Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filippenserbrevet - Filippides - Filippika - Filippine - Filippinerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i 3, 2 først efter nogen Tids Afbrydelse
genoptager Arbejdet med Brevets Affattelse, og
da mulig i Advarslen mod Vranglærerne tager
Hensyn til Efterretninger, som han i
Mellemtiden har faaet fra Filippi. (Litt.:
Kommentarer paa Tysk af E. Haupt [1902], von
Soden [1906], P. Ewald [1908] og M.
Dibelius [1911]; paa Engelsk af Lightfoot
[1908; overs. paa Dansk]).
H. M.
Filippides, en athenisk Hurtigløber, som
490 f. Kr. sendtes til Sparta for at bede om
Hjælp mod Perserne. I visse Haandskrifter af
Herodot kaldes han Feidippides (s. d.), hvad
der maaske gaar tilbage til en Folkevittighed.
K. H.
Filippika. en voldsom og lidenskabelig
Tale; Benævnelsen skriver sig fra de 9 (8)
Taler, hvori Demosthenes med stor Kraft
bekæmpede Filip af Makedonien. Cicero bruger
i et Brev (dog af omtvistet Ægthed) Udtrykket
F. om sine (14) Taler mod Antonius, og denne
Betegnelse har senere holdt sig og findes f. Eks.
hos Juvenal.
K. H.
Filippine (fr.), Hukommelsesleg, der gaar
ud paa, at 2 Mennesker aftaler en Tid, paa
hvilken de skal hilse hinanden med Ordet F.
Den, der glemmer Aftalen, skal give den anden
en Gave. F. spilles i Reglen, naar man finder
en Tvillingnød ell. -mandel, og Parterne spiser
da hver sin. Ordet skriver sig rimeligvis fra
tysk »Vielliebchen«, forfransket til F.
Filippinerne, Øgruppe SØ. f. Asiens
Fastland, tilhørende Amerikas forenede Stater, har
et Areal af 309614 km2 med en Befolkning, som
af de Forenede Staters statistiske Bureau
anslaas til (1911) 8368000. Da imidlertid en Del
uciviliserede og lidet kendte Stammer i det Indre
af Øerne, som ikke blev talt ved sidste
Folketælling (1903), rimeligvis er anslaaet for lavt,
er det sandsynligt, at Folkemængden er c. 8,6
Mill. F. bestaar af 3141 større og mindre Øer
og ligger mellem det sydkinesiske Hav og det
Stille Ocean. Nordligst ligger Luzon, den
største af Øerne (109206 km2), hvorfra
Camarines-Halvøen strækker sig mod SØ., og fortsættes
af Øerne Masbate, Samar og Leyte. V. f. disse
Øer ligger Mindoro, Panay, Negros, Cebú og
Bohol, og længst mod Syd afsluttes Gruppen
af Mindanao (97968 km2). V. f. Mindoro
skærer det dybe Mindoro-Stræde sig ind mellem
Øerne. Paa den anden Side Strædet begynder
en langstrakt Ryg, som strækker sig ned til
Borneos Nordspids og bærer Calamianes-Øerne
og Palavan. Fra Vestspidsen af Mindanao
strækker sig ligeledes en Ryg over mod Borneo,
og paa denne ligger Basilao og Joló Øerne (Sulu
Øerne), adskilt fra Borneo ved en 366 m dybe
Sibutu-Passage. Mellem Joló Øerne og Palavan
ligger den indtil 4663 m dybe Joló Sø, S. f. Joló
Øerne og Mindanao Celebes-Søen.
Terræn. Gennem det nordlige Luzon
strækker sig mod V. Cordillera del Norte med
Tonglon (2260 m) og Pacsan (2234 m), derpaa følger
Rio Aguns og Rio Chicos Dale og endnu en
Kæde med Amuyao (2500 m), derefter den brede
Slette, som gennemstrømmes af Rio de Gagayan,
og langs Østkysten Sierra Madre med Monte
Moises (1283 m). Paa Mellem-Luzon strækker
Sierra de Zambales (Pinatubo: 1840 m) sig
langs Vestkysten, og Ø. herfor breder sig et
Lavland fra Ligayen-Bugten til Manila-Bugten.
