Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skærgaard, der er særlig stærkt udviklet ved Midten
af Vestkysten (Øgruppen Kvarken) og mod SV.
(Ålands-Øerne). Helt flad Kyst med
Flyvesandsklitter findes kun ved Kronstadt-Bugten og ved
den nordlige Del af den bottniske Bugt.
Stor Indflydelse fik Istiden paa
Afløbsforholdene. Mange gl. Dale blev afspærrede af
Morænerne, saa at Elvene maatte søge sig ny Veje;
og idet Isen bortførte særlig meget Materiale
fra nogle Omraader, udgravede den Bassiner,
af hvilke nogle i Tidens Løb er blevet udfyldte
med Moser (Moser og Sumpe udgør 30,8 % af
F.’s Areal), medens dog en stor Mængde endnu
er Søer. F. kaldes »de tusind Søers Land«; men
i Virkeligheden er der kortlagt over 3500 finske
Søer. Talrigst er Søerne i de indre Landskaber,
paa det saakaldte Søplateau, en fuldstændig
Labyrint af Søer, med stærkt indskaarne
Bredder og et Utal af Øer, Holme og Skær. Talrige
Flodløb med mange Vandfald og
Strømhvirvler forbinder Søerne til lange Kæder. Skønt fl.
af Søerne har en meget betydelig Størrelse,
ser man dog sjælden ud over en stor
Vandflade, dertil griber Land og Vand alt for meget
ind i hinanden. Mange Steder frembyder dette
Skærgaardlignende Søland stor landskabelig
Skønhed. Der kan skelnes mellem fl.
Sø-Systemer, hvert med sit særlige Afløb.
Saaledes har Søerne i en stor Del af det vestlige
Tavastland og Satakunta Udløb gennem
Kumo-Elven, der ved Björneborg udmunder i den
bottniske Bugt; midt i dette Sødistrikt ligger
Tammerfors, hvis Industri henter sin Drivkraft
fra et betydeligt Vandfald. Det østlige
Tavastlands Søer afvandes til den store Sø Päijänne
(1304 km2), der gennem Kymmene Elv har
Afløb til den finske Bugt. Savolaks og Karelen,
F.’s sydøstlige Landskaber, rummer Finlands
største Afløbsomraade, et uhyre System af Søer,
hvis Vande samles i den store, ørige Saima
(1300 km2), hvorfra Vuoksen strømmer til
Ladoga, dannende det berømte Vandfald Imatra
ved Gennembruddet af Salpausselkä.
Saima-Kanalen fører fra Saima til Viborg ved den
finske Bugt. Det egl. »Søplateau« begrænses mod
N. af Vandskellet Suomenselkä; N. herfor
samler Vandet sig i den store Uleâ Träsk (1002
km2), hvis Afløb Uleå danner fl. Vandfald og
udmunder i den bottniske Bugt ved Uleåborg.
S. f. Polarkredsen, ind mod den russ. Grænse,
ligger Kuusamo-Plateauet, hvis talrige Søer har
Udløb, som gennem russ. Karelen søger til det
hvide Hav. For det nordlige F. er Elvene i
øvrigt mere karakteristiske end Søerne.
Kemijoki gennemstrømmer den smukke Kemijärvi
og afvander med sine lange Bifloder
(Ounasjoki, Kitinen, Tenniojoki o. fl.) største Delen
af finsk Lapland. Trods Strømhvirvler og Vandfald
kan Elvene befares med de lange og smalle
lappiske Elvebaade; Muonio-Elven,
Grænsefloden mod Sverige, er saaledes farbar for
Elvebaade helt op til sin Kildesø, den dybe og
klare Kilpisjärvi. Grænsefloden mod Norge, den
skønne Tana-Elv, modtager fra F. det
betydelige Tilløb Utsjoki. Ivalojoki o. fl. a. Elve
udmunder i den store, ørige Sø Enare (1386 km2),
hvis Afløb til Ishavet dannes af Patsjoki
(Pasvik-Elv).
