Print (PDF) - On this page / på denna sida - Filices ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans Sted blev Rumæniens Hersker. Da hans ældre Broder, Leopold II, 1867 mistede sin eneste Søn, blev F. Tronfølger i Belgien. Hans ældste Søn Balduin, f. 1869, døde 1891; den yngre Albert, f. 1875, blev 1909 Konge i Belgien. Af hans Døtre ægtede Henriette (f. 1870) den franske (orléanske) Prins Emanuel, Hertug af Vendôme, og Josefine (f. 1872) Prins Karl Anton af Hohenzollern. E. E. </chapter> <chapter name="Filip"> Filip Arrhidaios, se Arrhidaios. </chapter> <chapter name="Filip I"> Filip I, Konge af Frankrig (1060-1108), f. 1052, besteg Tronen efter sin Fader Henrik I's Død, men overtog først selv Regeringen 1067. Han skildres i Reglen som en doven, dvask og kvindekær Regent, men denne Karakteristik passer egl. kun for hans sidste Regeringsaar, da en overdreven Fedme gjorde ham uskikket til enhver Handling. I sine første 35 Aar var han derimod en ret aktiv Politiker, der var optaget af idelige Kampe med Lensmændene og særlig den mægtigste af disse, Vilhelm Erobreren, af hvis eng.-normanniske Rige han var en erklæret Fjende, og hvis Sønner han gentagne Gange understøttede i deres Kamp mod Faderen, som døde i en Krig mod F. Dennes Bestræbelser for at udvide den kgl. Domæne var dog kun kronede med ringe Held; Monthléry, der laa lige under Hovedstadens Mure, trodsede saaledes i lange Tider alle hans Anstrengelser. F. forskød sin første Hustru, Bertha af Holland, og ægtede 1092 Berthrade af Montfort; som Følge heraf bandlystes han fl. Gange, men ænsede ikke Bandstraalen og var i det hele en ivrig Modstander af Gejstligheden, hvis reformatoriske Planer jo ogsaa rummede en stor Fare for Kongemagten. M. M. </chapter> <chapter name="Filip II August"> Filip II August, Konge af Frankrig (1180-1223), f. Aug. 1165 (han fik sit Tilnavn af denne Maaned). Da han tiltraadte Regeringen efter sin Fader Ludvig VII's Død, troede de nordfranske Vasaller at kunne benytte sig af hans Ungdom og sluttede et stort Forbund mod ham; men F. slog dem alle og ydmygede den mægtigste af dem, Greven af Flandern, der 1186 maatte afstaa Vermandois til Kronen, som ligeledes vandt Amiens og Valois, hvortil F. ved Arv knyttede Artois (1191). Med de engelske Konger af Huset Plantagenet, der ejede tre Gange saa megen fr. Jord som Kongen selv, laa F. i stadig Strid, der kun blev afbrudt ved hans Deltagelse i det tredie Korstog. Han forlod Frankrig 1190, men alt paa Overrejsen tørnede han sammen med Richard Løvehjerte af England, og da Kongerne mødtes ved Akkons Belejring, kom det til aabent Brud mellem dem. Efter at Byen havde overgivet sig (1191), forlod F. derfor det hellige Land og sejlede hjem. I Forening med Johan uden Land benyttede han sig af Richard's Fangenskab til at bemægtige sig fl. af de engelske Besiddelser paa Fastlandet, og som Følge heraf udbrød der efter Kongens Løskøbelse en heftig Krig mellem de to Riger. F. var i det hele den underlegne, men hans Modstander forstod ikke at udnytte de vundne Fordele, og ved Pave Innocens III's Mægling sluttedes der eri 5-aarig Vaabenstilstand. Da Johan uden Land efter Richard's Død besteg Tronen, understøttede F. hans Brodersøn Arthur, og benyttende sig af de akvitanske Vasallers Klage over deres kgl. Lensherre indstævnede han Johan til som Lensmand at møde for Lensretten i Paris (1202). Han mødte ikke, og paaberaabende sig Domstolens Kendelse erobrede F. Normandiet 1203-04 Anjou og Poitou 1204-06 samt Maine og Touraine. F. forstod at bevare det vundne, og da Innocens III 1212 havde erklæret Johan for afsat og overdraget hans Rige til den franske Konge, rustede denne en mægtig Hær for at gøre sine Krav gældende. Johan ydmygede sig imidlertid for Paven og sluttede Forbund med sin Søstersøn Kejser Otto af Tyskland samt Greven af Flandern for at kunne modstaa F., men da Hærene stødte sammen ved Bouvines (27. Juli 1214), vandt Franskmændene en glimrende Sejr, der først bragte den fr. Nationalfølelse ret til af. vaagne. Samtidig kæmpede Simon af Montfort mod Grev Raimond af Toulouse og Albigenserne i Sydfrankrig, der var bandlyste af Innocens III; men Frugterne af denne Kamp, der førtes i F.'s Navn, kom dog først hans Søn til gode. Den store Udvidelse af Domænen maatte paa alle Punkter styrke Kongedømmet over for Adelen og Kirken, og F. var overalt ivrig for at befæste sin Magt. Administrationen omordnedes, og de kgl. Fogder udrustedes med saa stor Magt, at de med Eftertryk kunde træde op mod de overmodige Vasaller. For Borgerstanden viste Kongen stor Omsorg. Han beskyttede Handelen, og utallige er de Privilegier, han udstedte til de opblomstrende Stæder ikke blot paa Kronens, men ogsaa paa Lensmændenes Grund. F. ægtede 1193 Valdemar den Store's Datter Ingeborg, men forskød hende umiddelbart efter Brylluppet og lod Bisperne erklære Ægteskabet for ugyldigt, hvorpaa han giftede sig med en tysk Fyrstinde. Pave Innocens III tog sig senere af den ulykkelige Dronnings Sag og bandlyste 1198 F.; denne gav tilsyneladende efter, men først da Kongen beredte sig til Toget mod England (1213), fik Dronningen officielt sin Stilling tilbage; muligvis har Tanken om Dronningens formentlige Arveret til dette Rige været det afgørende. F. skildres af sin Samtid som en smuk og sjælden vindende Skikkelse; i sin politiske Optræden forenede han stor Handledygtighed og en aldrig trættet Energi med megen Klogskab. <br>(Litt.; Luchaire, Philippe Auguste [1884]; <br>Cartellieri, »Philipp II August, König von Frankreich« [Bd l ff., Leipzig 1899 ff.]; <br>Davidsohn, »Philipp August u. Ingeborg« [1888]). M.M. </chapter> <chapter name="Filip III"> Filip III, den Dristige, Konge af Frankrig (1270-85), f. 3. Apr. 1245, besteg Tronen, efter at hans Fader Ludvig IX den Hellige var død af Pest paa Korstoget mod Tunis; hans første Regeringshandling blev derfor at slutte Fred med Sultanen, hvorefter han vendte tilbage til Frankrig. F., der var meget strengt opdraget, bevarede gennem hele sit Liv en overdreven Fromhed, men var for øvrigt en ubetydelig Personlighed; dygtige Raadgivere, for største Delen en Arv fra Faderen, ledede imidlertid Regeringen og forstod at holde Feudaladelen riede. Hans Onkel, Karl af Anjou, Konge af Neapel, vilde have ham valgt til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
