Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at tilfredsstille, bl. disse nød Protagoras, f. c.
480 f. Kr., d. c. 410 f. Kr., Gorgias, f. c. 483
f. Kr., d. c. 374 f. Kr, Prodikos og Hippias stor
Anseelse i deres Samtid. At Ordet Sofist er
kommet til at betyde en formaalsløs Nedbryder
og Ordfægter, skyldes væsentlig Platon.
Sokrates, f. 470 f. Kr., d. 399 f. Kr., der betragtes
som Etikkens Grundlægger, var utilfreds med
den megen uklare og selvsikre Tale, han hørte
om etiske Spørgsmaal, og forlangte nøjagtige
Bestemmelser af de Begreber, man arbejdede
med; for ham var Dyd og Indsigt eet. Alle
Oldtidens Filosoffer saa op til ham som en
Lærer og Mester. Aristip, der var en af hans
Elever, hævdede, at den rette Adfærd var at
søge Øjeblikkets Lyst. Antisthenes, en anden
Elev, Grundlæggeren af den kyniske Skole,
hvortil bl. a. Diogenes, d. 323 f. Kr., hørte,
holdt sig mest til Sokrates’
Karakteregenskaber, Fordringsløshed og Villiesstyrke. For
Kynikerne var kun selve Dyden et Gode, Lasten
et Onde, alt andet: Rigdom, Ære, ja selve Livet
var ligegyldigt. Slaven kunde være lige saa
god som den Fribaarne. Kulturens Vedtægter
spottedes og kritiseredes, man skulde vende
tilbage til Naturen, Kynikerne følte sig som
Verdensborgere og levede ofte som
Tiggermunke. Eukleides grundlagde den Megariske
Skole, inden for hvilken man gav sig af med
dybtliggende, endnu til Dels uløste logiske
Paradokser.
Den største af Sokrates’ Elever er Platon
(427—347 f. Kr.), der i en vidunderlig kunstnerisk
Form har ført en utrættelig, rig, alsidig og
dybtgaaende Diskussion om filos. Spørgsmaal
og derunder har fremsat sin Lære om de evige
i sig selv værende Ideer, der kan betragtes dels
som de Objekter, der svarer til Begreberne,
dels som det, der gør sig gældende ved de
evigt foranderlige og derfor ufuldkomne
Naturgenstande og medfører, at der findes Emner,
som ved, at de ligner hinanden, fremtræder som
Eksemplarer af samme Art. Platon’s Begejstring
og Skarpsind har givet ham Bet. ogsaa for
dem, der ikke kan følge ham, hvor han
adskiller mellem en mindre værdifuld foranderlig
Verden, i hvilken Sjælen befinder sig i Legemet
som i en Grav, og en uforanderlig overnaturlig
Verden, mod hvilken hans Higen gaar. I hans
Skole (den akademiske) kom man senere,
maaske ved at man opgav Ideerne, der iflg. Platon
alene betinger egl. Indsigt, til den Lære, at der
intet er, om hvilket vi kan danne os andet end
sandsynlige Antagelser. Den betydeligste
Repræsentant for denne saakaldte akademiske
Skepsis synes Karneades (224—129 f. Kr.),
»Oldtidens Hume«, at have været. Aristoteles
(383—322 f. Kr.), der grundlagde en særlig Skole,
den peripatetiske, er Platon’s største Elev. Han
har større Interesse for de enkelte
Kendsgerninger, de enkelte Ting, end sin Lærer, og
betoner i sin Teori sanselig Erfaring som
Grundlag og Udgangspunkt for Forskningen. Han
samlede og systematiserede næsten hele sin
Tids Viden, grundlagde Logikken og gav den
for store Deles Vedk. en Form, der indtil
Nutiden har staaet som den endelige. Han stod
den mek. Naturopfattelse fjern, derved, men
navnlig ved, at han og ikke den Erfaring, han
henviste til, igennem hele Middelalderen stod
som Autoritet, er hans Værd ofte med Urette
sat meget lavt som Følge af deres Angreb, der
brød med Autoriteten. Efter Aristoteles falder
Videnskabens Tyngdepunkt uden for F.; man
bliver optaget af at underbygge den Opfattelse
og give den Kraft til beherske Sindene, at det,
som det gælder om, er at leve i uforstyrret
Sjælero, saavidt mulig uafhængig af alle ydre
Goder. For Epikur (341—270 f. Kr.) og hans
Skole er Dyden et Middel til at naa den lykkelige
Sjælstilstand, der væsentlig karakteriseres
ved roligt Velbehag og Frihed for Smerte.
Fysikken, hvor Epikur slutter sig til Demokrit,
har Værdi, fordi den befrier for Frygten for
det Overnaturlige, for Frygten for Guders
Indgriben i Form af Forsyn og for Frygten for
Straffe efter Døden ved at lære, at der ingen
Udødelighed findes. For den stoiske Skole, hvis
Grundlægger er Zeno (343—262 f. Kr.), er selve
Dyden Maalet. I fl. Henseender staar denne
Skole den kyniske nær. Det gjaldt om frigjort
for Affekter, kun ledet af Fornuften, at være i
Overensstemmelse med sin egen Natur ell. med
Alnaturen ell. den almene Fornuft, der er eet
med det Forsyn, som Stoikerne trøstede sig
med og lærte, man skulde indordne sig under
som Del af Helheden, og hvis Godhed de, trods
alle tilsyneladende Vidnesbyrd i modsat
Retning, søgte at bevise. Som delagtig i den
almene Fornuft havde de høje Meninger om
Mennesket. Alle Mennesker har som Mennesker
Fordring paa vor Velvillie, selv vore Fjender
er vi tilgivende Mildhed og beredvillig Hjælp
skyldige. Paa fl. Punkter falder stoiske og
kristne Antagelser sammen. Bl. Stoikerne kan
nævnes Chrysippos (c. 276—c. 204 f. Kr.),
Panaitios (c. 180—c. 110 f. Kr.), Poseidonius
(135—c. 51 f. Kr.), Seneca (c. 3 f. Kr.—65 e. Kr.),
Slaven Epiktet, d. 123 e. Kr. og Kejseren Mark.
Aurelius (121—180 e. Kr.).
Skeptikerne, hvoraf den første er Pyrron
(c. 365—c. 275 f. Kr.), mente, at man ved at
klargøre, at man ikke er berettiget til at danne
sig en endelig Mening om noget, frigjorde sig
for de ydre Tings Herredømme og opnaaede
uforstyrret Sjælsligevægt. Ligesom de skeptiske
akademiske Filosoffer førte de en berettiget
Kamp mod epikuræisk og stoisk Dogmatisme.
En Trang til en højere Aabenbaring af
Sandheden i Forbindelse med en levende Opfattelse
af Modsætningen mellem Gud og Verden, Aand
og Materie, der for den under orientalsk
Indflydelse staaende Tænkning nødvendiggjorde
Dæmoner og guddommelige Kræfter som
forbindende Led, og som havde Mystik og Askese
til Følge, gør sig i den senere Oldtid gældende
hos den nypytagoræiske Skole og hos Filon
(c. 25 f. Kr.—c. 50 e. Kr.), der forbinder jød. og
gr. Aandsliv, og naar sit Højdepunkt hos
Plotin (205—270 e. Kr.), der med nogen
Tilknytning til Platon, hvorfor han og hans Skole
kaldes Nyplatonikere, opbygger et mægtigt
metafysisk System og betragtes som den sidste
originale Oldtidstænker.
I Kristendommens første Periode er F. nøje
forbundet med Teologien og spiller en væsentlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