Bjergene langs Østkysten naar ikke over 1200
m. SØ. f. Manila-Bugten ligger de store Søer
Laguna Bay og Laguna de Taal. Ved Sydkysten
af Bay-Søen ligger fl. udslukte Vukaner; i
Taal-Søen den virksomme Vulkan Taal (260 m).
Camarines-Halvøen er meget rig paa Vulkaner.
Her ligger tæt ved hverandre de tre virksomme
Bulusan (1500 m), Bacon og Albay (2715 m) og
to udslukte Isarog (1970 m) og Labot (1552 m).
Samar er fri for Vulkaner; paa Leyte ligger
Monte Sacripane (1190 m). De højeste Punkter
paa de vestlige Øer er Holcon (2702 m) paa
Mindoro, den virksomme Malaspina (2497 m)
paa Negros, Madiaas (2180 m) paa Panay. Paa
Mindanao strækker sig tre Kæder fra N. til S.
I den østlige Kæde ligger Urdaneta (1894 m).
V. f. denne Kæde følger Lavlandet mellem
Davao-Bugten og Butuan-Bugten, i hvilken Rio
Agusan falder ud. Det højeste Punkt i
Midterkæden er Apo (3300 m). I Lavlandet V. f.
denne Kæde ligger Liguasan-Søen og
Buluan-Søen, hvis Afløb Rio Pulangui gennembryder
Vestkordilleren og falder ud i Illana-Bugten.
Den vestlige Kæde bøjer mod NV. ud i
Sibuguey-Halvøen. Dens højeste Punkt er Malindang
(2647 m). Undergrunden paa F. bestaar
overvejende af Granit, Gnejs, Talkskifer, Serpentin
og Gabbro. Derover ligger Kalksten og
kulførende Sandsten og tertiær Kalk. Hertil kommer
vulkanske Bjergarter. Vulkanudbrud finder ofte
Sted, og Jordskælv er hyppige. Klimaet er
tropisk. I Manila er Januar koldest med 25°
i Middel, Maj varmest med 28,6° i Middel.
Middelekstremerne er 17,1° og 36,3°. Paa flere
Stationer indtræder i Septbr og Oktbr en svag
Stigning af Temp., saaledes at Aaret faar to
Temperaturmaksima. I Vinterhalvaaret er
NØ.-Passaten den hyppigste Vind, om Sommeren
Monsunen, der mod S. kommer fra SV., N. f.
15° n. Br. mere fra S. Ved Monsunskifterne,
særlig om Efteraaret, optræder ofte heftige
Hvirvelstorme (baquios), som kan foraarsage
stor Skade. Regnmængden er stor. Dens
Fordeling paa Aaret er dog forsk. efter de enkelte
Steders Eksposition for de herskende Vinde.
Vestkysten af Luzon, Mindoro og Panay saavel
som Sletterne i det Indre af Luzon har saaledes
en vel udpræget Tørtid under Passatens
Herredømme, Østskraaningerne faar derimod megen
Regn med Passaten og har kun en lidet
udpræget regnfattig Tid om Foraaret. Mindanao
har Regnen temmelig jævnt fordelt over Aaret.
I Manila har Aaret i Gennemsnit 192,7 cm Regn,
Decbr—Apr. er regnfattige. I Aparri, paa
Nordspidsen af Luzon, falder aarlig 214,6 m, Marts
og Apr. er regnfattige. Plantevækst. Paa
udyrket Jord breder sig den tropiske Regnskov
næsten overalt. Kun i Lavlandet ved
Vestkysten er løvfældende Træer overvejende i
Skovene. Floraen slutter sig til de øvrige
ostindiske Øers, men henimod en Fjerdedel af
Arterne er ejendommelige for Øgruppen. Af
Interesse er Forekomsten af to Arter Fyr (Pinus
Merkusii og insularis). Meget talrige er
Bregner, Orchidéer, Bælgplanter, Palmer og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
