Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filip III - Filip IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rom. Kejser og udkastede fantastiske Planer
til et stort Korstog, for hvilket F. skulde være
Fører; det besluttedes paa Koncilet i Lyon,
men kom aldrig til Udførelse. F. greb ofte ind
i Forholdene paa den pyrenæiske Halvø; hans
ældste Søn af s. N. ægtede Johanne, Arvingen
til Navarra, hvorved dette Land knyttedes til
Frankrig, og 1276 foretog Kongen et Tog mod
Kastilien. Efter den sicilianske Vesper (1282)
understøttede han Karl af Anjou mod Kong
Peter III af Aragonien, hvem Sicilianerne havde
overdraget deres Ø, men som var blevet
bandlyst og afsat af Paven, der havde givet hans
Rige til F.’s næstældste Søn, Karl af Valois.
I Spidsen for en stor Hær trængte han ned i
Aragonien, men Felttoget mislykkedes, da der
udbrød Pest mellem Soldaterne, og paa
Tilbagetoget døde Kongen selv af denne Sygdom
i Perpignan. Under F., der var gift med
Isabella af Aragonien og senere med Marie af
Brabant, udvidedes 1271 Kronens Domæner med
Poitou, Toulouse, Auvergne, Markgrevskabet
Provence og Venaissin med Avignon, som
Kongen arvede efter sin Onkel Alfons. (Litt.:
Langlois, Le regne de Philippe le Hardi
[1887]).
M. M.
Filip IV, den Smukke, Konge af
Frankrig (1285—1314), foreg.’s Søn, f. 1268. Hans
Karakter er og har til alle Tider været en Gaade,
og det er saare vanskeligt at afgøre, hvorvidt
de vigtige Begivenheder, der skete under hans
Regering, skyldes hans personlige Initiativ ell.
maa henføres til hans Raader. Største Delen
af disse var lavættede »Legister« af sydfransk
Herkomst, snedige og lovlærde Mænd, for hvem
alle Midler var lige gode, blot de førte til
Maalet, og som gennem Studiet af Romerretten
havde indsuget de høje Tanker om Kongedømmets
Magt, der præger hans Regering.
Karakteristisk er det ogsaa for dette Regimente, at
alle de store politiske Aktioner indledes ved
ell. afgøres af en retslig Proces.
F. trak sig ganske ud af de sicilianske og
aragonske Forviklinger, der afgjordes ved en
Kongres i Tarascon (1291), hvorved hans
Broder Karl af Valois gav Afkald paa Aragonien.
De fleste af de store Lensmænd, der tidligere
havde været saa farlige for Kronens Magt, var
nu forsvundne; tilbage var dog bl. a. Kongen af
England i sin Egenskab af Hertug af Guienne
og Greven af Flandern. Kong Edvard I af
England havde beredvillig aflagt Lensed til F.,
men Smaastridigheder mellem de to Kongers
Undersaatter havde ført til alvorlige Rivninger,
og 1295 erklærede F. Krig efter først gentagne
Gange at have stævnet Edvard for sin Domstol
i Paris. Han fandt en Allieret i Skotland og
indledede saaledes den næsten 300-aarige
Forbindelse mellem Frankrig og Skotterne, der
bestod til Marie Stuart’s Dage. Greven af
Flandern sluttede sig til Englænderne, men
disse var i det hele Franskmændene underlegne,
og Krigen endte derfor hurtig ved en Række
Traktater, hvorved alt blev som forhen,
medens det gode Forhold mellem Kongerne
besegledes ved, at Prinsen af Wales ægtede F.’s
Datter Isabella. Kongerne havde gensidig ladet
deres Allierede i Stikken, og F. kastede sig nu
over Flandern, hvis rige Borgerstand villig
sluttede sig til ham, saa at Greven maatte overgive
sig og afstaa sit Land (1300). Men de haarde
Skatter, der udskreves af de fr. Fogder,
opirrede den vindskibelige Befolkning, og
Stæderne rejste sig hurtig mod F., hvis Ridderhær
led et stort Nederlag ved Courtrai (1302).
Senere førtes en lang Række Kampe og
Underhandlinger, uden at Forholdene dog kom ret
i Ro. Ogsaa over for det tyske Rige, der
dengang befandt sig i en sørgelig Tilstand, var F.
paa sin Post og forsøgte at gøre Rettigheder
gældende over for de Dele af Frankrig, der
stod i Lensforhold til Riget. Det lykkedes ham
saaledes at erhverve Lyon, og efter Kejser
Albrecht’s Død (1308) var hans Indflydelse saa
stor, at han endog forsøgte paa at faa sin
Broder, Karl af Valois, valgt til rom. Konge,
hvad der dog ikke førte til noget Resultat. Sin
store Magt havde F. hovedsagelig naaet paa
Pavestolens Bekostning. Bonifacius VIII, der
1294 var blevet valgt til Pave, havde drevet
Kirkens gl. Teorier om Pavedømmets
Verdenssupremati baade over Gejstlige og Verdslige ud
til deres yderste Konsekvenser, og det var til
at forudse, at denne Lære vilde møde den
heftigste Modstand hos det velordnede fr. Monarki,
der ganske hvilede paa et verdsligt Grundlag.
Da Bonifacius ved Bullen Clericis laicos (1296)
forbød at hæve Skat af Gejstlige uden Pavens
Tilladelse, udstedte F. samtidig en Forordning,
der forbød at udføre Guld og Sølv fra Frankrig.
Foreløbig gav Paven efter; men snart kom det
til et nyt Brud, da han beskyldte Kongen for at
have krænket de kirkelige Privilegier og
indstævnede ham til Rom. F. sammenkaldte Rigets
tre Stænder til et stort Møde i Paris (Apr.
1302), og Generalstænderne sluttede sig villig
til hans Paastand om Kongedømmets absolutte
Uafhængighed. Paven svarede herpaa ved i
Bullen Unam sanctam at hævde, at al verdslig
Magt forlenedes af Kirken (Novbr 1302), men da
han truede med at bandlyse Kongen, sendte
denne Nogaret, en af sine Legister, til Italien,
sluttede Forbund, med Bonifacius’ personlige
Fjender, de romerske Colonnaer, overraskede
Paven i Anagni og fangede ham Dagen før
Bandbullens Offentliggørelse (Septbr 1303). Vel
blev han befriet, men han var fuldstændig
knækket og døde kort efter. Hans Efterfølger
Benedikt XI døde alt 1304, og derpaa lykkedes
det F. at faa Ærkebispen af Bordeaux valgt
til Pave som Clemens V (1305). Den ny Pave
blev i Frankrig; han tog fra 1309 fast Sæde i
Avignon, og da han var en baade legemlig og
aandelig svag Mand, beherskedes han ganske
af F., der benyttede sin Indflydelse til at
komme Tempelherrerne (s. d.) til Livs. Efter
Palæstinas Erobring havde Ordenen ganske tabt
sin religiøse Bet., og dens store Rigdomme
fristede Kongen, der benyttede sig af de mange
Rygter om hemmelige Udskejelser inden for
Ordenen til 1307 at lade en Mængde af dens
Medlemmer fængsle og anklage for de kgl.
Domstole. Efter nogen Tids Forløb tog Paven
Sagen i sin Haand, og ved at anlægge
Kætteriproces mod den afdøde Bonifacius VIII tvang
F. Clemens V til at give sit Minde til Ordenens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
