Print (PDF) - On this page / på denna sida - Filices ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 17
Filip
Filigrånpapir, Papir med indpressede
netformede Mønstre.
Filioque [-kva] (lat.), »og fra Sønnen«.
Efter Synoden i Tol’edo 589 blev det Skik i den
vesterlandske Kirke at føje disse Ord til1 det
Punkt i det nikænske Symbol, hvor det hedder,
at Helligaanden udgaar fra Faderen, og det
blev godkendt paa Kirkemødet i Aachen 809,
men den gr.-kat. Kirke har aldrig villet
godkende det, fraregnet det lille Mellemspil paa
Koncilet i Firenze. L. M.
Filip (F i l i p p o s), i ny Test.: 1) Tetrarken
Herodes’ (s. d.) Søn. 2) en af Jesu tolv Apostle,
ligesom Peter og Andreas fra Betsaida. Om hans
første Møde med Jesus fortæller Joh. l, 44 ff.
Ellers nævnes han kun enkelte Gange: Joh. 6, 5
ff., 12, 21 ff., 14, 8 ff. 3) en af de i Apostl. Gern.
Kap. 6 omtalte Menighedstjenere; senere
træffer vi ham som »Evangelist«, Forkynder af
Evangeliet, i Samaria (Apostl. Gern. 8, 4 ff.);
ved ham blev den ætiopiske Hofmand omvendt
(Apostl. Gern. 8, 26 ff.); senere finder vi ham
bosat i Cæsarea, hvor Paulus besøgte ham (21,
8 ff.); denne F. er ofte forvekslet med Apostlen
af s. N. (V. O.). J. P.
Filip (gr. F i M p p o s, »hesteelskende«),
Navn paa fl. makedoniske Konger.
1) F. I regerede c. 600 f. Kr. og faldt i en
Krig med Illyrierne.
2) F. II, Grundlæggeren af den makedoniske
Stormagt (382—336 f. Kr.), Søn af Amyntas II,
kom 368 som Gidsel til Theben, hvor han
omgikkes Epameinondas og tilegnede sig gr.
Dannelse. Efter sin Tilbagekomst overtog F. ved
sin Broder Perdikkas III’s Død Regeringen for
sin umyndige Brodersøn Amyntas. Med stor
Dygtighed tilbageslog han Paionernes og
Illyri-ernes Angreb og skaffede sig af med sine
Medbejlere til Tronen, Argaios og Pausanias;
dernæst knyttede han den makedoniske Adel nøjere
til sig og organiserede Hæren, der kom til at
bestaa af den berømte, vel indeksercerede
Fa-ianks og to udvalgte staaende Korpser, den
adelige Hestgarde og en af Lejetropper
.sammensat Fodgarde. Folket overdrog da 359 med
Forbigaaelse af Amyntas Kronen til F., der nu
begyndte den Kamp, som i Løbet af 20 Aar
skaffede Makedonien Hegemoniet over
Grækenland. Til at gennemføre dette besad F.
store Egenskaber: han var en udmærket Orga-
. lüsator og Feltherre, og i diplomatisk Snildhed
viste han, »Barbaren«, sig det gl. Kulturfolk,
Hellenerne, afgjort overlegen; i Valget af sine
Midl’er tog han intet Hensyn. Han anvendte
fl. Gange med Held den Metode at skaffe sig
sin Modstander til Forbundsfælle for senere at
vende sig mod ham, naar Lejlighed gaves; i det
hele udmærkede han sig ved stor
Taalmodig-hed, saa at han ikke uforsigtig begyndte paa
noget nyt, uden at vide sig sikker paa andre
farlige Punkter. Personlig var F. elskværdig
og vindende; han nærede stor Beundring for
gr. Dannelse, men til sine Tider kunde den
makedoniske Raahed træde stærkt frem.
