Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nationalbevidsthed, skulde ret vise sig i det 19.
Aarh.
Da F.’s Forbindelse med Sverige blev brudt
1809, var den fosforistiske Bevægelse netop i
Fremblomstring bl. Ungdommen i Moderlandet,
men denne vakte ingen nævneværdig Genklang
i F. Ligesom i Upsala udgav man nogle poetiske
Kalendere (»Aura« og »Mnemosyne«), hvis
betydeligste Bidragyder var A. J. Arvidsson
(1791—1858), der havde Romantikkens Sans for
Nationalejendommeligheder og bevarede denne,
ogsaa efter at han var flyttet til Sverige, hvor
han bl. a. udgav »Handlingar till upplysning af
F.’s häfder«. Først efter at Univ. 1827 var
flyttet til Helsingfors, oprinder den egl.
Blomstringstid i F.’s Litt. Allerede i Åbo-Tiden
havde en Kreds af unge Mænd, »Lørdagsselskabet«,
sluttet sig sammen om fælles Idealer:
Nervander, Snellman, Fr. Cygnæus,
Lönnrot, men fremfor alle J. L. Runeberg,
F.’s egentligste Nationaldigter (1804—77). Hans
rige Aand havde optaget stærke Indtryk af det
ypperste af Udlandets Litt., men havde sine
dybeste Rødder i F.’s egen Jord. Han skabte en
Række herlige Billeder af det finske Folks Liv
fra »Bonden Paavo«, »Hanna«, »Elgskyttarne«,
»Julkvällen« til »Fänrik Ståls sägner«, et
folkeligt Heltedigt, som har gjort F.’s Navn beundret
og elsket langt ud over Landets Grænser; han
gav i »Idyll och epigram« maaske den skønneste
Efterklang af den lyriske Folkevise, noget Land
ejer; endelig skænkede han F. dets herlige
Nationalsang: »Vårt land —«. Ved Siden af
Runeberg blev Z. Topelius (1818—98) F.’s
populæreste Digter. Han skænkede sit Folk en
Række nationalhistoriske Romaner (»Fältskärns
berättelser«) og i sin »Läsning för barn« (8 Dele)
en hel Børnelitteratur; men ikke mindre
værdifuld er hans velklingende, yndefulde Lyrik. I
det hele er Lyrikken rigt repræsenteret i F.’s
Litt. Emil von Qvanten er Forf. til den
verdenskendte »Suomis sång«; Fr. Cygnæus
(1827—81) var en højtbegavet Lyriker, men
hans betydeligste Virksomhed faldt dog som
Lærer i Æstetik og Litt.: fremragende Lyrikere
var ligeledes J. J. Nervander (1805—48)
og L. J. Stenbäck (1811—70), der dog begge
snart droges bort fra Poesien af andre
Interesser. G. V. Lagus (1837—96) har,
foruden et Par større Digtninge, givet en
værdifuld Udsigt over »Den finsk-svenska
litteraturens utveckling« (1866—67). En stor
Begavelse var J. J. Wecksell
(1838—1907), hvis »Daniel Hjort« regnes for F.’s
ypperste Drama, men han blev tidlig
uhelbredelig sindssyg. Ogsaa adskillige Kvinder har
vundet sig et smukt Navn i Litt.: Fredrika
Runeberg (1807—79), Digterens Hustru,
Vilhelmina Nordström (1815—1902),
Adelaida Ehrnrooth (1826—1905) o. fl.
baade ved Noveller, Rejsebeskrivelser og
lyrisk Digtning; ved Siden deraf har de virket
betydeligt for Forbedring af Kvindernes Stilling.
— Bl. de ikke-skønlitterære Forf. staar i
første Række F.’s store Statsmand Joh. Vilh.
Snellman, hvis Bet. for den finske
Presses Udvikling ikke kan vurderes højt nok. —
Videnskaberne havde fremragende Dyrkere i
Mænd som J. J. Nordström (1801—74),
Forf. til »Svenska samhällsförfattningens
historia«, Sprogforskeren M. A. Castrén
(1813—52), Orientalisten G. A. Wallin, Juristen V.
G. Lagus og hans Søn, Kulturhistorikeren
J. V. Lagus, Karl Gustaf Estlander,
en fremragende Æstetiker, hvis selvstændige
litterære Kritik er kendt og anset ud over F.’s
Grænser; endelig kan nævnes Matematikeren
Hugo Gyldén (1841—96) og den store
Polarforsker Adolf Erik Nordenskiöld
(1832—1901), begge de sidstnævnte virkede dog
nok saa meget i Sverige.
Tiden efter 1863, da Sygdommen gjorde
Runeberg stum, regnes for en Epigontid; dens
betydeligste Digter var Rafael Hertzberg
(1805—96), der gjorde sig lige saa yndet ved
sine Digte og Fortællinger, som ved sine
smagfulde Overs. af den gl-finske Folkelitteratur,
Men omkr. 1880 naaede den europ.
Hovedstrømning, Realismen, ogsaa til F. og fik her en
fremragende Repræsentant i K. A.
Tavaststjerna (1860—98), der baade paa det lyriske
og det episke Omraade er en
Gennembrudsmand. Hans Digte bragte en forfriskende
Fornyelse af den poetiske Form, hans Romaner og
Noveller, baade de objektive og de mere
subjektive, betegner, saavel hvad Indhold som hvad
Formen angaar, et Gennembrud i F.’s
fortællende Litt. Omtr. samtidig med Tavaststjerna
fremtraadte J. J. Ahrenberg (f. 1847) med
fortræffelige Skildringer af Livet, især fra det
østlige F. og fra Rusland, medens Jonathan
Reuter (f. 1859) særlig er Havets og
Skærgaardens Digter, og Konni Zilliacus (f.
1855) har udg. fl. Samlinger Fortællinger fra
fremmede Lande. Adolf Paul (f. 1853) har
skrevet baade Noveller og hist. Skuespil, men
er nu bosat i Tyskland og skriver paa Tysk.
Lyrikken har fremragende Dyrkere i M.
Lybeck, Søstersøn af Topelius, (f. 1864), der
ogsaa er en talentfuld Novelleforfatter, Hj.
Procopé (f. 1868), Arvid Mörne (f. 1876) og
Bertel Gripenberg (f. 1878). Ogsaa
adskillige Forfatterinder, som Ina Lange
(pseud. Daniel Sten, f. 1849), Helene
Westermarck o. fl., har givet værdifulde
Bidrag til F.’s Litt.
Bl. den nyere Generation af Videnskabsmænd
kan nævnes Historikeren M. G.
Schybergson (f. 1851), som har skrevet »F.’s historia«,
Filologen J. A. Heikel (f. 1861), Pædagogen
W. Ruin (f. 1857), Litteraturhistorikeren J.
V. Söderhjelm (f. 1859), Sociologen E. A.
Westermarck (f. 1862), Fysiologen Rob.
Tigerstedt (f. 1853). — Endelig bør det
ikke glemmes, at en stor Del af den
finskskrevne Litt. er og fremdeles bliver overs. til Svensk,
saavel den ældre som den moderne. (Litt.: G.
V. Lagus, »Den finsk-svenska litteraturens
utveckling« [1866—67]).
I. F.-H.
F.’s finske Litteratur begynder henimod
Midten af 16. Aarh. med Michael
Agricola, der 1542 udgav en Abc-Bog og derefter en
Række vigtige religiøse Arbejder: en Bønnebog
(»Rucouskiria«) (1544), Det ny Testamente
(1548), en Haandbog (»Käsikiria«) og Messebog
(»Messu«), begge disse trykte 1549, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