Klimaet er noget mildere, end man skulde
vente af Landets nordlige Beliggenhed. F.’s
Aarstemp. er c. 6° højere end Gennemsnittet
for de Lande, der ligger under samme Bredde
(mellem 60° og 70° n. Br.), en klimatisk
Begunstigelse, der navnlig gør sig gældende om
Vinteren, og som især skyldes det af
Golfstrømmen opvarmede Atlanterhavs Nærhed og de
fremherskende vestlige og sydlige Vinde. Ogsaa
Østersøen, den finske og den bottniske Bugt
samt de store Indsøer bidrager til at give
Klimaet et maritimt Præg. Den gennemsnitlige
aarlige Middeltemp. for hele F. er + 1,5°, i
det sydvestlige F. + 5°, i Enontekis Lapmark
÷ 3°. Febr er i Alm. den koldeste, Juli den
varmeste Maaned. Middeltemp. for Febr er mod
SV. ÷5°, i Lapland ÷13—÷14°, og midt
gennem Landet fra Egnen om Brahestad ved den
bottniske Bugt til Ladogas Nordkyst gaar
÷ 10° Isotermen for Febr. Middeltemp. for Juli er
i Landskaberne ved den finske Bugt 16°—17°,
midt i Landet 15°, i Lapland 12°—13°. Mod N.
og NØ. synker Temp. i den haardeste Vintertid
jævnlig til ÷ 40°, hvorimod saa lav Temp.
yderst sjælden forekommer i det sydlige F. I
den varmeste Sommertid kan Døgnets
Middeltemp. lejlighedsvis naa op over 26°.
Temperaturforholdene er underkastede betydelige
Svingninger fra Aar til Aar, især for Vinterens
Vedk. De første Snefald kommer i Alm. i Oktbr.
Landet er snedækt fra Novbr til Apr. Dog
begynder Sneen at smelte i Midten af Apr. og
forsvinder for største Delen i Løbet af Maj, i
Lapland dog ikke før Juni. Isen forsvinder fra
Søerne og fra Kysten i Maj, i Lapland dog
først i Beg. af Juni. En meget alvorlig Fjende
for Jordbruget er Nattefrosten, som kan gøre
sig gældende næsten hele Sommeren igennem
og navnlig er streng i de indre Landskaber.
Den aarlige Nedbør er i Gennemsnit for hele
Landet lidt over 500 mm; i de sydligste Egne
er den 650 mm, men aftager mod N.
Planteverdenen er rigest mod S. og
V. og aftager sammen med Sommerens Længde
mod N. Medens i de sydfinske Kystlandskaber
de højere Plantearters (Karplanternes)
Artsantal varierer mellem 663 og 795, er de
tilsvarende Tal i finsk Lapland 303 og 427. I det
sydlige F. tager det 82 Aar for Fyrren at vokse
til en ordentlig Tømmerstok (af 20 cm Diam.
og 7 m Højde); men i det mellemste F. kræves
indtil 105 Aar, og i det nordlige F. 130 Aar. De
lavere Bjerge mod NØ. og Ø. er endnu
skovklædte (vaarat), men Skovgrænsen ligger i finsk
Lapland ved 450—500 m, og de højeste Fjelde
(tunturit) rager op herover. F.’s Planteverden
viser ret nøje Overensstemmelse med den
skandinaviske Halvøs. Hvor Jordbunden ikke er
sumpet ell. opdyrket, er den i Alm. skovbevokset.
Det fremherskende Skovtræ er Fyrren
(Pinus silvestris), som paa tør og mager
Jordbund er saa godt som eneraadende,
medens Granskov (Picea excelsa og P. obovata)
især findes paa sumpede Jorder. P. Gr. a. sin
større Evne til at taale Skygge fortrænger
Granen dog mange Steder den mere værdifulde
Fyr fra dennes naturlige Omraader. Hvor
Skoven har været hærget af Ild ell. afbrændt til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
