Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forhold har medført, at Svensk indtil den
nyeste Tid tales ell. forstaas af alle dannede
Finlændere. Dog har siden 1880 Finsk bredt sig
stærkt som dannet Talesprog paa Bekostning af
Svensk. Uden for selve F. tales Finsk endvidere
i Ingermanland (Guv. Petrograd), foruden at
nærstaaende Sprogformer, af hvilke her særlig
maa fremhæves Karelsk, hører hjemme i de til
F. grænsende Egne af Rusland (se
finsk-ugriske Sprog). Som Følge af Indvandringer
fra F. i Tidernes Løb tales Finsk endelig
ogsaa paa forsk. Steder i det nordligste
Sverige og Norge samt i visse Egne af Vermland
(»Finnskogarne«), hvor det dog nu er stærkt ved
at forsvinde. Det finske Sprog deler sig i forsk.
Dialekter, der kan henføres til to
Hovedgrupper, den vest- og den østfinske. Grænsen
mellem dem kan betegnes omtr. ved en Linie fra
Fredrikshamn til Ny-Karleby, saaledes at den
vestlige Gruppe væsentlig omfatter de gl.
Landskaber det egl. F., Nyland, Tavastland og
Satakunta, den østlige Savolaks, Karelen og de
nordligere Egne. De østligste Dialektformer
fortsættes atter med særlige Afvigelser ind i russ.
Karelen. Det finske Skriftsprog og det dertil sig
sluttende dannede Talesprog, der i nyere Tider
mere og mere har fæstnet sig, udgaar nærmest
fra Vestfinsken, særlig Sproget i Tavastland,
men har dog ogsaa modtaget betydelig
Paavirkning fra Østfinsken, især efter Fremdragelsen
af den storartede, i østfinsk (karelsk)
Dialekt affattede Folkedigtning.
Det finske Sprog er overordentlig vokalrigt og
forholdsvis fattigt paa Konsonanter. Dets
Lydbetegnelse og Retskrivning er i høj Grad
konsekvente og simple; det samme Tegn udtales
altid paa samme Maade, og den samme Lyd
betegnes altid med samme Tegn. Der skelnes
meget nøje mellem korte og lange Vokaler; de
sidste betegnes i Skriften ved Fordobling, som
aa (ɔ: langt ā), ää, ii, uu, hvorimod enhver
enkeltskreven Vokal er kort. Ved Siden deraf
forekommer en Mængde forsk. Diftonger, f. Eks.
ai, ei, äi, au, äy, o. s. v., og ie, uo, yö. Meget
karakteristisk er den strenge Adskillelse af
Vokalerne (undtagen e og i) i to Rækker: de dybe
a, o, u, og de høje ä, ö, y. Herpaa grunder sig
den saakaldte Vokalharmoni: har den første
Stavelse (Rodstavelsen) i et Ord dyb Vokal,
maa alle andre Vokaler i samme Ord være
dybe, har den en høj Vokal, maa ogsaa de
andre være høje; alle Endelser, der indeholder
en, anden Vokal end e ell. i, kan altsaa
fremtræde i dobbelt Form, f. Eks.
kuolemattomuudellansa, ved sin Udødelighed,
täytymättömyydellänsä, ved sin Umættelighed. — Af Konsonanter
har Sproget kun p, t, k, s, h, j, v, m, n, r. l,
og inde i Ordet (ts, ng som i dansk »længe« og)
d, der dog i Folkesproget altid er erstattet paa
forsk. Maade, hvad der afgiver et af de
vigtigste Skelnemærker mellem Dialekterne. Ogsaa
her skelnes nøje mellem korte (enkelte) og
lange (dobbelte) Konsonanter. Intet finsk Ord kan
begynde med mere end een Konsonant, og
naar der fra fremmede Sprog optages Ord,
begyndende med fl. Konsonanter, beholdes kun
den sidste af disse (undtagen i de af Svensk
ell. Russisk stærkest paavirkede Dialekter), f.
