Print (PDF) - On this page / på denna sida - Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hele, der ikke rummer Modsigelser, at den er klart og tydeligt fremstillet, at den hviler paa et omfattende Erfaringsgrundlag, at der gøres nøje Rede for, hvor vidt de logisk bindende Beviser for de enkelte Paastande rækker. Trangen til, uden videnskabelig Berettigelse, at hævde det som sandt ell. virkeligt, der staar som værdifuldt, synes næsten uovervindelig. Da denne Trangs Indhold til en vis Grad karakteriserer den enkeltes Personlighed, er der her en Faktor, der giver hver Filosofs Anskuelser et personligt Præg; en anden Faktor fremkommer ved, at der for den enkelte altid er særlige Grupper af Erfaringer, som staar ham nærmere end andre, og som derfor kommer til at faa en overvejende Indflydelse paa hans Anskuelser. Da den omtalte Trang i Religionen faar forholdsvis frit Spillerum, og da der ofte for det enkelte Menneske er forbundet Værdier med den Tradition, som han gennem Samfundslivet har optaget i sig, medfører dette, at Filosofier Gang paa Gang forsøger at forsone F. med Religionen og i det hele med det traditionsmæssige, idet der dog samtidigt udøves en vis udrensende Kritik. Undertiden kan imidlertid denne Trang føre til skarp Strid mod Religionen og mod herskende Meninger og Sædvaner, fordi man er overbevist om, at de skader det, man anser for det værdifulde. Det er den videnskabelige F.'s Opgave at kæmpe mod denne Trang, men for Aandslivet i sin Helhed er det maaske godt, naar denne Trang trods alt uvilkaarligt gør sig gældende. Naar F. undertiden kaldes Videnskabernes Videnskab, kan dette maaske opfattes som en Ærestitel hidrørende fra de betydningsfulde Emner, den giver sig af med, og det kan ogsaa skyldes, at Erkendelseslæren ved at omhandle al Erkendelse tillige omfatter Læren om den videnskabelige Erkendelse og saaledes bliver Videnskab om Videnskab og bl. a. giver sig af med de sidste Grundsætninger, hvorpaa al anden Videnskab (logisk) hviler, samt med Forholdet mellem de enkelte specielle Videnskaber; endelig kan denne Betegnelse hidrøre fra, at man opfatter Kosmologiens Opgave som den at give et samlet Billede af de øvrige Videnskabers Resultater. Det diskuteres undertiden, om F.'s Historie hører med til selve F. ell. ikke. Dersom man (som Hegel) antager, at der i den Forstand er en filos. Udvikling, at det ene Tankesystem nødvendigvis maa føre over til det følgende, og at Udviklingen slutter med et endeligt og fuldgyldig rigtigt System (nemlig ens eget), da indgaar F.'s Historie sikkert som et Hovedomraade i F. Mere tvivlsom stiller Sagen sig, naar rnan mener, at der i F.'s Historie ikke er andet Sammenhæng, end at de efterfølgende Filosoffer bygger videre paa ell. kritiserer deres Forgængere, og at visse Filosoffer lader sig ordne i Gruppe, fordi de har visse Anskuelser fælles ell. særligt er optagne af visse Problemer, samt at en Tidsalders F. ikke lader sig forstaa ud fra den forudgaaende F. alene, fordi den i udpræget Grad er afhængig af den samtidige religiøse, sociale og videnskabelige Situation. Det er en Ejendommelighed for de filos. Studieomraader, f. Eks. i Modsætning til Kemien, at det kan have den allerstørste Bet. for ens eget Arbejde at fordybe sig i de betydeligste af Fortidens Forskeres Værker; disse har da netop ikke historisk, men aktuel Interesse.Den europæiske Filosofis Historie.
Græsk F.'s Begyndelse falder sammen med begyndende gr. Videnskab. En velbegrundet, tilfredsstillende Fremstilling af den ældste gr. F. tillader den mangelfulde Overlevering ikke; det viser sig at være vanskeligt at undgaa en uberettiget Vurdering og Udlægning ud fra det, man selv mener er rigtig F. ell. gældende Naturvidenskab. Den almenmenneskelige Trang til at finde noget forholdsvis enkelt og overskueligt »det egl. værende« bag den tilsyneladende Mangfoldighed, fremtræder saa tydeligt, fordi den giver sig saa vilkaarlige og fantastiske Udslag. Thales, Anaximander, Anaximenes, der alle var fra Milet og levede i 6. Aarh. f. Kr., antog henh., at Vand, et rummeligt, ubegrænset, evigt og evigt bevæget Stof samt noget, der symboliseres ved Benævnelsen Luft, var det, af hvilket alt bestod og var opstaaet. Pythagoras, f. c. 570 f. Kr. d. efter 496 f. Kr., mente, at Tingenes Væsen bestod i Tal. Xenofanes, f. c. 565, d. efter 473 f. Kr., satte det egl. værende lig Gud. Da det bedste kun kan være eet, findes der kun een saadan Gud, der helt er Tænken og er eet med Verdensaltet. De gængse Gudeforestillinger kritiseredes; kunde Køerne male, vilde de fremstille Guderne i Køers Lignelse. For Heraklit, f. c. 544 f. Kr., var Enheden det fælles Præg af stadig Foranderlighed, som alt, trods Sansernes Vidnesbyrd, var underkastet; dernæst var Enheden - idet dette Præg symboliseres som Ild, den guddommelige Ild, der blev til eet med Verdenssjælen, Loven ell. Fornuften - lig denne altbeherskende Fornuft ell. Gud. Parmenides fra Elea, f. c. 540 f. Kr. ell. c. 515 f. Kr., knyttede sig til Xenofanes; han synes til Dels at have bestemt det egl. værende ud fra det værendes Begreb. Til ham sluttede den mellem 25 og 40 Aar yngre Zenon sig, der ved en Rk. dybsindige Paradokser søgte at støtte Læren om, at det egl. værende ikke kunde være en Mangfoldighed, og at der ikke kan tilkomme det Bevægelse. Empedokles, f. c. 492 f. Kr., d. c. 432 f. Kr., mente, at alt bestod af Ild, Vand, Luft og Jord, de fire Elementer. De bevægende Kræfter var Kærlighed og Had. For Anaxagoras, f. c. 500 f. Kr., d. c. 427 f. Kr., var Urstoffet en Blanding af talløse Smaadele af alle Arter. Dette Urslof sattes i Bevægelse af Fornuften (Nus), der hos ham har en stoflig Karakter og kan bruges til at forklare det hensigtsmæssige i Verden. For Demokrit, f. c. 470 ell. 460 f. Kr., d. som c. 100-aarig, findes der i Virkeligheden kun tomt Rum og Atomer, der bevæger sig i dette; Sansekvaliteterne udtrykker kun den Maade, vi paavirkes af Tingene. Han kan betragtes som Grundlægger af den, for den senere Naturvidenskab saa betydningsfulde, mekaniske Naturopfattelse. En i Tiden efter Perserkrigene fremtrædende Trang til Oplysning søgte omrejsende Lærere, de saakaldte Sofister,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
