- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
34

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - filologisk-historiske Samfund, Det - Filomele - Filomusehetæri - Filon - Filon

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Jørgensen i 40 Aar (1875—1915) Formand. Det
har f. T. c. 200 Medlemmer.
H. H. R.

Filomele (gr.: »Nattergal«), efter gr. Sagn
Datter af Pandion, Konge i Athen, og Søster til
Prokne, hvem Faderen havde givet i Ægte til
Thrakcren Tereus, der var kommet ham til
Hjælp i en Krig. Men da Tereus var heftig
forelsket i F. og fik hende i sin Magt, afskar
han hendes Tunge, for at hun ikke skulde røbe
en Forbrydelse, han havde begaaet mod hende.
Men F. fandt Lejlighed til at indvæve en
Meddelelse derom i et Stykke Tøj, som hun
sørgede for kom Søsteren i Hænde. I Harme over
Tereus’ skammelige Færd hævnede Søstrene sig
ved at dræbe dennes (og Prokne’s egen) Søn
Itys, som de satte for Faderen, tilberedt som
Spise. Søstrene flygtede, men forfulgtes af
Tereus; de bad nu Guderne om Hjælp og
forvandledes til Fugle, F. til en Nattergal, Prokne
til en Svale (efter andre omvendt). Man
fortæller ogsaa, at Tereus forvandledes til en
Hærfugl og Itys til en Fasan.
V. S.

Filomusehetæri (gr.), Forening af
Musevenner ell. Musernes Venner, et Selskab, der
stiftedes 13. September 1813 i Athen i nationalt
Øjemed, særlig med det Formaal at fremme
Kendskab og Kærlighed til Grækenlands
historiske Minder og Oldtid. F. blev en Forgænger
for Filike-Hetæriet (se Hetæri) og derved
en Forberedelse for Grækernes nationale
Rejsning.
V. S.

Filon, gr.-jødisk Filosof (c. 25 f. Kr.—c. 50
. Kr.) var f. i Alexandria og tilhørte den der
boende store jødiske Menighed, bl. hvis
fornemme og ledende Mænd han var, og paa hvis
Vegne han deltog i en Sendefærd, der skulde
tale det forfulgte Folks Sag hos Kejser Caligula;
om hans Liv er os i øvrigt intet bekendt. F.
havde grundigt studeret sit Folks hellige Skr
og hele lærde Overlevering, men besad tillige
dyb Indsigt i den gr. Filosofi og gr. Aandsliv
i det hele, hvoraf han, som alle alexandrinske
Jøder var stærkt paavirket. Han søgte at
tilegne sig Grækernes aandelige Ejendom ikke
blot for sig selv, men for sit Folk, idet han
hævdede, at Resultaterne af hines Tænkning
ogsaa var at finde i de jødiske hellige Bøger,
om man forstod at læse dem ret, og Metoden,
han anvendte for at paavise dette, var den
allegoriske Fortolkning navnlig af Mosebøgerne,
om hvis Forstaaelse største Delen af hans
talrige — alle paa Græsk aflattede — Skr handler.
Ligesom F. i denne sin Metode foruden af
jødiske Forgangere ogsaa var stærkt paavirket
af Stoikerne, saaledes optog han ogsaa i selve
sin Tænkning talrige Elementer baade fra dem
og fra andre gr. Filosoffer, navnlig
Nypytagoræerne og Platon, og i mindre Grad fra
Aristoteles. Grundtanken i Filon’s Filosofi var den
dybe Erkendelse af Menneskets Synd og
Afmagt, af dets fuldstændige Mangel paa Evne
til ved egen Kraft at gøre det Gode, at dets
Maal var Tilnærmelse til og Forening med Gud,
og hans Lære vilde derfor intet andet end give
Anvisning paa, hvorledes dette skulde blive
muligt; han anbefaler vel at studere baade de
andre gr. Videnskaber og Filosofien, men kun
som Forberedelse og Indøvelse til Teologien,
Erkendelsen af Gud, som han renest og klarest
har aabenbaret sig gennem Jødernes hellige
Lovbøger. Gud er det absolutte, som er overalt
til Stede og virkende, hævet over alle
Egenskaber, og som derfor ikke kan betegnes
ved noget Navn og ikke beskrives; kun at Gud
er til, kan vi sige, ikke hvad Gud er, og strengt
taget er altsaa ingen Erkendelse mulig. Disse
negative Bestemmelser fastholder F. dog ikke
konsekvent, idet han tillægger Gud som det
absolutte Væsen alle gode Egenskaber i absolut
Renhed og ad denne Vej søger at skabe den
Forbindelse mellem Gud og Mennesker, som
var hans Maal. Gud har skabt Verden, men
kunde ikke direkte komme i Berøring med
Materien, og der opstilles derfor, under
Indflydelse af de platoniske Ideer, Stoikernes
virkende Aarsager og jødiske Teorier om Engle
og gr. Dæmonologi en Lære om de guddommelige
Kræfter, der paa een Gang er Guds Tanker
og deres Virkninger og selvstændige Væsener,
der udfører Guds Villie i Verden. Af Godhed
skaber Gud Verden, ved Magt behersker han
den, men af alle Guds Kræfter er Fornuften
(Logos) den vigtigste, paa engang identisk med
Guds egen Visdom og det Sendebud, der
bringer den guddommelige Fornuft til Menneskene
og gør det muligt for dem at hæve sig over
den Materie, hvortil deres Legemer drager dem
ned. I Forklaringen af Forbindelsen mellem
Legeme og Sjæl kan F. ikke frigøre sig for
Stoikernes materialistiske Lære om
Sjælesubstansen, skønt han stræber at fastholde
Dualismen i den menneskelige Natur. Nogen egl.
Psykologi giver han ikke, men indfører baade
stoiske og platoniske Bestemmelser uden at
forene dem, og Sjælens Frigørelse fra Sansningens
Indflydelse var den alt overvejende Hovedtanke,
der førte bort fra Undersøgelser af
Erkendelsens Væsen og Virken. Jo mere fuldkomment
denne Frigørelse lykkes, jo klarere erkendes
de guddommelige Kræfter, og F. hævder, i Strid
med sine egne Bestemmelser af Gud, at det
er muligt for Menneskesjælen at hæve sig til
ren Erkendelse af Gud selv, og forklarer dette
saaledes, at Gud hæver Mennesket op til sig
gennem Ekstasens Lys. Menneskets Evne er
saaledes ringe, ell. konsekvent egl. ganske
betydningsløs, men F. giver dog en Række
praktiske etiske Bestemmelser, der væsentlig
hentes fra den græske, navnlig den stoiske Filosofi,
foruden fra den jødiske Lov; Frihed for alle
Affekter og udelt Arbejde paa moralsk
Forbedring uden Forstyrrelse af det ydre Livs
Indgriben er den Vises Opgave. Deltagelse i
offentligt Liv kun i Nødsfald tilladt. F.’s Lære øvede
stor Indflydelse baade paa den ældste kirkelige
Tænkning og paa den nyplatoniske Filosofi.
Hans Værker, hvoraf kun en ringere Del er
tabt, udgives af Cohn og Wendland (Berlin
1896—1915), endnu ikke afsluttet. (Litt.: J.
Drummond
, Philo Judæus [London 1888];
E. Bréhier, Les idées philosophiques et
religieuses de Ph. d. Al.
[Paris 1908]).
W. N.

Filon fra Larisa (i Thessalien), gr.
Filosof, Kleitomachos’ Discipel og Efterfølger som
Leder for den akademiske Skole, grundlagde
det saakaldte 4. Akademi. I den første

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:40:47 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0048.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free