Eks. tuoli, Stol, ruuvi, Skrue, sv. skruf. Ogsaa
inde i Ordet er Forbindelser af mere end to
Konsonanter meget sjældne, som kerskata, prale,
og i Udlyd kan overhovedet kun visse
Konsonanter forekomme (n, s, t og en ejendommelig,
i Skriften ikke særlig betegnet
»Slutningsaspiration«, sjælden r, l) og da altid kun een
enkelt, hvorimod det aldeles overvejende Antal
Ord ender med Vokal. — Trykaccenten er
ufravigelig bundet til den første Stavelse, hvorhos
regelmæssig den 3., 5. o. s. v. Stavelse, for
saa vidt det ikke er den sidste i Ordet, har
et svagere Bitryk, f. Eks. kä,-lě-vä’-lă.
Ejendommeligt er det metriske Princip i de gl., opr.
kun paa Sangforedrag beregnede Folkedigte
(runot, se Afsnittet »Litteratur«). Det af 4
Trokæer bestaaende Vers er nemlig, bortset fra
den første Stavelse i Verset, der altid er
ligegyldig, bygget efter de betonede Stavelsers
Kvantitet: en lang betonet Stavelse kan
regelmæssig kun bruges som stærk (Arsis), en kort
som svag (Thesis); alle ubetonede Stavelser er
ligegyldige, f. Eks. Arve|lee, a|jatte levi,
Pitkin | päätän|sä pi|tävi. I nyere Kunstpoesi vilde
en streng Gennemførelse af dette Princip
navnlig for de korte Stavelsers Vedk. blive unaturlig;
her følges væsentlig kun Accenten, og Hensynet
til Kvantiteten er underordnet, om end i forsk.
Grad hos forsk. Forf. og i forsk. Versarter.
Al Afledning og Bøjning foregaar ved
Endelser, aldrig ved Forstavelser, og selv
Sammensætning med Partikler, der spiller saa stor
Rolle i de indoeuropæiske Sprog, er opr.
fremmed for Finsk. Bøjningsendelserne er i alle
Tilfælde væsentlig de samme; Forskelligheder
fremkommer kun ved de Forandringer, der iflg.
specielle Lydlove kan indtræde i Stammen ell.
ved Endelsernes Forbindelse med denne.
Karakteristisk er især de forsk. Former (Trin),
hvorunder de lukkede Konsonanter i Indlyd
optræder, alt efter som den Stavelse, de begynder,
er aaben ell. lukket (med kort Vokal), f. Eks.
tupa (Stue), tupana, tüpaan, men tuvan, tuvat,
tuvassa, vika (Fejl), vian; hätä (Nød), hädän
o. s. v. Der eksisterer ingen som helst Forskel
m. H. t. Køn; selv f. Eks. Pronominet hän bet.
baade han og hun (den tilsyneladende Lighed
mellem disse og det finske Pronomen er
ganske tilfældig). I Deklinationen møder vi, ved
Siden af Nominativ, der ingen særlig Endelse har,
et stort Antal Kasus (15), idet meget af, hvad
der i de alm. kendte Sprog omskrives ved Hjælp
af Præpositioner, her udtrykkes blot ved
Kasusformer, f. Eks. talo, Gaard. Genetiv (hvormed i
Sing. den opr. Objektkasus er faldet sammen)
talon, Gaardens, Partitiv taloa, (noget af) Gaard,
Essiv talona, som, i Egenskab af Gaard,
Translativ taloksi, (blive) til en Gaard, Inessiv
talossa, i Gaarden, Elativ talosta, ud af Gaarden,
Illativ talohon, taloon, ind i Gaarden, Adessiv
talolla, ved Gaarden, Ablativ talolta, fra
Gaarden, Allativ talolle, hen til Gaarden, o. s. v. (En
Del af disse Kasusnavne er dannede af Rask).
Nominativ Flertal har overalt Mærket -t, som
talot, Gaardene; for øvrigt er Endelserne
gennemgaaende de samme som i Enkelttal, blot
med Indskydelse af i (j) efter Ordets Stamme,
som taloja, (nogle) Gaarde, taloissa, i Gaardene,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
