Print (PDF) - On this page / på denna sida - Fiévée ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Orientalisten Flügel (s. d.) og udgaves paa Grundlag af hans Arbejde efter hans Død af Roediger og A. Müller (2 Bd, Leipzig 1871-72). J. Ø. </chapter> <chapter name="Fiigenschoug"> Fiigenschoug ['fi.gənskäug], Elias, norsk Maler, f. omkr. 1600, d. efter 1656. F. virkede i Bergen i Tiden mellem 1630 og 1660. Han har malet en Række bib. Billeder efter Kompositioner af Rubens og hans Skole, saaledes »Hyrdernes Tilbedelse« i to Variationer (1640 og 1643) og »Herodias, der modtager Johannes' Hoved« (1643), alle 3 opr. i Maria-Kirken, nu i Bergens Mus. Videre en Altertavle med »Opstandelsen« i Ølve-Kirke, Søndhordland (1640). Desuden har han malet Portrætter, saaledes et Par, der tilhører Strange's Stiftelse, Bergen, og et stort Epitafium med Portrætter fra Indviken Kirke, Nordfjord, nu i Bergens Mus., samt et Billede af Halsnø Kloster (1556), der tilhører Samlingen paa Skokloster, Sverige. F. er vistnok Tidens mest fremtrædende norske Maler, og er specielt som Portrætmaler og i koloristisk Henseende en dygtig Repræsentant for den pompøse Barokstil. I norsk kunsthistorisk Litt. har han for det meste været omtalt under det fejlagtige Navn Fugelschoug. (Litt.: Brodahl, Wiesener og Lexow, »E. F. alias Fugelschoug« i Bergens hist. Forenings Skr 1916, hvor Litteraturhenvisninger). E. L-w. </chapter> <chapter name="Fiji Island"> Fiji Island ['fi.dzi.-'ailənd], se Fidji- Øerne. </chapter> <chapter name="Fikh"> Fikh (arab.) betegner den islamitiske Dogmatiks og den muhammedanske religiøse Rets Grundlærdomme. Idet Koranen, hvori den guddommelige Aabenbaring indeholdes, tillige betragtes som verdslig Lovbog og virkelig indeholder en stor Del Forskrifter, navnlig vedrørende Familieretten samt Tings- og Obligationsret, kan der i den islamitiske Videnskab ikke skelnes skarpt mellem Teologi og Jurisprudens. Kilderne til F. er baade direkte og indirekte: De første er foruden selve Koranen den fra Profeten overleverede Samling mundtlige Udsagn, den saakaldte Tradition (arab.: Hadis, s. d.); de andre er dels den Sum af Lærdomme, som det samlede muhammedanske Religionssamfund een Gang har vænnet sig til at anerkende (arab.: Idjmâ ɔ: Samstemming), dels de Slutninger, der af alle de foregaaende Kilder kan uddrages ved Analogi for saadanne Tilfælde, hvorfor der ikke foreligger nogen udtrykkelig Afgørelse (arab.: Kijâs ɔ: Analogi). Disse forsk. Kilders Anvendelse og deres indbyrdes Forhold og Rangfølge udvikles i en speciel Underafdeling, Usûl-al-F., der i den arab. Litt. er blevet bearbejdet overmaade hyppig; Hovedværket her er Sadr-ash-Sharia's »At-Tanqîh«, udg. med en Kommentar af Taftasâni i Kasan 1883, smlg.: Brockelmann, »Gesch. der arab. Litt.«, II, 214. M. H. t. Detailspørgsmaalene inden for selve Dogmatikken har de forsk. Opfattelser fremkaldt en Spaltning i 4 Sekter, der efter deres Stiftere benævnes Shafeiter, Hanefiter, Hanbaliter og Malekiter. De indbyrdes Afvigelser angaar dog nærmest kun rituelle Ubetydeligheder, navnlig i Reglerne for de de daglige Bønner ledsagende Ceremonier, saaledes at alle 4 Sekter betragtes som rettroende. Bl. de næsten talløse Behandlinger af F. kan her nævnes Shirâzi, At-Taudîh (udg. af Juynboll, Leyden 1879) og Nawâwi, Minhâdj at-tâlibin (udg. med fr. Overs. af v. d. Berg [Batavia 1882-84]), der begge behandler den shafeitiske Ret. I Tyrkiet staar navnlig Ibrahim Halebî's »Multakâ« i høj Anseelse. Om Behandlingen af F. og dennes kulturhistoriske Bet. se i øvrigt Kremer, »Kulturgeschichte des Orients unter den Chalifen« (Wien 1875). J. Ø. </chapter> <chapter name="fikoroniske Cista"> fikoroniske Cista, et rundt, cylindrisk Bronzeskrin fra Oldtiden, en af de skønneste Frembringelser af Kunstindustri i Italien, antagelig udført c. 250 f. Kr., fundet 1742 ved Palæstrina (Præneste) i Latium, benævnt efter Francesco de Ficoroni, der erhvervede
Fig. 1.</img> det og 1745 beskrev det; siden skænkede han det til Museo Kircheriano i Rom, hvor det endnu findes i Collegio Romano. Cista'en er af Bronzeblik, med særskilt udarbejdede Laag og Fødder, 0,50 m højt, 0,42 m i Tværsnit. Hver af Fødderne er en Løveklo, hvilende paa en Frø; foroven 3 Figurer, snarest Dionysos og 2 Satyrer. De staar paa en Plade, der bærer en Indskrift i gl lat. Sprogform: Novios Plautios
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
