Print (PDF) - On this page / på denna sida - Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Filosofi
Rolle ved Udarbejdelsen af Dogmerne;
dernæst træder den som Skolastik i Teologiens
Tjeneste. Som bekendte skolastiske Filosoffer
kan følgende nævnes: Jobannes Scotus ell.
Eri-ugena, d. c. 877, Roscelin (c. 1050—efter 1120),
Anselrn fra Canterbury (1033-1109), Abailard
(1079—1142), Albert den Store (c. 1200—1280),
Thomas fra Akvino (c. 1227—1274), Raymundus
Lullus (c. 1235—1315), Roger Bacon (f. c. 1210,
d. efter 1292), Johannes Duns Scotus (c. 1270—
1308), Vilhelm fra Ockham (c. 1300-1350). De
arabiske Filosoffer: Alfarabi, d. 950, Avicenna
(980—1037), Algazel, omkring 1100, Averroes
(1126—1198), og de jødl: Avicebron (1020—
1070), Moses Maimonides (1135—1204),
udviklede en F., der havde en Ign. Karakter som
den vesterlandske, og som havde en ikke ringe
Indflydelse paa denne.
Den skolastiske F.’s ufrie Stilling over for
Teologien bestod i, at det ikke var Tænkning
og Iagttagelse, men Kirkens fastslaaede Lære,
der var endelig afgørende for Spørgsmaal, der
var fælles for Teologien og F. F.’s Opgave var
væsentlig at give en fornuftrnæssig
Regrun-delse af Kirkelæren, dog var der visse
Dog-rner, som ikke lod sig begrunde ved Fornuften,
men laa over denne; efterhaanden voksede
deres Antal saaledes, at et vist
Modsætningsforhold mellem Troslærdommene og Fornuftens
Lærdomme gjorde sig gældende. Tænkningen
var ikke Forskning i moderne Forstand, hvis
Opgave er Nyopdagelse og Kritik, men gik
væsentlig ud paa at samle og forarbejde det
overleverede, der væsentlig bestod i mere ell.
mindre uforvanskede Antagelser af Aristoteles,
Platon og Nyplatonikerne, saaledes ,at et
systematisk Hele fremkom; herved kom man til
at lægge den største Vægt paa haarfine
Inddelinger og Adskillelser, men havde ikke Rrug
for selvstændige Iagttagelser. En ejendommelig
halv mek. Metode bestod i, at man gik ud fra
en ell. anden Sætning, opremsede, hvad alle
Autoriteter, der talte for den, og alle, der talte
imod den, havde sagt, og derefter søgte en
Udligning. Et heftigt omstridt Spørgsmaal var
Almenbegrebernes Stilling, nogle, Realisterne,
hævdede, at Almenbegreberne eller vel rettere
det almene og fælles for Individer af en
bestemt Art var det egl. virkelige; andre,
No-minalisterne, hævdede, at de enkelte Ting var
det egL virkelige, medens Almenbegreberne kun
var blotte Ord (nornen). Det blev i
Nominalist-ernes Kreds, hvis Hovedsæde var Paris-Univ.,
at den moderne Naturvidenskab i Tiden efter
1350 fik sin Oprindelse; dette kan maaske
forstaas ud fra deres Interesse for de enkelte
Ting, Erfaringens Verden.
Den nyere F. er nøje knyttet til
Naturvidenskabernes Udvikling og til den
Erkendelsesform, der her gjorde sig gældende (se E
r-k e n d e l s e s l æ r e), men den Selvstændighed
over for Autoriteterne, der traadte frem i
Naturvidenskaberne, og den Dristighed, der viste
sig i Opdagelsesrejserne, gjorde sig ogsaa mere
umiddelbart gældende i F. Humanisterne brød
med Skolastikkens barbariske Sprog, og dens
haarspaltende Logik. For Fornyelsen af Studiet
af Platon og Plotin spillede det af Cosmos
Medici paa Plethon’s (c. 1355—1450)
Foranledning grundlagte Akademi en stor Rolle.
Nikolaus Cusanus’ (1401—64) dybsindige
Erkendelseslære førte til Rrud med det aristoteliske
middelalderlige Verdensbillede, idet han
indsaa, at alle Stedbestemmelser er
forholds-bestemte, saaledes .at det ingen Mening har at
sige, at Jorden befinder sig i Verdens Centrum.
Pomponazi (1462—1524) hævdede Etikkens
Selv-stændighed over for Religionen. Montaigne
(1533—92) vovede, befrugtet af Oldtidens Fort,
at gøre sig selv, sine egne Følelser og
Meninger til Genstand for sin Bog. Grotius (1583—
1645) og hans Forgængere gav Natur og
Folkeretten et rent menneskeligt Grundlag. Herbert
af Cherbury (1582—1648) hævdede en naturlig,
af Menneskets eget Væsen udspringende,
Religion, og i Ign. Retning var allerede Rodin’s
(1530-96) Tanker gaaet. For Bruno (1548-1600)
blev den kopernikanske Hypotese Grundlaget for
en hel Verdensanskuelse. Francis Bacon (1561—
1626) følte sig som Herold for en ny Tid, hvor
Naturvidenskaborne, ved at man raadspurgt^
Erfaringen, gjorde Mennesket til Herre over
Naturen, men han forstod ikke det Arbejde baade
i Naturvidenskaberne og i Erkendelseslæren,
der blev gjort af Kepler (1571—1630) og Galilei
(1564—1642), hvorved den mek. Naturopfattelse
blev den ny Naturvidenskabs. Ga.ssendi (1592
—1655) forsvarede over for næsten 2 A ar
tusinders Bagvaskelser med Lorenzo Valla (1408—
57) som sin Forgænger Epikurs F. og
Personlighed og gav en betydningsfuld Fremstilling"
af Atomistikken. Medens for ham og for de
eng. Filosoffer det væsentlige ved den ny
Videnskab var Raadspørgningen af Erfaringen,
hvorved vi tilsyneladende mere forholder es
modtagende, var det for Descartes (1596—1650)
den strenge metodiske Tænkning, saaledes som
den fremtræder i Matematikken, hvorved vor
Selvvirksomhed tilsyneladende mere gør sig
gældende. I Sammenhæng hermed var for
Gassend! Sansningen, for Descartes
Selvbevidstheden Udgangspunktet for Erkendelsen.
Descartes og de rationalistisk-deduktive Tænkere,
der fulgte ham paa Fastlandet, gik ud fra de
mest almene Sætninger, som de mente var
umiddelbart indlysende og ubetinget gyldige.
Ved at Descartes begyndte sin F. med Tvivl’
om alt, viste Bruddet med Autoriteten sig paa
tydeligst mulig Maade. Plans skarpe Adskillelse
af Materien som udstrakt, men ikke tænkende,
og Sjælen som tænkende, men ikke udstrakt,
gav i den flg. Tid Forholdet mellem Sjæl og
Legeme en fremtrædende Plads. Igennem hans
F., der let lod sig popularisere, blev den ny
Naturvidenskabs Tænkning med dens strenge
Fordring om mek. Naturforklaring tilgængelig
for større Kredse. Ved sin Spiritualisme
(Antagelse af Sjælen som et fra Legemet forsk.
Væsen) og ved sit Forsøg paa at forbinde
Teologi og Videnskab fandt han under kraftig
Modstand Indpas i kirkelige Kredse.
Vanskelighederne ved Descartes’ Lære om
Vekselvirkningen mellem Sjæl1 og Legeme forenet med
mystiske religiøse Tendenser førte en Række
Tænkere, der kaldes Occasionalister, til
Antagelser, der gaar i Retning af, at Gud ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
