Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(»Meddelelser paa Finsk«) (1776), og i den
første Halvdel af 19. Aarh. endnu kun har et
meget ringe Omfang, har i den nyere Tid
efterhaanden taget et overordentligt Opsving. Se i
øvrigt Afsnittet »Presse«. — Om F.’s
videnskabelige Litt. se de særlige Fagartikler. (Smlg.
foruden forsk. ovf. nævnte Arbejder: F. W.
Pipping, »Förteckning öfver i tryck utgifna
skrifter på Finska« [Helsingfors 1856—57]; V.
Vasenius, Suomalainen kirjallisuus
1544—1877, la littérature finnoise 1544—1877,
catalogue alphabetique et systématique [smst. 1878;
med 3 Tillæg til 1891]; »F. i 19. seklet«).
Vilh. Th.
Kunst
F. var i gl. Tider fattig paa Kunst. Næst efter
de hedenske Smykker og Vaaben, som vidner
om en høj Smedekunst, er Kampestenskirkerne
med deres Kalkmalerier de ældste kunstneriske
Mindesmærker. Domkirken i Åbo, rejst som
Monument over Kristendommens Sejr i Landet,
giver kun et svagt Billede af, hvad gotisk
Byggekunst i rigere Lande har magtet at rejse.
Den katolske Kirke og den formuende Adel
indførte vel en Del Ting, men disse havde dog
altid Karakteren af Kuriositeter. Først under
Gustaf III vaagnede der en vis Interesse for
skøn Kunst, som særlig viste sig i Ønsket om
at pryde Hjemmene med smukke Møbler.
Ogsaa denne ringe Begyndelse blev imidlertid
kvalt i Bekymringer og Kamp for Udkommet
ved det urolige Aarhundredskifte, og de ikke
faa Kunstnerspirer, som det gustavianske
Solskin havde lokket frem, overflyttedes til
Sverige, saasom Billedhuggeren Erik Cainberg
(1771—1816) og den fremragende Genremaler
A. Laræus (1783—1823). Som en
Personliggørelse af den finske Kunsts Fremtidsudsigter kunde
man betragte G. W. Finnberg (1784—1833), der
efter 1808 under Studier i Sthlm søgte at hæve
sig fra Malersvend til Kunstner, og, skønt rigt
begavet, i sit Fædreland førte et fortvivlet Liv
i Savn og uopnaaelige Kunstnerdrømme, indtil
han endelig, ludfattig og uden Hjem, søgte sin
Tilflugt i det gl Moderland, for der kun at
finde sin Grav.
Af den samme nationale Rejsning, som
skabtes af og selv nærede Aander som Lønnrot,
Runeberg, Snellman, fødtes ogsaa den finske
Kunst, til hvilken Navnet Robert Vilhelm
Ekman (1808—1873) i første Række er
knyttet. Hans nationale Begejstring tvang ham til
at vende tilbage fra Sverige, hvor ogsaa han
havde søgt hen, og den bestemte hans
Emnevalg. I F. var de eneste Kunstnere ved hans
Hjemkomst Autodidakten M. v. Wright,
Præparator ved Univ.’s zool. Samlinger, og
Svenskeren Lindh, som malede Portrætter i de rige
Familier, og hvis højeste Maal var »at træffe
Ligheden og skænke Ansigtet Sundhedens
Farver«.
1846 stiftedes Kunstforeningen i
Helsingfors, og »fra denne Tid er den finske Kunsts
Historie Fortællingen om denne Begivenheds
Følger«. Denne Forenings Bet. er uvurderlig,
fordi den alene med private Midler og ved
privat Opofrelse af Tid vakte og opretholdt
Publikums Kunstinteresse, der i andre Lande
paahvilede Staten, og desuden erstattede Manglen
paa Købere og Mæcenater. Den oprettede en
Tegneskole i Helsingfors 1848 og overtog den
i Åbo nylig oprettede. 1849 lagde den Grunden
til en Kunstsamling, begyndte med aarlige
Udstillinger og støttede efter Evne unge
Kunstnere. Hvis man ser tilbage paa den finske
Kunstforenings Virksomhed, »bliver man
forbavset over den Konsekvens og den Energi,
hvormed den fra Beg. har arbejdet imod det
Maal af Intet at skabe en finsk Kunst, og hvis
man husker paa den skærende Modsigelse
mellem dette Maal og de tilstedeværende
Forudsætninger for dets Opnaaelse, maa man i
Sandhed stemme i med, hvad der er blevet sagt
om dens Stiftere, at en Flok af større Idealister
vel sjældent er mødtes«. Det var altsaa den
teoretiske Overbevisning hos
fædrelandselskende Mænd om Kunstens Bet. for Kulturen, som
brød Vej for Kunsten i F., og det var den
samme Overbevisning hos Nationen, der var
ved at vaagne til Bevidsthed om sin Mangel
paa Smag og Kunstforstaaelse. der har gjort,
at Kunsten nu har slaaet sine dybe Rødder i
den finske Jordbund. Først 1863 traadte Staten
hjælpende til, for lidt efter lidt at overtage
Kunstforeningens Forpligtelser. Denne Statens
voksende Omhu for Kunsten fik et storartet
Udtryk i det prægtige Hjem for Kunstens
forskellige Grene og Funktioner, Athenæum,
som blev opført 1885—87.
1864 stiftede Kunstnerne
Kunstnergildet, som skulde varetage deres Interesser.
Kunstforeningen har i de sidste Aartier faaet
mange Filialer i de større Byer; især har Åbo
vist sig stærkt kunstinteresseret ved
Oprettelsen af et Kunstgaleri og ved store Donationer
af Private.
Efter at Kunstforeningen altsaa i mange
Maader havde banet Vej, rykkede en talrig
Kunstnerskare frem. Som en endnu selvgjort
Kunstner skal nævnes Fuglemaleren Ferd. v. Wright
(1822—1906), hvis rige Naturbegavelse dog
gjorde det muligt for ham at holde sig tættere
op til den kunstneriske Naturskildring, end
hans tidligere nævnte Broder. De Fremskridt,
som den senere Generation af Kunstnere gør,
afhænger af dens Tilslutning til fremmede
Kunstskoler. Johan Löfgren (1825—84),
romantisk Historiemaleri, og Werner
Holmberg (1830—60), Naturmaleri, fulgte den
skandinaviske Strøm til Düsseldorf og især den
sidste naaede under sin korte Kunstnerbane at
skabe Mesterværker af Rang. To Genremalere,
A. v. Becker (1831—1909) og S. Falkman
(1831—89), begav sig derimod til Paris. Endnu en
Tid blev dog de fleste ved at rejse til
Düsseldorf, saaledes Victorina Nordensvan (1838—72),
Genremalerne Alexandra Frosterus-Såltin (f.
1837), A. Liljelund (f. 1844) og Karl E. Janssen (1846—74)
samt de dygtige Landskabsmalere
Hj. Munsterhjelm (f. 1841) og B. Lindholm (f.
1841); andre atter af denne Generation endte
deres i Düsseldorf begyndte Studier enten i
Holland ell. Frankrig: Landskabsmaleren F.
Ahlstedt (1839—1901), Marinemaleren O. Kleinch
(f. 1846), Landskabs- og Marinemaleren T.
Wænnerberg (f. 1846).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
