Print (PDF) - On this page / på denna sida - Filip I ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Burgund, f. 1177, d. 21. Juni 1208. Han blev opdraget til Kirkens Tjeneste, som han dog alt forlod 1193; 1196 fik han Hertugdømmet Schwaben og ægtede 1197 Irene (Marie), en Datter af Kejser Isak Angelos af Byzans. Efter Broderen Henrik VI's Død (1197) forsvarede han en Tid lang Frederik II's Sag; men da denne ikke kunde hævdes, samtykkede han i selv at optræde som Familiens Hoved og valgtes 1198 af Stauferne til rom,. Konge. Welferne valgte Henrik Løve's Søn Otto, som anerkendtes af Pave Innocens III, der bandlyste F. (1201), og indtil c. 1203 var denne afgjort Otto underlegen. Fl. Stæder sluttede sig imidlertid til ham, og 1207 erobredes det vigtige Köln, hvorved Borgerkrigen væsentlig var endt; samme Aar løstes han af Bandet og forsonedes snart ganske med Paven. Paa det afgørende Tog mod Otto blev han imidlertid myrdet i sit Telt af Otto af Wittelsbach, en af sine Tilhængere, hvem han havde krænket i en Familiesag. M. M. </chapter> <chapter name="Filip"> Filip af Parma, Infant af Spanien, Søn af Kong Filip V og Elisabeth af Parma, f. 1720, d. 1765. Filip V havde alt en Søn af første Ægteskab, og Moderens Bestræbelser gik derfor ud paa at skaffe sine Sønner Lande og Riger uden for Spanien. 1731 var Mandslinien af Slægten Farnese uddød i Parma, der 1735 var blevet af staaet til Østerrig af Spanien, men ved Freden i Aachen (1748) lykkedes det at erhverve Parma, Piacenza og Guastalla til Don F. Understøttet af sin Minister, Franskmanden Dutillot, herskede han med megen Dygtighed i disse Lande. Jesuiterne blev udviste, Handel og Agerdyrkningen ophjalpes, og F. beskyttede personlig Kunst og Videnskab. M. M. </chapter> <chapter name="Filipens"> Filipens, se Acne. </chapter> <chapter name="Filipepi"> Filipepi, se Botticelli. </chapter> <chapter name="Filippa"> Filippa, dansk Dronning, (1393-1430), var en Datter af den engelske Konge Henrik IV af Huset Lancaster. Denne søgte hende en Brudgom i den unge Erik af Pommern, som 1397 var blevet kronet til Konge over de 3 nordiske Riger, og efter fleraarige Underhandlinger blev man endelig enig; den 13-aarige Prinsesse førtes til Danmark, og Bryluippet fejredes i Lund 26. Oktbr 1406. Ægteskabet blev barnløst; men det er kun uhjemlede Rygter, der vil vide, at det ogsaa har været ulykkeligt, og endog beskylde Erik for at have mishandlet sin Hustru. Tværtimod taler alt for, at han har holdt hende højt i Ære; mens han var paa sin store Udenlandsrejse 1423-25, var Rigernes Styrelse ogsaa lagt i hendes Haand, og hun synes at have hersket med Dygtighed, ligesom hun viste meget Mod, da Hanseaterne 1428 angreb Kbhvn fra Søsiden. F. var lige saa religiøs som sin Fostermoder, Dronning Margrete, og ligesom denne yndede hun særlig Birgittinerordenen, i hvilken hun lod sig indskrive som Lægsøster. Under en Rejse i Sverige døde hun Natten 5.-6. Jan. 1430 i Vadstena Kloster, i hvis Kirke hendes Ligsten endnu ses. (Litt.: »Norsk Hist. Tidsskr.