord dens Bet. for ham, der vistnok endda var
større, end han selv var klar over.
F.’s »Sämtliche Werke« (8 Bd, Berlin 1845-
46), hans »Nachgelassene Werke« (3 Bd, Bonn
1834-35), hans »Leben und litterarische
Briefwechsel« (Sulzbach 1830, 2. Opl. 1862), er udg.
af Sønnen I. H. F. Et Udvalg paa 6 Bd af hans
Værker skyldes Medicus, Leipzig (1908-12).
2) Immanuel Herman, tysk Filosof,
ovenn.’s Søn, f. 18. Juli 1796 i Jena, d. 8. Aug.
1879 i Stuttgart, studerede først Filologi i
Berlin, vandtes for Filosofien af sin Fader, blev
1835 ekstraordinær Prof. i Filosofi i Bonn, 1839
ordentlig. 3 Aar senere kaldtes han til
Tübingen. 1865 trak han sig tilbage til Privatlivet
og adledes. F. søger særlig at erkende Verden
som et teleologisk Hele, der styres af det højeste
absolutte Væsen, der paa een Gang er Verden
iboende og staar uden for den som absolut
Personlighed. F. var Spiritist. I sin Etik lægger han
Vægt paa det sociale Spørgsmaal i Modsætning
til det politiske. Det Folk, der formaar at løse
det sociale Spørgsmaal, vil i Aarh. være det
ledende. 1837-48 redigerede han »Zeitschrift
f. Phil. u. spekul. Theol.«, fra 1852 fortsatte han
dette med Ulrici og Wirth som Medredaktører
under Titlen »Zeitschrift f. Phil. u. phil.
Kritik«. Af hans talrige Skr fremhæves: »Die Idee
der Persönlichkeit und der indiv. Fortdauer«
(1834). »Beiträge zur Charakteristik d. neueren
Phil.« (1829), »Die Grundzüge zum System der
Phil.« (3 Bd. 1833 [»Erkennen als
Selbsterkennen«], 1836 »Ontologie«, 1846 »Die speculative
Theologie«]); »System d. Ethik« (2 Bd, 1850-
53); »Anthropologie« (1856); »Psychologie« (2
Bd, 1864); »Die theistische Weltansicht und
ihre Berechtigung« (1873); »Fragen und
Bedenken über die nächste Fortbildung deutscher
Speculation« (1876).
Edg. R.
Fichtelgebirge [’feκtəlge’bergə],
Bjerggruppe i det nordøstlige Bayern, ved Grænsen af
Böhmen, blev tidligere opfattet som et Slags
Centralknudepunkt for de tyske Bjerge, idet
Erzgebirge, Böhmerwald og Frankenwald
udgaar herfra, ligesom ogsaa vigtige Floder
herfra strømmer mod de forsk. Verdenshjørner
(Saale og Eger mod N. og Ø. til Elben, Naab
mod S. til Donau, Main mod V. til Rhinen). F.
har dog ingen betydelig Højde; fra en Sokkel
af krystallinske Skifre hæver sig fl. afrundede
Granitrygge, af hvilke den højeste, Schneeberg,
naar 1051 m, Ochsenkopf 1023 m. De midterste
Partier af F. er blevet stærkest nedbrudte,
hvorved F. har faaet Form som en hesteskoformet
Bjergmur, der mod N., V. og S. omslutter en
indre Højslette, som kun er aaben mod Ø.
Jernbanelinierne Regensburg-Hof og
Bayreuth-Eger fører over F., som endnu for en stor Del
er dækket af tætte Naaleskove, selv om
Agerbruget har taget nogle Strækninger i Besiddelse.
Ved Weissenstadt findes betydelige Granitbrud.
Den vigtigste By i F. er Wunsiedel.
G. Ht.
Fichtelit [feκtə-], et monoklint Mineral,
bestaar af en ved 46° smeltende Kulbrinteart
(omtr. C5H8) og findes af og til i farveløse,
glinsende, flade Smaakrystaller, der sidder paa
Sprækker i Ved af Naaletræer i Tørvemoser.
Det er fundet i nordsjællandske Moser af
Forchhammer, som gav det Navnet Tekoretin;
ogsaa fundet i Fichtelgebirge.
(N. V. U.). O. B. B.
Fichu [fi’∫y], Klædningsstykke af let Tøj,
Batist ell. Musselin, opr. broderet med
Metaltraad og Silke, garneret med glat ell. pibet Bort,
hvormed Damerne i Negligédragt dækkede Hals,
Bryst og Skuldre. Opstod som Diminutiv af
Mantillen ved 1760. Efter 1770 forsynedes den
med en stivet, rund, udstaaende Krave,
monte-en-ciel (Etymologi: fichu, ringe, forkvaklet). Nu
forstaas ved F. kun et let trekantet Tørklæde,
knyttet paa Ryggen i Sløjfe.
Bernh. O.
Ficino [-’t∫i-], Marsilio, ital. Filosof, (1433
-99), var født i Firenze, hvor hans Fader som
Læge var knyttet til Cosimo Medici. Bestemt
til det med. Studium droges han dog ved
Læsning, navnlig af Cicero og Seneca, stadig
stærkere mod Filosofien og ganske særlig Platon og
Nyplatonikerne. For at kunne studere disse i
Original, kastede han sig med Iver over
Studiet af Græsk, opmuntret og støttet af Cosimo
Medici, der skænkede ham en Villa ved
Careggi uden for Firenze, hvor F. snart samlede
en Kreds af Ligesindede, der dannede et
Studiesamfund efter antikt Forbillede, som ogsaa
søgtes efterlignet i de ydre Former, og
hvorefter man optog Navnet Academia Platonica.
Midtpunktet i denne Kreds vedblev F. at være,
saa længe han levede, elsket som Lærer og
Vejleder, højt skattet ogsaa af de flg. Medicier
Piero og Lorenzo Magnifico. Af overordentlig
stor Bet. blev hans Overs. af Platon’s Værker
(1483-84) og af Plotinos (1492), med hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
