Print (PDF) - On this page / på denna sida - Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alene her, men ved ethvert Aarsagsforhold i Anledning af Aarsagen griber ind og foranlediger Virkningens Fremkomst. De bekendteste Occasionalister er Geullnex (1625-69) og Malebranche (1638-1715), der er en banebrydende og indflydelsesrig Psykolog. Ved sin Kritik af Aarsagsbegrebet foregriber han ligesom Joseph Glanvill (1636-80) delvis Hume. Ogsaa Pascal (1623-62) staar under Descartes' Indflydelse; ligeledes Bayle (1647-1706), hvis kritiske Sans og Drøftelse af de stridende Meninger med skarp Fremhæven af Problemernes Brod, saavel paa Erkendelsens og paa Etikkens, som ogsaa paa Religionens Omraade, har haft stor hist. Bet. Spinoza (1632-77), der bl. a. er paavirket af Descartes, af mystiske Retninger i jød. og kristelig Skolastik samt af ital. Naturfilosofi, opbygger med den største Selvsikkerhed, hvorom hans mat. Fremstillingsform er et Vidnesbyrd, en Verdensanskuelse, hvori den ny Naturvidenskab indgaar. Alt er i Gud, saaledes at det hverken kan eksistere ell. opfattes uden ham. Men Gud er ikke de folkelige Religioners personlige Væsen. Gud og Naturen er eet. Hensigter forkastes som virkende Aarsager. Alt sker med Nødvendighed efter uforanderlige Love. Mellem Tænkning og Udstrækning, der hver kan og skal forstaas efter deres Love, er der ikke Vekselvirkning, men gennemgaaende Overensstemmelse, fordi de udtrykker to Sider Attributer af Guds (Substansens) Væsen. Gud har i øvrigt uendelig mange os ubekendte Attributer. Uden hverken at spotte, le ell. græde søger han i en Fremstilling, der betragtes som klassisk, at forstaa Følelser og Lidenskaber. Maalet er ved Erkendelsens Hjælp at befries for deres Herredømme og ved at forstaa os selv som Del af Gud ell. Naturen at naa den uforstyrrede salige Sjælefred, der i urokkelig aandelig Kærlighed til den guddommelige Natur er eet med dennes Kærlighed til Menneskene. I lange Tider var det en Æressag for enhver Rettænkende at angribe »Ateisten« Spinoza, »for hvem Stene, Snavs og Møg var Gud«, som talte Religionsfrihedens Sag og vilde have de bib. Skr undersøgt rent hist. kritisk. Den store Agtelse for hans Navn fremkom først, da Lessing og Goethe og derefter de tyske Romantikere mente at finde Tilknytningspunkter hos ham og udtalte deres Begejstring for ham. For Leibniz (1646-1716), der i alle Standpunkter formaaede at finde noget sandt og søgte at bringe alt i Harmoni, og f. Eks. arbejdede paa at forsone Reformerte og Lutheranere indbyrdes, efter først at have villet forene Protestanter og Katolikker, samt paa ved Grundlæggelse af videnskabelige Akademier at faa Harmoni mellem Videnskaberne, gjaldt det om at vise, at den mek. Naturopfattelse lod sig forene med Antagelsen af, at Formaal er bestemmende i Tilværelsen. Igennem de mek. forbundne Begivenheder virkeliggør Forsynet sin Hensigt. I en meget læst Fremstilling søgte han at vise, at der mellem Teologi og F. var den bedste Overensstemmelse, og forsvarede Forsynets Styrelse; netop det tilsyneladende Onde bidrog til Harmonien i denne den skønneste af alle mulige Verdener. Tilværelsen var for ham opdelt i uendelig mange selvstændige og indbyrdes uafhængige Centrer, som han kaldte Monader og tænkte sig i Analogi med den menneskelige Sjæl. Hvad der sker inden for hver Monade er uafhængig af alt andet end dens egen Natur, hvis nødvendige Følge det er, men der er en forudbestemt Harmoni mellem Monaderne, saaledes at det ser ud, som om der er en Vekselvirkning. Et Eksempel paa denne Harmoni udviser Forholdet imellem Sjæl og Legeme. Som Matematiker og Logiker har Leibniz haft stor Bet. Chr. Wolff (1679-1754) forfladigede og populariserede Leibniz' F. i Skr med saa betegnende Titler som »Fornuftige Tanker om Gud, Verden og Menneskets Sjæl samt om alle Ting over Hovedet« og skabte for en stor Del det filos. Sprogbrug paa Tysk. Han mente al kunne føre et logisk Bevis for al Tings Forstaaelighed. Af andre tyske Tænkere, der som Wolff virkede i Oplysningens Tjeneste, kan nævnes Moses Mendelssohn (1729-86), samt G. E. Lessing (1729-81). I England havde Hobbes (1588-1679) ligesom Descartes sit Udgangspunkt i den ny Naturvidenskab. Han søgte endda at gøre den eneherskende ved at hævde, at alt bestaar i Bevægelse, ogsaa Sjælelivet, saaledes at han nærmest er Materialist. For ham var F.'s Formaal gennem Aarsagserkendelse at lede os i Livet. Han er bidsk og ironisk spottende over for Teologerne. Hvad man kalder Metafysik, er saa umuligt at forstaa og saa stridende mod den naturlige Fornuft (det handler om Ord uden Mening), at de, der tror at kunne forstaa noget af det, nødvendigvis maa mene, at det er overnaturligt. For Hobbes, der er den første i Rækken af de store eng. Psykologer, er Psykologien Grundlaget for Etik og Politik. Hans lidet smigrende Opfattelse af sine Medmennesker, i Følge hvilken alt er Udslag af Egoisme ell. rettere Selvopholdelse, selv det, der tilsyneladende fremtræder som det modsatte, medvirkede til, at han i sin Politik betoner Nødvendigheden af en samlet Magt. Kongemagten, der skal være absolut, ikke af Guds Naade, men fordi Menneskene ellers vilde leve som en Flok vilde Dyr i indbyrdes Kamp. Religionen, der har sin Oprindelse i Uvidenhed og Frygt, kan være Kilden til meget Ondt, naar Statsmagten ikke helt indordner den under sine Formaal. Om noget er etisk rigtigt, afhænger af, om det under Forudsætning af, at Statsmagten tvinger andre til at bære sig ad paa samme Maade, tjener Individets Selvopholdelse. Hobbes indleder til Dels ved at ægge til Modsigelse den selvstændige etiske F. i England, hvis bærende Navne foruden de Filosoffer, der vil blive nævnte ndf., er Moore (1614-87), Cudworth (1617-88), Cumberland (1632-1718), Clarke (1675-1729), Shaftesbury (1671-1713), Mandeville (1670-1733), Butler (1692-1752), Hutcheson (1694-1747), Adam Smith (1723-90). John Locke (1632-1704), der har haft stor hist. Bet. ved at begrunde og forsvare frisindede borgerlige Samfundsindretninger, Trosfrihed, et sundt og naturligt Opdragelsessystem, samt en ret dogmefri Kristendom, satte sig i sit Hovedværk til Opgave at undersøge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
