Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiksstjerner - Fiktilier - Fiktion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
For det blotte Øje er de fleste F. hvide, nogle
faa rødlige ell. gule. I Oldtiden lagde man
uden for de hvide kun Mærke til de røde,
hvoraf Ptolemaios nævner fem: Arkturus,
Aldebaran, Antares, Betelgeuze og Sirius; de 4
førstnævnte har endnu deres røde Farve,
Sirius er sammen med Spica og Wega nu hvid.
(Om der virkelig ved Sirius foreligger en
Farveforandring inden for den hist. Tid, se nærmere
Sirius); Capella, Procyon og Polarstjernen er
gule. I den nyere Tid har man ofret denne
Side ved F. større Opmærksomhed og gennem
omhyggelig Sammenligning, især ved
Dobbeltstjernerne og de teleskopiske F., fundet saa
godt som alle Spektrets Farver paa Himlen.
Dog klæber der endnu megen Usikkerhed ved
den af de forsk. Iagttagere bestemte Farve,
især hvis den er udledet gennem
Okularjugering, da ikke ethvert Øje har samme
Følsomhed lige over for hver Farve. Derfor maa man
optage med stor Forsigtighed de af forsk.
Iagttagere, som Admiral Smyth, Sestini, Schmidt
o. a. meddelte Undersøgelser, især hvor de ved
Sammenligning med tidligere Iagttagere har
villet drage Slutn. ang. F.’s Farveforandring,
hvis Mulighed ell. Sandsynlighed ikke kan
benægtes.
Stjernens Farve er, saadan som den viser sig
for Øjet, en Følge af de Elementarfarver, den
indeholder, ligesom den hvide Farve er
fremkommen ved en Forbindelse af alle Spektrets
Farver. Derfor vil ogsaa kun Spektroskopet ved
sin Spaltning af Stjernens Lys give os en
sikker Bedømmelse af det, som Øjet kalder
Stjernens Farve. En spektralanalytisk Undersøgelse
af de forsk. Stjerner har saaledes vist, ikke
alene at de Stoffer, de forsk. Stjerner
indeholder, er højst forsk., men ogsaa, at alle F.
ikke er komne lige langt i deres Udvikling. De
hvide F. maa henregnes til de yngste og er
de, hvis Temp. er højest, de røde Stjerner er
de stærkest afkølede, medens de gule Stjerner
indtager en Mellemstilling (se
Spektralanalyse).
For at lære de enkelte F. og de forsk.
Stjernebilleder at kende, kan man benytte en
Himmelglobus, hvorpaa Stjernerne er
indtegnede; denne kan nemlig altid stilles saa, at den
viser Stjernebillederne for et givet Øjeblik (se
Globus). I St f. denne kan man bruge et
Stjernekort, der er en plan Afb. af en større
ell. mindre Del af Himmelkuglen. Til
Orientering søger man oppe paa Himlen et paa
Kortet indtegnet Stjernebillede, og ved
Alignements ɔ: ved at forbinde bestemte
Stjerner med rette Linier, kommer man let over til
andre og ny Stjernebilleder. Skal man angive
en Stjernes Beliggenhed, gøres dette ved at
opgive dens Koordinater; alm. benyttes nu
Ækvatorialkoordinater ɔ: Deklination og
Rektascension. Paa de medfølgende Polarkort, der er
tegnede i Polarprojektion ɔ: Kortet forestiller
et Plan, som berører Himmelkuglen i Polen
(Nord- og Sydpolen), er alle Deklinationscirkler
rette Linier, der skærer hverandre i Centrum ɔ:
Polen, alle Parallelcirkler koncentriske Cirkler,
og disse to Kort indeholder alle Stjerner til 5,5.
Størrelse, I mellem Nordpolen og 25° nordlig
Deklination, III mellem Sydpolen og 25° sydlig
Deklination. For at bestemme en given Stjernes
Rektascension lægges en ret Linie gennem
Stjernen og Polen, og hvor den skærer den ydre
Cirkels Periferi, aflæses Rektascension, der er
afmærket for hver Time ell. hver 15°
(Underafdelinger jugeres let), medens Stjernens
Deklination findes ved at lægge en Parallelcirkel
gennem Stjernen og aflæse, hvor denne skærer
Deklinationscirklen gennem 0° (ell. 180°)
Rektascension; Deklinationer er her afsatte for hver
10°. Saaledes finder man, at for α i Store Bjørn
er Rektascension 10 Tim. 58 Min. og Deklination
62,2°, og for α i Korset er Rektascension 12 Tim.
22 Min. og Deklination ÷ 62,6°. Kort II, der
gaar fra 32° nordlig til 32° sydlig Deklination,
har Zonen 25°—32° fælles med I og III. Det er
i Ækvatorialprojektion ɔ: forestiller det Plan,
man faar ved at udfolde en Cylinderflade, der
berører Himmelkuglen langs Ækvator. Denne
Storcirkel som alle Parallelcirkler bliver derfor
horisontale rette Linier, medens
Deklinationscirklerne bliver rette Linier lodret paa de
forrige. Enhver Stjerne er indtegnet saaledes, at
dens Afstand fra Ækvator er lig dens
Deklination. Ekliptikken viser sig her som en
bølgeformet Linie indtegnet sort, hvis to Halvparter
ligger paa hver sin Side af Ækvator; i den ene
Halvdel, som er N. f. (over) Ækvator, befinder
Solen sig i Sommerhalvaaret, i den anden i
Vinterhalvaaret; hvor Solen staar i Ekliptikken
en hvilken som helst Dag i Aaret, kan let
udledes af Romertallene, der angiver Solens Plads
den 1. i vedk. Maaned (t. Eks. IX = 1. Septbr).
Det af de to Skæringspunkter mellem Ækvator
og Ekliptikken, som ligger længst til højre paa
det øvre Kort (og som tillige kommer igen
længst til venstre paa det nedre), er
Væderpunktet, hvorfra Rektascensionerne regnes.
Disse er afsatte horisontalt for hver Time fra højre
mod venstre. Deklinationerne er afsatte for hver
10° paa Siderne. Skal man i dette Kort
bestemme en given Stjernes Koordinater, trækkes
gennem Stjernen en Linie lodret paa Ækvator, og
paa Kortets Ramme (oventil ell. nedentil)
aflæses Rektascension, medens Deklination
udmaales af Stjernens Afstand fra Ækvator. P.
Gr. a. Præcessionen rykker Væderpunktet og
dermed tillige hele Nettet af Deklinations- og
Parallelcirkler i Tidens Løb tilbage (til højre)
langs Ekliptikken. Kortet gælder derfor kun for
en bestemt Tid (1900); men da Præcessionen
kun er 50″ aarlig, maa der en lang Række Aar
til, før Forskellen kan mærkes med Kortets lille
Maalestok. Stjernernes indbyrdes Stilling er
naturligvis uafhængig af denne Foranderlighed hos
Koordinaterne. (Litt.: Agnes M. Clerke,
The system of the stars, 2. Udg. [London 1905]:
A. S. Eddington, Stellar movements and
the Structure of the universe [London 1914]).
J. Fr. S.
Fiktilier (af lat. fictilis), »dannet, formet«
i Haanden, et i ældre Tid ofte brugt, nu
sjældent Udtryk for Genstande af Terrakotta, især
Lerkar.
H. A. K.
Fiktion (lat.), Foregivende (af fingere, at
foregive eet for noget andet). F. har spillet en
ejendommelig Rolle for Rettens og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
