Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ficus L., Slægt af Morbærfamilien, Træer ell. Buske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hyppigst 3-5-lappede og stærkt ruhaarede.
Figenerne er i moden Tilstand gule ell. mørkt
purpurrøde og varierer for øvrigt stærkt i
Størrelse og Farve. Figentræets opr.
Voksesteder synes at være Middelhavslandene fra
Syrien til de kanariske Øer. Dets Kultur i
Grækenland er i alt Fald kendt fra 700 Aar f. Kr.
(fra Paros); de da kultiverede Former var
indførte fra Asien, medens Figentræet dog
allerede inden den Tid fandtes i vild Tilstand
i det mindste i det gr. Archipelag. Vistnok
har det ogsaa samtidig og før da
vokset vildt i Italien, men de dyrkede
Former blev dog hos Romerne indførte langt
senere end hos Grækerne. Nu om Stunder
forekommer Figentræet alm. i
Middelhavslandene, baade dyrket
og vildt ell. forvildet. Det gaar dog
betydelig nordligere, selv i Danmark (se ndf.)
findes det paa Friland, og det naar endnu i
Sydengland, ved
Bretagnes Kyster og i de sydlige Rhinlande en
nogenlunde fuldkommen Udvikling. I Kina,
Indien o. a. østligere Steder i Asien har det længe
været dyrket, og Kulturen af det ægte Figentræ
(se ndf.) er ogsaa naaet til tropiske og subtropiske
Egne i den ny Verden. Allerede i Oldtiden
skelnede man mellem to forskellige Hovedformer af
F. Carica: det ægte Figentræ (gr. συχον, lat.
ficus), hvis Frugter var spiselige, og det vilde F.
(gr. ερινευς, lat. caprificus), hvis Frugter ikke
lod sig nyde. Den samme Distinktion hersker endnu
i vore Dage; af begge Hovedformer findes
Varieteter, men kun af det ægte Figentræ sker der
en rationel Dyrkning og Forædling. Det
vilde, som altsaa overlades til sig selv, har dog
lige fra Oldtiden til ned i vore Dage spillet en
vis Rolle for det ægte Figentræs Dyrkning. 3
Gange aarlig blomstrer det vilde Figentræ;
medens de Figener, der modnes i Aug.-Septbr
(mammoni), og de, der overvintre, men modnes
i Apr. (mamme), kun bærer forholdsvis faa ell.
ingen Hanblomster, er disse meget talrige i de
Figener (profichí), der fremkommer om
Foraaret og modnes i Juni. Det ægte Figentræ,
der blomstrer mindst 2 Gange aarlig, bærer
Figener, hvori kun findes Hunblomster, og
disse er de ovf. nævnte langgriflede
Frøblomster, medens Hunblomsterne hos Caprificus er
Galblomster. Allerede i Oldtiden foretoges den
saakaldte Kaprifikation (gr. εριυιασμα),
der endnu er alm. i Grækenland, Italien o. a.
St. og bestaar deri, at Profichi fra det vilde
Figentræ ophænges paa Grenene af det ægte.
Ud af disse Figener kryber den befrugtende
Generation af Blastophaga grossorum Grav.
(Cynips psenes L.), medens den overvintrende
findes i Mamme. Hvepsene fører fra
Hanblomsterne i Profichi Støv over paa Hunblomsterne
i det ægte Figentræs Figener. Nytten af
Kaprifikationen er indlysende, for saa vidt
Figenerne ikke skulde kunne modnes, uden at Frø
udvikles i dem. Uden at kende den nøjere
Sammenhæng havde man i Oldtiden gjort den
Erfaring, at Kaprifikationen forhindrede de ægte
Figeners Nedfalden før Modning og altsaa gav
en rigere Høst; og talrige Vidnesbyrd om
Kaprifikationens Nytte haves i Litt., de første
positive Talangivelser stammer fra Tournefort
(Beg. af 18. Aarh.). Nutildags, da Figenernes
Modning virkelig kan ske uafhængig af Støvets
Overførelse (altsaa uden at Frø udvikles), synes
Nytten af den tvivlsom. Mange Steder, i Egne af
Italien, i Ægypten og i Sydamerika finder
Kaprifikation slet ikke Sted, medens man f. Eks. i
Kalifornien, hvortil Smyrna-Figentræer i
forrige Aarh. indførtes, ikke ret har faaet Kulturen
til at lykkes, førend ogsaa Caprificus blev
indført og Kaprifikationen iværksat. - Figentræet
og dets Frugter spillede en stor Rolle i den
jød., gr. og rom. Oldtid. Det nævnes ofte i
Biblen og synes at have været plantet i hver
Mands Have i Palæstina. Her saavel som i
Grækenland og Italien var Figener et vigtigt
Næringsmiddel, vel især for den fattigere
Befolkning. I Grækenland betragtedes det som en
Gave fra Demeter; det blev forbudt at udføre
Figener fra Landet. Ogsaa i Nutiden har Træet
og dets Frugter ret stor Bet.; i Sydeuropa o. a.
St. er Figener et alm. Nærings- og
Nydelsesmiddel og danner derfor en vigtig
Handelsartikel. Den bedste Sort Figener er de
saakaldte Smyrna-Figener fra Lilleasien,
der alene fra Smyrna udskibes i en Mængde af
10 Mil. kg aarlig. Desuden faas gr. Figener fra
Kalamata og fra Øerne Syros og Andros (de
trækkes paa Baand: Kransefigener,
Caricæ in coronis) og ital. Figener fra Syditalien
(Kalabriske Figener). Veddet af
Figentræet er meget let og svampet og har kun ringe
økonomisk Bet. F. Sycomorus L.
(Morbær-Figentræ, Adams-Figentræ), der
vokser i Ægypten o. a. Dele af Østafrika, er et
stort Træ med en bred, tæt Krone og en
Stamme, der endog skal kunne blive 10 m tyk;
Bladene er næsten kredsrunde med hjertedannet
Grund. Frugterne (Ægyptiske Figener),
der sidder i Halvskærm og er smudsig hvide
og besatte med talrige blegrøde Skæl, spises,
men er vanskelig fordøjelige. Det faste, meget
 |
| Fig. 1. Gren af Figentræ med Figener. |
|
| Fig. 2. Hunblomster af Figentræ. Til venstre en Galblomst, til højre en Frøblomst. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
