Print (PDF) - On this page / på denna sida - fiks ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Retsvidenskabens Udvikling, Naar de positive Retskilder (Lov, Sædvane, Retspraksis) ikke afgør mødende Tilfælde tilfredsstillende, synes det naturlige for en Nutidsbetragtning at være at supplere ell. ændre det bestaaende gennem ny Love ell., saa længe saadanne savnes, at dømme efter Analogi (s. d.) ell. Forholdets Natur (s. d.). Men undertiden, navnlig under ældre Retstilstande, er disse Veje mindre farbare. Man har da grebet til F., og ved at foregive, at andre Kendsgerninger end de virkelige forelaa, har rnan opnaaet mere formaalstjenlige Retsvirkninger end dem, som Retsnormerne egl. dikterede. Karakteristisk er i saa Henseende Romerrettens Udvikling. Allerede gennem den religiøse Kultus var F. indøvet. Religiøse Forskrifter tør aldrig fraviges, selv om deres Fuldførelse i Tidens Løb falder nok saa haardt. Man hjalp sig da i Realiteten og bøjede sig dog for Forskriftens Ord, naar der i St f. Ofringer af Mennesker ell. Husdyr træder Ofringer af Figurer, dannede af Siv, Dejg ell. Voks. Paa Ign. Maade stillede Romerne sig i tidlig Tid over for de nedarvede Love og Sædvaner, der stod med et vist Præg af guddommelig Oprindelse, og hvis Tilsidesættelse for ny Retsregler derfor vilde forekomme dem irreligiøs. Men ogsaa længe efter at det religiøse Moment er forsvundet, bevarer F. sin store Bet. i rom. Retsvæsen; en tilsvarende Rolle spiller den i eng. Ret, ogsaa af helt verdsligt Hensyn. Dette beror ikke blot paa, at Lovgivningsorganet (Folkeforsamlingen, Parlamentet) ofte langtfra gør Fyldest over for Retslivets Udvikling, især paa Formuerettens Omraade; men det skyldes ogsaa ensartede Træk i Folkekarakteren: en stærk Respekt for Lovens Ord forenet med en udpræget Evne og Villie til under Formernes Iagttagelse at lempe Indholdet, deri faktiske Retsudøvelse, efter de vekslende Tiders Behov. Gennem F. kommer Retsudviklingen i Hænderne paa Organer (Prætor, Domstolene), hvis Opgave teoretisk set er begrænset til Retsnormernes Anvendelse; men dertil kommer, at, naar F. benyttes til Ordning af nyopdukkede Livsforhold, er det et forsigtigere, et mere konservativt Middel end ny Lovgivning, fordi F. jo kun er Udtryk for en Analogi fra den ældre Ret og saaledes ordner det ny efter Regler, som allerede er nøje indlevede i Praksis. Af den sidste Grund kan selv Lovgivningen benytte F., saasom naar en lex Cornelia, gaaende ud fra den Regel, at kun den. der dør som fri Mand, kan efterlade gyldigt Testamente, vil gøre det Testamente gyldigt, som er oprettet af en rom. Borger, der senere dør som Slave i fjendtligt Fangenskab, og derfor bestemmer, at han skal betragtes som død i det Øjeblik, han toges til Fange. Og af samme Grund bestaar saadanne F. gennem hele Romerretten som, at den Afdødes Efterladenskaber (hereditas jacens), lige indtil Arvingerne har tiltraadt Arven, behandles, som om Afdøde endnu levede, ell. at det Foster, som senere fødes levende, f. Eks. m. H. t. Arveret behandles som levende Menneske fra Undfangelsesdagen. Men navnlig bliver F. et Middel i Prætor's Haand til at give mange Forhold Klageret, som efter Loven ikke havde det. Saaledes beskytter han en Persons nærmeste Arvinger mod uretfærdige Forbigaaelser i Testamentet, ikke ved at give dem Tvangsarveret i Strid mod rom. Ret, men ved at fingere, at Personen var vanvittig, da han oprettede Testamentet. Paa samme Maade giver han visse godtroende Købere fra en Person, som ikke var Ejer, Retsbeskyttelse ved at fingere, at de har vundet Hævd paa det Købte. Tilsvarende Forhold findes i stor Stil i eng. Retsudøvelse. En bestaaende Ejerklage mod Finderen af ens Ting (action of trover) udvides til en alm. Tilbagesøgningsklage fra den uretmæssige Besidder, idet han fingeres at have fundet Tingen. Skatkammerretten (court of Exchequer) inddrog under sig mange rent civile Sager ved en F. om, at Sagsøgeren, der jo for Skatterne er Statens Skyldner, havde faaet sin Betalingsevne nedsat i saa Henseende, ved at hans Skyldner ikke opfyldte hans Krav. Beslægtet hermed er den Fremgangsmaade, der benyttes, naar et Parlamentsmedlem vil nedlægge sit Mandat. Dette er egl. ugørligt efter eng. Ret; men da den, som udnævnes til Embedsmand, skal underkaste sig Omvalg, opnaas Øjemedet ved, at at han udnævnes til et imaginært Embede (the Stewardship of the Chiltern Hundreds). Ogsaa i andre moderne Retsforfatninger bruges F. i tilsvarende Øjemed, som naar fr. Domstole undertiden er kommet uden om den indtil 1912 gældende haarde Regel, at Moderen til et uægte Barn og Barnet selv ingen som helst familieretlige Alimentationskrav havde paa Faderen, ved at give hende en - efter hendes og Barnets Forhold afpasset - simpel Erstatningsfordring for den hende ved Forførelse ell. andre Misbrug tilføjede Beskadigelse af Stilling og Forhold. Men i øvrigt er F. sjældne i Retsudøvelsen, og saadanne grelle F. som de rom. og eng. er ukendte. Derimod arbejder Retsvidenskaben ofte med F. Gennem F., den jur. Person, finder den dels et videnskabeligt Udtryk for Retssubjektiviteten hos Korporationer, Stiftelser o. a. l. Retsforhold (maaske Aktieselskaber), hvor Rettigheder og Pligter tilkommer en ubestemmelig Mængde Personer under eet; dels drager den derigennem paa mange Punkter en Analogi fra Reglerne for Tilfælde, hvor Retssubjektet er en fys. Person, til de foreliggende blot retlige Enheder. Men ofte benyttes F. paa en Maade, der er af tvivlsom Berettigelse: Videnskaben fingerer en Begrundelse. Opnaas end herved en vis Klassifikation, som ellers maatte savnes, indtil de virkelige - ofte sammensatte og skønsmæssige - Hensyn blev fundne, saa afholdes Videnskaben dog let herved fra at søge og anerkende de sidste. En saadan fiktativ Begrundelse gaves tidligere af Læren om Bevisbyrdens Fordeling. Det sagdes, at man skulde bevise sine positive Anbringender, ikke Rigtigheden af ens Benægtelser; men Spørgsmaalet er netop i første Linie dette, hvad skal hver Part positivt oplyse, og hvor kan han nøjes med at benægte Modpartens Fremstilling (se Bevisbyrde). Navnlig har Villien utallige Gange været anført som Retsgrund, uagtet denne direkte var den objektive Retsorden. Saaledes naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
