Print (PDF) - On this page / på denna sida - fiks ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gradmaalingens Nivellenientsilkspunkter ses i Fig. 4; den øverste Runding af Bronzebolten under Dækstenen betegner Punktet, der altsaa er underjordisk; den med »G. M.« mærkede Sten er anbragt 1,25 m fra Punktet, for at dette kan genfindes, og ogsaa dennes halvkugieformede Hoveds øverste Punkt er bestemt. Generalstaben anvender som F. hvælvede Kobberplader (Fig. 5), som ved en lang Stilk støbes fast i en Betonblok, der staar saa dybt i Jorden, at den ikke kan forskydes af Frosten, ell. Bolte af den i Fig. 6 angivne Form, der fastmures i fundamentale Bygninger. Kjøbenhavns Kommune har benyttet Bolte som vist i Fig. 7. Hvor det kun gælder om at bevare F., saa længe Opmaalingen varer, betegnes det i Reglen ved en solid Pæl, i hvilken det mat. Punkt er betegnet ved et Hul, og ved Nivellement ved en med halvkugleformet Hoved forsynet Nagle. Under Opmaalingsarbejdet anbringes der over F., naar der skal sigtes til dette, et Signal, hvortil man paa korte Afstande anvender en alm. Landmaalerstok og paa større Afstande et Tømmersignal, H. V. N. </chapter> <chapter name="Fiksstjerneaberration"> Fiksstjerneaberration, se Aberration. </chapter> <chapter name="Fiksstjerner"> Fiksstjerner (lat. stéllæ fixæ ɔ: faste Stjerner) (hertil 3 Stjernekort) kaldes i Modsætning til Solen, Maanen og Planeterne de Stjerner, som forandrer deres gensidige Stilling paa Himmelhvælvingen saa langsomt, at disse Forandringer, F.'s Egenbevægelse, først efter længere Tid bliver mærkbare. De Gamle tænkte sig disse Stjerner hæftede som Søm til en fast, gennemsigtig Himmelkugle, hvorfor de kaldtes stellæ infixæ ell affixæ ɔ: tilhæftede Stjerner, og heraf opstod allerede i Beg. af den rom. Kejsertid Betegnelsen stéllæ fixæ. F. adskiller sig fra Planeterne ved deres stærke funklende Lys (se Funklen); endvidere lyser F. med eget Lys, medens Planeternes Lys stammer fra Solen og kun bliver kastet tilbage fra deres Overflade; at dette er Tilfældet, viser Polariskopet, thi medens F.'s Lys er upolariseret, er Planeternes som Følge af Refleksionen polariseret (se Polarisation). En anden Forskel mellem Planeterne og F. bliver man var i Kikkert. Jo fuldkomnere denne er, desto mere viser en F. sig ved rigtig Indstilling, selv ved Anvendelse af stærk Forstørrelse, som et lysende Punkt (se Bøjning), medens en Planet under samme Forhold viser sig som en Skive, hvis Diameter vokser med Forstørrelsen, og samtidig tager Skivens Lysstyrke af. Dette er en Følge af den enormt store Afstand, hvori F. befinder sig, og først i den senere Tid er det lykkedes at bestemme denne Afstand for nogle ganske faa Stjerner (se Parallakse). De F., som er synlige for det blotte Øje, har en meget forskellig Lysstyrke, og man har derfor inddelt dem i Klasser efter deres Lysstyrke, de saakaldte Stjernestørrelser. De klareste Stjerner er af 1. Størrelse; de svageste, som et godt Øje kan se under gunstige Forhold som klar Himmel, ikke Maaneskin o. s. v., hører til 6. Størrelse. Mellem disse to Klasser har man indordnet de øvrige efter Jugering, og man har ogsaa, for end bedre at kunne holde de enkelte Stjerner af nogenlunde samme Størrelse ud fra hverandre, delt hver Klasse i Underafdelinger. Begyndelsen hermed er gjort af Ptolemaios, der deler hver Klasse i 3 Afdelinger; senere har man indført 10 Underafdelinger. Men denne Maade at inddele Stjernerne paa er højst usikker, og først i den nyeste Tid er det lykkedes at sammenligne numerisk de Lysmængder, som naar til vort Øje fra de forskellige Stjerner (se Astrofotometri); det har da vist sig, at Forholdet mellem to paa hinanden flg. Størrelsesklassers Lysstyrke er som 2,5 : 1, ell. anderledes udtrykt: 1 Stjerne af 1. Klasse lyser saa stærkt som 2 1/2 Stjerne af 2., 6 af 3., 16 af 4., 40 af 5. og 100 Stjerner af 6. Størrelse (2,5n-1). Sammenholder man denne Skala med Antallet af de i hver Klasse synlige Stjerner (18 af 1., 60 af 2., 171 af 3., 411 af 4., 1123 af 5. og 3908 Stjerner af 6. Størrelse), finder man, at alle de for det blotte Øje synlige F. lyser tilsammen som 160 Stjerner af 1. Størrelse. De fleste F. beholder deres Lysstyrke uforandret, en Del derimod forandrer den i Løbet af kortere ell. længere Tid over een ell, fl. Størrelsesklasser; disse benævnes derfor foranderlige ell. variable Stjerner, og til denne Klasse F. hører ogsaa de temporære ell, ny Stjerner. Det samlede Antal af de for det blotte Øje synlige Stjerner beløber sig til c. 6000, men dette Tal vokser omtr. med det tredobbelte for hver Størrelsesklasse, naar man kommer til de teleskopiske Stjerner. Gaar man ikke længere ned end til 9. Størrelse, har man omtr. 400000 Stjerner, altsaa gennemsnitlig paa hver Kvadratgrad 10 Stjerner. Antallet af de endnu svagere Stjerner kender man ikke sikkert, da man endnu ikke har gennemført nogen systematisk Optælling af disse; og dette vil først kunne ske, naar det store fot. Kortarbejde over Himlen, hvormed Observatorier paa begge Halvkugler er beskæftigede, foreligger færdig. Fordelingen af Stjernerne er højst ulige, og størst er Tallet i og omkr. Mælkevejen, hvis Glans hidrører saavel fra de der tæt sammentrængte Stjerner som fra de i denne Egn af Himlen i størst Mængde optrædende Stjernehobe (Stjernetaagerne bliver talrigst, jo længere man kommer fra Mælkevejen). For at kunne orientere sig bl. denne Vrimmel har man fra de ældste Tider delt Himlen i Stjernebilleder, i alt 88, hvoraf 32 paa den nordlige og 56 paa den sydlige Himmel, og disse har man væsentlig i tidligere Dage givet mytol. Navne (se Stjernebillede). De enkelte Stjerner inden for hvert Stjernebillede, blev af Ptolemaios betegnede foruden ved deres Koordinater og Størrelse ogsaa ved en Beskrivelse af deres Beliggenhed inden for Stjernebilledet; dette førte i stjernerige Egne til Vidtløftigheder og Misforstaaelser, men blev alligevel bibeholdt lige til 17. Aarh., da Bayer indførte den nu gængse Betegnelse med gr. og lat. Bogstaver. Grækerne og fornemmelig Araberne gav de klareste Stjerner egne Navne (se Stjernenavne).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
