- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
941

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - fideicommissum, lat. af fides, »Ærlighed« og committo »betror«, egl. »betroet til Ærlighed«

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

maatte Legataren have den særlige jus capiendi
(capacitas). Et gyldigt Legat maatte endvidere
efter den prætoriske Ret være oprettet i
Nærværelse af 7 rom. Borgere. Endelig maatte det
være skrevet paa Latin. Legater ligesom Gaver
i levende Live fik imidlertid hen imod
Republikkens Slutning en hidtil ukendt Bet. i det rom.
Samfund. Velgørenhed blev et alm. anvendt
Middel til at skaffe sig social Anseelse og derved
politisk Indflydelse. Retslivet fordrede nu en
friere Dispositionsret, peregrinus (den
Fremmede) kunde lige saa lidt gyldigt indsættes til
Arving som selv oprette et rom. Testamente.
personæ incertæ (Stat, Kommune,
Associationer) manglede ligeledes passiv factio testamenti.
Og lex Voconia (169 f. Kr.) havde begrænset
Kvinders Evne til at indsættes til Arving. Iflg.
lex Junia fra Republikkens seneste Tid ell. Beg.
af Kejsertiden var Latini Juniani dernæst som
Regel incapaces. Og ved lex Julia et Papia
Poppæa
under August var cælebs (den ugifte
giftefærdige) helt og orbus (den gifte barnløse)
delvis - som Straf - frakendt capacitas. Men den
rom. Borger kunde ofte ønske at skænke en
Fremmed ell. et Tempel, en By ell. et
Præstekollegium et Legat. Ude i Provinsen kunde det
endvidere hænde, at det ikke var muligt at
skaffe det til Oprettelse af Testamente
foreskrevne Antal rom. Borgere. Ogsaa den Regel,
at Testamentet maatte udfærdiges paa Latin,
kunde undertiden være upraktisk. Retslivet
krævede derfor en ny friere Form for
Dispositioner, mortis causa. Og dette Krav blev
fyldestgjort ved Udviklingen af f. f. var i Indhold og
Form bestemt ved dets Formaal at omgaa de i
jus civile for Testamente og Legat fastslaaede
Indholdsbegrænisninger og Formforskrifter. I
Modsætning til Legatet, der kun kunde
paalægges en Testamentarving, kunde f. paalægges
enhver, der - som Testaments- ell.
Intestatarving, Legatar ell. blot som Fideikommissarius
- fik Del i Arveladerens efterladte Formue.
Medens Legatet kun kunde oprettes i alt Fald i
Forbindelse med et Testamente og kun kunde
anordnes i de foreskrevne imperative Formler
(verbis imperativis), var f. formløst. Som Regel
udfærdigedes det i et alm. Brev (codicillus) til
Arvingen. Dog synes Skik og Brug opr. at have
krævet udtrykkelige verba precativa (peto, fidei
committo
). Endelig kunde f. oprettes paa Græsk.
Ligesom Legatet var f. en Gave, som
Arveladeren anmodede Arvingen (fiduciarius) om at
udrede af Arven til Trediemand
(fideicommissarius). Men i Modsætning til Legatet var f.,
saaledes som Ordets Grundbetydning viser, ikke
retlig forpligtende. Dets Opfyldelse beroede kun
paa Arvingens »Æresfølelse«.

Under Augustus blev f. imidlertid gennem den
kejserlige jurisdictio gentagne Gange »paa
Grund af særlig Uærlighed« erklæret for
retlig forbindende for Arvingen. Kejseren
befalede Konsulerne »at anvende deres
Myndighed« til at fremtvinge dets Udbredelse. Senere
indsattes en særlig prætor fideicommissarius som
Kejserens Delegerede. Og af denne cognitio extra
ordinem
udviklede sig saa efterhaanden en alm.
Retsbeskyttelse for fideikommissariske
Erhvervelser. Efter at have undersøgt Sagen (causa
cognita
) afgjorde Magistraten, om han i det
foreliggende Tilfælde vilde yde ell. nægte
Retshjælp. Ved Siden af det gammelromerske
formbundne legatum var det nu formløst
anordnede f. blevet anerkendt som en Retsinstitution.
Og praktisk havde f. samme Virkning som
Legatet. I begge Tilfælde var Paalægget retlig
forpligtende. Formelt bestod dog endnu den
Forskel, at Fideikommissarius i Modsætning til
Legataren ved Arvefaldet kun erhvervede en
Fordringsret paa Arvingen. Først under Justinian
stilles f. ogsaa paa dette Punkt lige med
Legatet. F.’s Anerkendelse som Retsinstitution
førte imidlertid til Gengæld snart til, at det af
Lovgivningsmagten efterhaanden underkastedes
væsentlig de samme subjektive Betingelser som
Legatet. Som Retsinstitution maatte det, skønt
formelt kun gyldig i Kraft af kejserlig
administrativ jurisdictio, indordnes i jus civile.
Allerede senatus consultum Pegasianum under
Vespasian havde bestemt, at cælibes og orbi
lige saa lidt kunde modtage et f. som et Legat
ell. en Arv. Og ved et senatus consultum under
Hadrian fik Staten Ret til at inddrage i Fiscus
f.
, der var tillagte peregrini og personæ
incertæ
. Et f. in fraudem legis (til Omgaaelse af
Loven) paadrog endog Arvingen Indignitet som
Straf. Arvingen, der paatog sig at udrede et
saadant f., havde sin Arv forbrudt.

Ligesom Legatet kunde f. have til Genstand
ikke blot enkelte bestemte Formueværdier, men
ogsaa en Kvotadel af den Arvingen tilfaldne
Arv. Testator kunde endog som f. anmode
fiduciarius om at udrede (restituere) hele Arven til
fideicommissarius. Og i denne særlige Skikkelse
blev f. allerede i den første Kejsertid af en
gennemgribende Bet. for hele den arveretlige
Udvikling. Ligesom f. i dets primitive Form
virkede omdannende paa den rom. Legatret,
saaledes omformede hereditas fideicommissaria,
den fideicommissariske Arv, det saakaldte
Universalfideikommis efterhaanden helt den rom.
Arveret. Med Udviklingen af hereditas f. skabtes
en ny friere Form for Arveindsættelse, der uden
at være bundet ved de i jus civile for test.
Arveindsættelse foreskrevne Retsregler
faktisk bevirkede en Universalsuccession. Formelt
var Fideikommissarius vedblivende ikke
Arving. Fideikommissarius erhvervede ikke
Arven umiddelbart efter Arveladeren, men kun
gennem Fiduciarius’ Restitution. Men den
fiduciariske Arving var kun Arving af Navn.
(Litt.: C. W. Westrup, »Ugeskrift for
Retsvæsen«, 1917, Afd. B, S. 177 ff.).

Til den klassiske rom. Rets fideikommissariske
Arv svarer faktisk (men ikke retlig) dansk Rets
saakaldte fideikommissariske
Substitution
og tysk Rets »Nacherbeseinsetzung«
(»Bürgerliches Gesetzbuch«, §§ 2100 ff.). Ved
den saakaldte f. Substitution indsættes fl. til at
arve efter hinanden. Den, der er indsat som
den første Arving (fiduciarius, tysk Vorerbe),
skal til et vist Tidspunkt ell. under en vis
Betingelse ophøre at besidde Arven, der overgaar
til den næste af de indsatte (fideicommissarius,
tysk Nacherbe), og saaledes muligvis atter til
en ell. fl. a. Substitutionen indeholder saaledes
en suspensivt betinget Arveindsættelse af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:52:12 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/7/0979.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free