F. vendte sig først mod de gr. Stæder paa
Makedonien« og Thrakiens Kyst; 357 erobrede
han Amfipolis, derpaa Pydna og Poteidaia og
satte sig fast ved det guldrige Pangaios, hvor
han anlagde Fillippoi. 353 ødelagde han
Me-thone, Athens sidste Forbundsstad paa
Make-doniens Kyst, og hjalp derpaa Thessalerne mod
Fokeerne, som han til sidst fuldstændig
besejrede; men Athenerne hindrede ham i at trænge
igennem Thermopylai (352). Nogle Aar efter
angreb han Olynthos, der kun blev svagt
understøttet fra Athen, indtog det (348) og ødelagde
det fuldstændig. Derpaa lykkedes det ham at
opnaa Fred med Athen (346, Filokrates-Freden),
og nu drog han gennem Thermopylai, besatte
Fokis og lod sig tildele Fokeernes Plads i det
amfiktyoniske Raad, hvorved han vandt stor
Indflydelse paa de helleniske Forhold; Athen
maatte finde sig i det skete. Da F. søgte at
udvide sin Magt i Thrakien paa Athens
Bekostning, udbrød Krigen mellem dem igen, og
i den tredie »hellige« Krig mod det lokriske
Amfissa (339) blev F. valgt til Overanfører af
Amfiktyonerne. Da han nu ikke blot indtog og
ødelagde Amfis&a, men satte sig fast i Elateia,
fik Demosthenes Athen og Theben forenede til
Modstand mod Makedonien; men Sl’aget ved
Chaironeia (2. Aug. 338) faldt ud til F.’s Fordel.
En Nationalforsamling i Korinth anerkendte F.’s
Hegemoni og valgte ham til Overanfører i
Krigen mod Perserne (337); men Aaret efter blev
F. ved en Fest i Aigai myrdet af en af sine
Drabanter, Pausanias, som dels vilde hævne en
personlig Krænkelse, dels maaske ogsaa var et
Redskab for F.’s forstødte Dronning Olympias.
Denne havde født ham to Børn, den berømte
Alexander og en Datter Kleopatra; en uægte
Søn af ham var Filip Arrhidaios. (Litt.:
Brückner, »König Philip« [1837]; A.
Schä-f e r, »Demosthenes und seine Zeit« [3 Bd, 2.
Opl., 1885—87]; Schubert, »Untersuchungen
über die Quellen zur Gesch. Philipps II von -M.«
[1904]).
3) F. III, Søn af Demetrios II, (238—179 f.
Kr.), efterfulgte 221 sin Formynder Antigonos
Doson. I de første Aar kæmpede han som
Achæernes Forbundsfælle heldig mod Aitolerne,
indtil der slutte4es Fred 217; 216 sluttede han
Forbund med Hannibal mod Romerne, men
udrettede intet og maatte slutte Fred 205. F.
begyndte da i Forening med Antiochos den
Store en Krig mod Ægypten og Pergamon (203),
og da Attalos .af Pergamon og Rhodierne
paakaldte Romernes Hjælp, udbrød den 2.
makedoniske Krig (200), som efter T. Quinctius
Fla-mininus’ Sejr ved Kynoskefalai (197) endte med,
at F. maatte opgive sine Erobringer, udlevere
sine Krigsskibe, indskrænke sin, Hær til 5000
Mand, udbetale 1000 Talenter og love ikke at
føre nogen Krig uden for Makedonien uden det
rom.. Senats Samtykke. Ny Ydmygelser fra
Romernes Side ophidsede ham til Hævn; men
medens han traf Forberedelser til en ny Krig,
døde han af Sorg over at have ladet sin Søn
og Arving Demetrios henrette, fordi dennes
ældre Halvbroder Perseus falskelig havde
beskyldt ham for Forræderi mod Faderen. K. H,
Filip, Greve af Flandern, Kong Leopold I af
Belgiens yngre Søn (1837—1905), valgtes Febr
1866 til Fyrste af Rumænien, men afslog Tilbudet.
Han ægtede n. A. Prinsesse Marie af
Hohenzollern (f. 1845), Søster til Kong Carol’, som i
Salmonsens Konversationsleksikon. 2. Udg. Bind VIII.
Rentrykt w/n 1918.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
