Print (PDF) - On this page / på denna sida - Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oprindelsen, Paalideligheden og Udstrækningen af den menneskelige Viden, idet det var blevet ham klart, at før han kunde tage Stilling til visse moralske og etiske Spørgsmaal, maatte han vide, hvilke Emner vor Forstand var, og hvilke den ikke var egnet til at have at gøre med. Han mener, at alle vore Forestillinger hidrører fra Sansningen. Han og hans Efterfølgere Berkeley (1685-1753) og Hume (1711-76) retter under rigt Udbytte for Psykologien efterhaanden deres Kritik mod det meste af det, der for Descartes o. a. stod som umiddelbart indlysende. Hos Locke er det navnlig Substansbegrebet, det gaar ud over. Hos Berkeley, der har givet en mesterlig Analyse af vor Rumsanskuelse, gaar det ud over Materien og hele den ydre Omverden, der opløses i Forestillinger, og over Almenbegreberne, der erklæres ikke at eksistere. Hos Hume gaar det desforuden ud over Aarsagsbegrebet, Jeg'ets Begreb, Sjælens og Guds-Begrebet. Foruden det epokegørende ny, at Aarsagssætningen ikke lader sig bevise, fremhæver han, som Forgængerne allerede havde gjort, Forskellen mellem logisk Grund og Aarsag; der er for os ingen forstaaelig Forbindelse mellem Aarsag og Virkning ud over, at de faktisk er forekomne sammen i Erfaringen. Man har ingen Grund ell. Ret til at antage en substantiel Sjæl. Udødeligheden afvises. Alle formentlige Beviser for Guds Tilværelse vises at være utilfredsstillende. Religionens Gavnlighed for Moralen benægtes; dens naturlige Oprindelse og Udvikling og de sjælelige Kræfter, der her or medvirkende, beskrives saaledes, at Hume er den moderne Religionsvidenskabs Grundlægger. Efter Hume gjorde den saakaldte skotske Skole sig gældende. Ved at henvise til den sunde Menneskeforstand søgte disse Filosoffer igen at bygge alt det op, der, udsat for Hume's faste Tænkning, var faldet i Grus. De bekendteste Navne er Reid (1710-96), Dugald Stewart (1733-1828). Sir William Hamilton (1788-1856) kan betragtes som en Fortsætter af den skotske F. Hentende deres Vaaben fra Bayle og den eng. Erfarings-F, førte de fr. Oplysningsfilosofier deres Kamp mod Fordomme og Institutioner, der forhindrede Samfundslivets sunde Udvikling. De vigtigste Navne er: Voltaire (1694-1778), Montesquieu (1689-1755), La Mettrie (1709-51), Condillac (1715-80), Helvetius (1715-71), Diderot (1713-84), den tyskfødte Holbach (1723-89), Cabanis (1757-1808). Hos fl. af disse Tænkere gjorde sig mere ell. mindre udpræget gældende: Materialisme (Benægtelse af, at der findes en fra Legemet forsk, aandelig Sjæl), og i Forening hermed Benægtelsen af Villiens Frihed; Sensualisme (Forsøg paa at udlede alt Aandsindhold af Sansefornemmelser) samt den Antagelse, at det, der er etisk rigtigt, har sit Udspring i Selvkærligheden og er det, der er til Gavn og Glæde for Menneskene. Ligeledes bekæmpedes Teologerne, undertiden var det endda al Religion, der ansaas for livsskadelig. Rousseau (1712-78) fordrede over for Kulturlivets Splittelse Tilbagevenden til Naturlivets uvilkaarlige Udfoldelse, og det blev Mode at skildre de Primitives Liv, som om det var en paradisisk Idyl. Han betonede ligesom Diderot i Overensstemmelse med fl. af de eng. Etikere de umiddelbare Følelsers Ret og Bet. Condorcet (1743-94) gav fuld af Begejstring Udtryk for Troen paa Menneskehedens ubegrænsede Fremskridt. I Tyskland begyndte med Kant (1724-1804) en ny filos. Periode. Hans F. vedrørende Erkendelsen kan, om end der er andre lige saa berettigede Synsmaader, opfattes som et Forsøg paa at mægle mellem de dristige Fastlandsfilosofiers Antagelse af, at en ren forstandsmæssig Erkendelse uafhængig af Sansningen kunde rumme sikre Resultater, og den eng. Erfarings-F., der ikke anerkendte anden Kilde til Erkendelse end Sansningen. Kant finder inden for Erfaringen to Elementer, det ene er den formgivende rene Selvvirksomhed, det andet er det passivt modtagne Stof. Da den rene Selvvirksomhed, som Kant nærmest opfattede som en Sammenfatten, en Syntese, der som Anskuelsesform betinger Rum, Tid og som Forstand bl a. betinger Størrelsesbegrebet og Aarsagsbegrebet, er en nødvendig Betingelse for, at Erfaring kan blive til, maa det, der gælder for Formerne (Geometri, Aritmetik, Aarsagssammenhæng), være almengyldigt for Erfaringens, Fænomenernes Verden. Men Selvvirksomheden alene uden Sansningen kan ikke give nogen Erkendelse, Forsøgene paa at opnaa en saadan er logisk uholdbare ell. fører til tilsyneladende ligeberettigede modsigende Paastande (Antinomier). Hverken Guds ell. en udødelig Sjæls Eksistens ell. Villiens Frihed lader sig bevise. Her er for saa vidt en Overensstemmelse med Hume; men disse Emner ligger Kant's Hjerte nær, og som Paastande, der gøres nødvendige af Modsætningen mellem Pligt og Lykke inden for Etikken, finder de Plads hos ham. Den etisk rigtige Handlen er en saadan, hvor man følger en almengyldig Fornuftlov uden Hensyn til Følgerne, specielt uden Hensyn til ens egen Lykke, uafhængig af alle andre Motiver end Pligtmotivet, som bestaar i Agtelse for denne ubetinget bydende Lov, og altid er forbundet med et Ulystelement. Kant's F. kom til at faa den allerstørste Bet. for tysk F.; hans Skr er mere og mere blevne en Bibel, som man udlægger, for deri at finde sin egen F. I Tro paa at gøre Kant's F. mere konsekvent ved udelukkende at holde sig til Selvvirksomhed, tilfredsstillede de romantiske Filosoffer Fichte (1762-1814), Schelling (1775-1854), Hegel (1770-1830), i Samklang med hele den tyske romantiske Aandsretning, og derfor i deres Tid meget indflydelsesrige, uden Hensyn til Erfaringen og uden Kendskab til Naturvidenskab, deres Enhedsstræben ved at opbygge store Systemer paa en saadan Maade, at de i alle Tilfælde tilsyneladende spandt dem ud af deres eget Indre. Man gik ud fra et ell. andet abstrakt Udsagn, dette skulde nu tvinge en til at opstille et andet Udsagn som dets Modsætning, i et nyt Udsagn forenedes de to Modsætninger; dette ny Udsagn tvang igen til at opstille en Modsætning o. s. v, Paa denne Maade skulde man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
