Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hele, der ikke rummer Modsigelser, at den er
klart og tydeligt fremstillet, at den hviler paa
et omfattende Erfaringsgrundlag, at der gøres
nøje Rede for, hvor vidt de logisk bindende
Beviser for de enkelte Paastande rækker.
Trangen til, uden videnskabelig Berettigelse,
at hævde det som sandt ell. virkeligt, der staar
som værdifuldt, synes næsten uovervindelig. Da
denne Trangs Indhold til en vis Grad karakteriserer
den enkeltes Personlighed, er der her
en Faktor, der giver hver Filosofs Anskuelser
et personligt Præg; en anden Faktor
fremkommer ved, at der for den enkelte altid er
særlige Grupper af Erfaringer, som staar ham
nærmere end andre, og som derfor kommer
til at faa en overvejende Indflydelse paa hans
Anskuelser. Da den omtalte Trang i
Religionen faar forholdsvis frit Spillerum, og da der
ofte for det enkelte Menneske er forbundet
Værdier med den Tradition, som han gennem
Samfundslivet har optaget i sig, medfører dette,
at Filosofier Gang paa Gang forsøger at
forsone F. med Religionen og i det hele med det
traditionsmæssige, idet der dog samtidigt
udøves en vis udrensende Kritik. Undertiden kan
imidlertid denne Trang føre til skarp Strid
mod Religionen og mod herskende Meninger og
Sædvaner, fordi man er overbevist om, at de
skader det, man anser for det værdifulde. Det
er den videnskabelige F.’s Opgave at kæmpe
mod denne Trang, men for Aandslivet i sin
Helhed er det maaske godt, naar denne Trang
trods alt uvilkaarligt gør sig gældende.
Naar F. undertiden kaldes Videnskabernes
Videnskab, kan dette maaske opfattes som en
Ærestitel hidrørende fra de betydningsfulde
Emner, den giver sig af med, og det kan ogsaa
skyldes, at Erkendelseslæren ved at omhandle
al Erkendelse tillige omfatter Læren om den
videnskabelige Erkendelse og saaledes bliver
Videnskab om Videnskab og bl. a. giver sig af
med de sidste Grundsætninger, hvorpaa al
anden Videnskab (logisk) hviler, samt med
Forholdet mellem de enkelte specielle
Videnskaber; endelig kan denne Betegnelse hidrøre fra,
at man opfatter Kosmologiens Opgave som den
at give et samlet Billede af de øvrige
Videnskabers Resultater.
Det diskuteres undertiden, om F.’s Historie
hører med til selve F. ell. ikke. Dersom man
(som Hegel) antager, at der i den Forstand er
en filos. Udvikling, at det ene Tankesystem
nødvendigvis maa føre over til det følgende,
og at Udviklingen slutter med et endeligt og
fuldgyldig rigtigt System (nemlig ens eget), da
indgaar F.’s Historie sikkert som et
Hovedomraade i F. Mere tvivlsom stiller Sagen sig,
naar rnan mener, at der i F.’s Historie ikke
er andet Sammenhæng, end at de efterfølgende
Filosoffer bygger videre paa ell. kritiserer
deres Forgængere, og at visse Filosoffer lader sig
ordne i Gruppe, fordi de har visse Anskuelser
fælles ell. særligt er optagne af visse
Problemer, samt at en Tidsalders F. ikke lader sig
forstaa ud fra den forudgaaende F. alene,
fordi den i udpræget Grad er afhængig af
den samtidige religiøse, sociale og videnskabelige
Situation. Det er en Ejendommelighed
for de filos. Studieomraader, f. Eks. i
Modsætning til Kemien, at det kan have den
allerstørste Bet. for ens eget Arbejde at fordybe
sig i de betydeligste af Fortidens Forskeres
Værker; disse har da netop ikke historisk, men
aktuel Interesse.
Den europæiske Filosofis Historie.
Græsk F.’s Begyndelse falder sammen med
begyndende gr. Videnskab. En velbegrundet,
tilfredsstillende Fremstilling af den ældste gr.
F. tillader den mangelfulde Overlevering ikke;
det viser sig at være vanskeligt at undgaa en
uberettiget Vurdering og Udlægning ud fra det,
man selv mener er rigtig F. ell. gældende
Naturvidenskab. Den almenmenneskelige Trang
til at finde noget forholdsvis enkelt og
overskueligt »det egl. værende« bag den
tilsyneladende Mangfoldighed, fremtræder saa tydeligt,
fordi den giver sig saa vilkaarlige og
fantastiske Udslag. Thales, Anaximander, Anaximenes,
der alle var fra Milet og levede i 6. Aarh. f. Kr.,
antog henh., at Vand, et rummeligt,
ubegrænset, evigt og evigt bevæget Stof samt noget, der
symboliseres ved Benævnelsen Luft, var det,
af hvilket alt bestod og var opstaaet.
Pythagoras, f. c. 570 f. Kr. d. efter 496 f. Kr., mente,
at Tingenes Væsen bestod i Tal. Xenofanes,
f. c. 565, d. efter 473 f. Kr., satte det egl.
værende lig Gud. Da det bedste kun kan være
eet, findes der kun een saadan Gud, der helt
er Tænken og er eet med Verdensaltet. De
gængse Gudeforestillinger kritiseredes; kunde
Køerne male, vilde de fremstille Guderne i
Køers Lignelse. For Heraklit, f. c. 544 f. Kr.,
var Enheden det fælles Præg af stadig
Foranderlighed, som alt, trods Sansernes
Vidnesbyrd, var underkastet; dernæst var Enheden
— idet dette Præg symboliseres som Ild, den
guddommelige Ild, der blev til eet med
Verdenssjælen, Loven ell. Fornuften — lig denne
altbeherskende Fornuft ell. Gud. Parmenides
fra Elea, f. c. 540 f. Kr. ell. c. 515 f. Kr.,
knyttede sig til Xenofanes; han synes til Dels at
have bestemt det egl. værende ud fra det
værendes Begreb. Til ham sluttede den mellem
25 og 40 Aar yngre Zenon sig, der ved en Rk.
dybsindige Paradokser søgte at støtte Læren
om, at det egl. værende ikke kunde være en
Mangfoldighed, og at der ikke kan tilkomme
det Bevægelse. Empedokles, f. c. 492 f. Kr., d.
c. 432 f. Kr., mente, at alt bestod af Ild, Vand,
Luft og Jord, de fire Elementer. De bevægende
Kræfter var Kærlighed og Had. For
Anaxagoras, f. c. 500 f. Kr., d. c. 427 f. Kr., var
Urstoffet en Blanding af talløse Smaadele af alle
Arter. Dette Urstof sattes i Bevægelse af Fornuften
(Nus), der hos ham har en stoflig Karakter
og kan bruges til at forklare det
hensigtsmæssige i Verden. For Demokrit, f. c. 470 ell. 460
f. Kr., d. som c. 100-aarig, findes der i
Virkeligheden kun tomt Rum og Atomer, der
bevæger sig i dette; Sansekvaliteterne udtrykker
kun den Maade, vi paavirkes af Tingene. Han
kan betragtes som Grundlægger af den, for den
senere Naturvidenskab saa betydningsfulde,
mekaniske Naturopfattelse. En i Tiden efter
Perserkrigene fremtrædende Trang til Oplysning
søgte omrejsende Lærere, de saakaldte Sofister,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