«, 2. Rk. II, 332 [1880]). Kr. E. </chapter> <chapter name="Filippa af Hainaut"> Filippa af Hainaut [-æ'no], eng. Dronning, Datter af Vilhelm den Gode, Greve af Holland og Hainaut, f. c. 1314, d. 1369, ægtede 1328 Kong Edvard III af England, Ægteskabet skyldtes udelukkende politiske Bevæggrunde, og Kongen, hvem hun skænkede 7 Sønner og 5 Døtre, var hende ofte utro. Hun var meget elsket af Folket og skildres som en blid og mild Kvinde, Egenskaber, hun bl. a. lagde for Dagen ved Calais' Overgivelse 1347. Hun beskyttede Froissart og brugte ham 1361-66 til Sekretær. (M. M.). J. L. </chapter> <chapter name="Filippenserbrevet"> Filippenserbrevet, efter den alm. Rækkefølge det 6. af de i vor nytestamentlige Kanon optagne Paulusbreve, er egl. en Takkeskrivelse fra Apostlen til Menigheden i Filippi, fordi denne gennem sin Udsending Epafroditos har tilstillet ham en Understøttelse. Indholdet er dog temmelig forskelligartet. Efter Sædvane begynder Paulus med en Tak til Gud for Læsernes kristelige Standpunkt (1, 3-11), fortæller om Evangeliets Kaar i hans egne Omgivelser (1, 12-18) og hans Forventning om snart at komme fri af Fangenskabet for atter at kunne besøge Menigheden (1, 19-26) og formaner til at holde ud under Trængsler og bevare den samme Kærlighed til hverandre indbyrdes som den, der bragte Jesus Kristus til for Menneskers Skyld at paatage sig en ringe Tjeners Skikkelse (1, 27-2, 18); han stiller i Udsigt at ville sende Timotheos til dem (2, 19-24) og anbefaler Epafroditos, som efter en overstaaet Sygdom har ønsket at rejse hjem (2, 25-30). Med Beg. af Kap. 3 gør Apostlen Tilløb til at slutte Brevet, men gaar i Stedet over til en meget skarp Advarsel mod jødiske ell. jødekristelige Agitatorer, i Modsætning til hvilke han opstiller sin egen Person og Forkyndelse som Normer for den sunde Kristendom (3, 2-4, 1). Efter en Række Slutningsformaninger (4, 2-9) og en Taksigelse for de Gaver, Menigheden har sendt (4, 10-20), ender Brevet som. sædvanligt med Hilsener og et Velsignelsesønske (4, 21-23). - Affattelsestiden maa falde under Paulus' toaarige Fangenskab i Rom, og nærmere bestemt henimod Slutn. af dette (ɔ: c. Aar 60); thi Apostlen imødeser nu Afslutningen paa sin Proces (1, 18 ff.) og har i Verdenshovedstaden allerede opnaaet betydelige Resultater af sin Forkyndervirksomhed (1, 12 ff.). Hypoteserne om, at Brevet skulde være skrevet fra Kæsarea, maa betragtes som ganske forfejlede. - Man har undertiden betvivlet, at Paulus virkelig var Forfatteren, fordi der i 1, 1 nævnes Biskopper og Diakoner, og i 2, 5 ff. skulde findes Spor af den Valentinianske Griosis; men dette sidste beror paa en Misforstaaelse, og »med Tilsynsmænd og Menighedstjenere« kunde være en senere Interpolation; i Nutiden er da ogsaa Brevets paulinske Autenti saa godt som alm. anerkendt. - Integriteten er derimod omstridt. Den før omtalte uformidlede Overgang til en ganske ny Tanke i 3, 2 betragtes nemlig undertiden som Vidnesbyrd om, at vort nuv. Brev er sammenføj et af to opr. selvstændige Skrivelser, og man finder denne Opfattelse bestyrket ved, at Polykarp i sit Brev til Filippensermenigheden (Kap. 3) omtaler, at den har fl. Breve af Paulus; dog, dermed kunde være sigtet til nu tabte ell. maaske snarere til de to Thessalonicenserbreve, og det er vistnok det sandsynligste, at Paulus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
