Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filodemos - Filoktetes - Filolaos - Filolog - Filologi - filologisk Eksamen - filologisk-historiske Samfund, Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var Tilhænger af Epikurs Filosofi, som han
behandlede i talrige Skr., mest af populariserende
etisk Indhold, og dyrkede desuden Retorik
og Poesi. Af hans glatte, undertiden en Smule
slibrige Epigrammer er nogle bevarede i den
byzantinske Antologi og af hans Skrifter fandtes
ved Udgravningen af Herculaneum ikke mindre
end 36 Bøger i et Bibliotek; de skrøbelige
Papyrusruller var dog ikke alle saa vel bevarede,
at de fuldstændig lod sig tyde. Disse Skr, der
mest behandler etiske Spørgsmaal og Retorik,
er af Vigtighed for vort Kendskab til den
epikuræiske Filosofi, navnlig fordi Epikur’s egne
Skr næsten ganske er gaaede tabt.
W. N.
Filoktetes, gr. Heros, bekendt som en
udmærket Bueskytte. F., Søn af Poias, Konge
over Malierne ved Oita i Thessalien og
Demonassa, gik med 7 Skibe mod Troja, men blev
paa Lemnos ell. paa en lille Ø, Chryse, ved
Lemnos bidt af en Slange og efterlodes her
p. Gr. a. Saarets utaalelige Lugt. Ifølge Homer
slap han herfra hjem; men ifølge den flg. Tids
Digtere kom F., der skildres som Herakles’
Vaabenbroder, til at spille en vigtig Rolle ved
Trojas Fald. F. havde nemlig antændt det Baal,
paa hvilket Herakles paa Oita lod sig opbrænde,
og havde til Belønning faaet hans Bue og hans
aldrig fejlende, forgiftede Pile. Et Orakel
forkyndte nu, at Troja ikke kunde vindes uden ved
Herakles’ Pile. Derfor sendtes i det 10. Aar af
Belejringen Odysseus og Diomedes (ifølge Sofokles
Neoptolemos) til Øen, hvor F. havde fristet en
sørgelig Tilværelse, og bevægede F. til at følge
dem til Troja, hvor han helbredtes af Machaon
under en dyb Søvn, som Apollon havde
paasendt ham. F. fælder nu Paris, og Troja
indtages. Senere Digtere lader F. paa sin
Hjemrejse komme til Italien og der grunde Petelia
og Krimissa. En Tragedie af Sofokles om F.
er bevaret, hvorimod de to, som Aischylos og
Euripides har forfattet om samme Emne, er
tabte. (Litt.: Milani, Il mito de Filottete
[Firenze 1879]).
V. S.
Filolaos [gr. -↱lola.-], gr. Filosof, 5. Aarh.
f. Kr., tilhørte den pytagoræiske Skole i Kroton
i Syditalien, men blev tillige med sine Fæller
fordrevet herfra og drog til Grækenland, hvor
han i en Aarrække levede og lærte i Theben,
indtil han atter vendte tilbage til sit Hjemland,
hvor han døde, antagelig i Tarent. Gennem sine
Disciple kom han til at øve en ikke ringe
Indflydelse paa Platon og har derved faaet stor
hist. Bet., men det er efter Overleveringens
Karakter ikke let at afgøre, paa hvilke
Punkter F. er skabende, og hvor han blot fører de
gl-pytagoræiske Traditioner videre. Hans Lære
havde den samme dobbelte Karakter af religiøs
Mystik og videnskabelig Forskning, som er
ejendommelig for Skolen; af Livets Fængsel
er den eneste Befrielse den rationelle
Tænkning, som fatter Tilværelsens Væsen, hvis
Grundprincip er Tallet. Som andre
Pytagoræere paavirkedes F. af den berømte Lægeskole i
Kroton til ogsaa at dyrke medicinske Studier,
og hermed staar Læren om Sjælen som
Legemets Harmoni i Forbindelse. Vanskeligst er
det at blive klar over F.’s kosmologiske
Opfattelse, og det er tvivlsomt, om det er med
Rette, man tillægger ham Læren om
Centralilden i Universets Midte og en til vor Jord
svarende Klode, »Modjorden«. F. var den
første Pytagoræer, der gav Læren litterær Form,
men af hans Skr er kun Brudstykker bevarede,
og endda er disses Ægthed tildels meget
tvivlsom.
