Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til de svenske Sejre i denne Krig, ophøjede
Johan III F. til et Storfyrstendømme
(1581). Ved Freden i Täyssinä 1595 fik Sverige
Estland og Narva, og F.’s Grænse blev trukket
op til Ishavet. — Ogsaa i Sveriges Krige i 17.
Aarh. spiller Finner en ledende Rolle. Ved
Freden i Stolbova blev Kexholms Len lagt
ind under F., hvis Grænser derved blev de
samme som nu, og Rusland udelukkedes fra
Havet. I 30-Aarskrigen udmærkede Finnerne
sig ved Demmin, Würzburg og Leck; Gustaf
Horn var Gustaf Adolf’s »højre Haand«, Åke
Tott hans »Sneplov«, Torsten Stålhandske førte
det finske Rytteri (»det finske Rytteris March«),
som af Modstanderne kaldtes »Hakkapeliter«
efter deres Feltraab: »hakkaa päälle« (hug ind).
Ved den Centralisation af Rigsstyrelsen, som
Gustaf Adolf og Axel Oxenstjerna indførte, blev
F. knyttet nøjere til Sverige. F. blev delt i
4 Landshøvdingslen. Åbo Hofret blev oprettet
1623. I kirkelig Henseende deltes Landet atter
i to Stifter, Åbo og Viborg, under hvilket sidste
Kexholm blev lagt. Biskop Isak Rothowius
(1627—52) holdt streng Tugt og genoprettede
Ordenen i Skolevæsenet. I Byerne blev der
indført etaarige »Pædagogier« med
Undervisning i Læsning og Skrivning. Handelen
begyndte at blomstre, og Åbo, Viborg og
Helsingfors blev Stabelpladser, men Udviklingen
hemmedes ved de idelige Skatteudskrivninger, der
blev permanente ligesom Krigen. Ved et Besøg
i F. 1616 sammenkaldte Gustaf Adolf en
Landdag i Helsingfors, hvor Stænderne vedtog en
ny Skat og Opstillingen af en ny Hær, samt
sendte en Henvendelse til Sverige om at gøre
ligesaa. — Skønt F. var blevet knyttet
nærmere til Sverige, var det dog saa fjernt og saa
fremmed, at det til Tider var nødvendigt at
sende en Mand over for at styre Landet. En
saadan var Per Brahe. Han var Guvernør
i F. 1632—40 og 1648—54. Hans Styrelse
karakteriseres ved det endnu almindelige
Mundheld, at alt godt sker »i Grevens Tid«, ligesom
ved hans egen Udtalelse: »Jeg var med Landet
og Landet med mig vel tilfreds«. Landet fandt
han rigt paa Hjælpekilder, men Folket
uvidende og dovent og i alle Henseender forsømt.
Som den virksomste Hjælp herimod fik han
oprettet et Univ. i Åbo 15. Juli 1640, hvis
Kansler han blev. Grunden til
Universitetsbiblioteket blev lagt af Torsten Stålhandske’s Enke,
idet hun skænkede en Bogsamling, som hendes
Mand havde medbragt som Krigsbytte fra
Danmark. De første Skoler paa Landet blev
oprettede, og det højere Undervisningsvæsen
forbedredes. Nye Byer anlagdes: Kristinestad,
Jakobstad, Brahestad, Kajana, Tavastehus,
Nyslott, Willmanstrand. Der oprettedes
Selskaber, som begunstigedes ved Monopoler, f.
Eks. Tjærekompagniet, som ene maatte opkøbe
al Tjære i Landet. Jernindustrien blomstrede
op. En Bjergmester blev ansat for at lede
Jernindustrien, en Jagtmester skulde vaage
over Skovene. Der blev indført Post mellem
Sthlm og de større Byer.
Kejser Alexei (1645—76) faldt ind i Landet,
mens alle F.’s Tropper under Karl X var i den
polske Krig. F. blev reddet af Borgere,
Bønder og Skoledrenge under Ledelse af Viborgs
Slotsherre Burmeister. Karl X ænsede ikke
denne Krig, hvorfor Finnerne selv holdt
»Landskabsdage«, hvor de ordnede baade Forsvar
og Skatteudskrivning. En Del gr.-kat.
Grænsekarelere, som havde hjulpet Russerne,
udvandrede Ø. paa, mens Tavaster og Savolakser
kom ind V. fra i Kexholms Len, som derved
knyttedes fastere til F. — Ved Karl XI’s
Omorganisation af Rigets Hær og Indførelsen af
Rode-Inddelingen bestod F.’s Hær af 11000
Mand Fodfolk, 3000 Ryttere, 650 Baadsmænd.
Efter Reduktionerne steg Velstanden, og
Dyrkningen strakte sig lige op til Kittilä og
Kuusamo. Men den ved unormale Vejrforhold
1695—97 fremkaldte forfærdelige Misvækst og
Hungersnød bevirkede atter Fattigdom og en
Nedgang i Folketallet fra 450000 til 350000. —
Fremragende Lærde ved Univ. var paa denne
Tid: Eskil Petræus, Sprogmand, skrev en finsk
Grammatik paa Latin; Johan Terserus, Teolog;
Johan Stiernhöök, Jurist; Martin Stodius, Prof.
i Græsk og østerlandske Sprog og Naturforsker;
Sigfrid Forsius, Astrolog, skrev den første
Almanak. Fra Universitetet udgik en meget
dygtigere Embedsstand end tidligere, men den
fjernede sig fra Folket, idet baade Skole og
Universitet samt Centralisationen af
Administrationen virkede forsvenskende. De Dannede
tog sv. ell. latiniserede Navne og tilegnede sig
sv. Talesprog. Dog udkom der Bøger paa Finsk
for Folket, men næsten udelukkende af religiøs
Art. Jakob Finno skrev den første Salmebog
paa Finsk med 99 Salmer, Erik Sorolainen en
Postil; 1642 udkom hele Biblen paa Finsk.
Præsten Henrik Florinus skrev en lat.-sv.-finsk
Ordbog og udgav 1702 den første Samling finske
Ordsprog. Mathias Salamnius skrev paa
gammelt finsk Versemaal »Glædesangen om Jesus«.
Biskopperne, hvoraf de fleste var tidligere
Professorer, ivrede for Folkeoplysningen, foruden
de ovenn. især Johan Gezelius den Æ.
(1664—90) og Johan Gezelius den Y. (1690—1718). Den
førstnævnte skrev mange Lærebøger, bl. a. en
længe brugt Katekismus »Børnenes bedste Eje«.
Han bekostede selv Trykningen af sine Bøger
og oprettede et eget Trykkeri 1668. Han
forpligtede Præsterne til at holde Katekisationer
og Menighederne til at oprette Skoler.
»Vandreskolerne« er fra denne Tid. Læsekyndigheden
blev alm., især efter at den gjordes obligatorisk
for Indgaaelse af Ægteskab. Den strenge
Kirketugt fremkaldte dog megen udvortes
Fromhed, og som Modvægt derimod kom
Pietismen med Kravet om religiøst Liv. Ledere for
denne Bevægelse var Martin Ulstadius og
Præsten Johan Vegelius. Pietismen blev forfulgt af
Regeringen, som forbød at holde Andagtsmøder.
Karl XII’s Regering var den ulykkeligste Tid,
F. nogen Sinde har oplevet. Alt brugbart
Mandskab var ude af Landet med Kongen, som
fuldstændigt forsømte F.’s Forsvar. Peter den
Store gjorde et Par foreløbige Indfald i Landet, før
han endelig 1710 belejrede og indtog Viborg,
som i 13 Uger forsvaredes af Byens Borgere
under Ledelse af Magnus Stjernstråle. Hele
Folket greb nu til Vaaben. Tsar Peter trængte
frem til Helsingfors 1713 og indtog hele Syd-F.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