W. N.
Filolog, Dyrker af Filologi.
Filologi, af gr. φιλολογία, hvis opr.
Betydning var »Kærlighed til Tale«, d. e. til
filosofiske Undersøgelser; først de alexandrinske
Lærde brugte Ordet om Beskæftigelse med
Fortidens Litt.: i Renaissancetiden blev det den
specielle Betegnelse for videnskabeligt Studium
af det gr. og rom. Aandsliv, de »klassiske«
Litteraturer og Sprog, og udelukkende i denne
Forstand brugtes Ordet indtil den nyeste Tid.
I 19. Aarh. har man derimod tillagt det fl.
forskellige Betydninger. For det første bruger
man det om Lingvistik, Sprogvidenskab,
saaledes at f. Eks. »komparativ F.« betegner
det samme som sammenlignende (hist.)
Sprogvidenskab. For det andet bruges det om hist.
Studium af Litt. (særlig ældre Litt.);
F. taget i denne Bet. har da som Hovedopgaver
dels ved kritisk Behandling af de paagældende
Litteraturværker saa vidt muligt at bringe dem
tilbage til deres opr. Skikkelse, dels ved
Fortolkning (Hermeneutik) at belyse deres
Indhold; Studiet af Sproget, den almindelige
Historie, Samfundsordningen (»Antikviteter«),
Mytologi, Kunst, Litteraturhistorie m. m.
betragtes da som Hjælpemidler til Teksternes rette
Forstaaelse. Ifølge en tredie Opfattelse er F.
det samme som Oldtidskundskab ell.
»Indbegrebet af de Kundskaber, som belærer os
om de gl. Folks politiske, videnskabelige og
religiøse Liv, deres Sprog, Kunst, Videnskab,
Sæder, Religion og Nationalkarakter«. F. som
Studium af Folkenes aandelige Liv er i Nutiden
ikke indskrænket til alene at angaa Grækerne
og Romerne (»klassisk F.«); der gives nu lige
saa vel en indisk, semitisk, slavisk, germansk,
nordisk, romansk F. m. fl.
V. D.
filologisk Eksamen, se
sproglig-historisk Embedseksamen.
filologisk-historiske Samfund, Det, i
Kbhvn, blev stiftet 10. Oktbr 1854 af 21, mest
yngre, danske Filologer med det Formaal hos
Medlemmerne at fremme Videnskabelighed i
filologisk-historisk Retning. Det virker væsentlig
ved Afholdelse af Møder, i Reglen to om
Maaneden, med Foredrag af Medlemmerne. Siden
1872 udsætter det endvidere to Gange om Aaret
filologiske Prisopgaver. Endelig har det udfoldet
en ikke ringe Udgivervirksomhed. I 1879
udgaves i Anledning af dets 25aarige Bestaaen et
Mindeskrift med Afh. af Medlemmer, 1887
Opuscula philologica, 1897 C. P. Christensen
Schmidt’s Overs. af Apollonios’ Argonautertoget,
og siden 1891 udgives aarlig et Bd af »Studier
fra Sprog- og Oldtidsforskning«. Som
Manuskript for Medlemmerne er der, opr. aarlig,
senere med nogle Aars Mellemrum, trykt en
»Kort Udsigt« over Samfundets Virksomhed.
Samfundets første Formand var den senere
Rektor Carl Berg, dets Sekretær K. J. Lyngby;
senere var Museumsinspektør, Dr. phil. Chr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
