Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alt for sent lod Karl XII sig overtale til at
udnævne Armfelt til Overgeneral i F. i St f. den
uduelige Lybecker. Armfelt maatte trække sig
op til Sverige med Hovedhæren 1714.
Kajaneborg forsvaredes af Fieandt med 50 gl.,
udtjente Soldater til 1716, men saa var Landet
fuldstændig i Fjendehaand. Der var dog en
Del Almuekrigere, »sissit«, som blev ved med
at plyndre Fjendens Transporter og gøre ham
al mulig Fortræd. De mest kendte er
Longström, Luukkonen og Löfving; den sidstes
Dagbog er bevaret. Landets Elendighed under
denne »store Ufred« øgedes ved, at Pesten lagde
Byer og Landsdele øde. Embederne stod
ubesatte, Skolerne og Univ. var lukkede.
Standspersoner og Embedsmænd flygtede til Sverige,
mange Mennesker var fangne i Rusland eller
levede gemt i Skovene. Præsterne gjorde alt
for at holde sammen paa Menighederne og
opretholde Sædeligheden. Kirkerne var mange
Steder brændte, saa at Gudstjeneste maatte
holdes ude. Alle Byer med Undtagelse af Åbo og
Viborg var ødelagte. Folkemængden gik ned til
250060. Af Handel og Industri var næppe Spor
tilbage. Husdyrene var saa godt som uddøde.
Landbruget gav 1/6 af det normale, men
alligevel maatte Landbefolkningen betale Skat i
Korn, Byerne i Penge. Desuden brugtes
Bønderne til alle Haande Transport til Petrograd.
Den russ. Overfeltherre, Fyrst Galitzin, som
var mild og retfærdig, søgte at bøde paa
Elendigheden. Han indsatte som Embedsmænd
tyske Officerer fra Estland; kun i de lavere
Embeder brugtes Finner. Provst Jakob Ritz fik
Lov til at danne et Konsistorium, og i
Østerbotten fik Præsten Berthold Vhæel Overtilsyn
med de nordlige Menigheder. Intet Steds i
Riget længtes man efter Fred som i F., men
endnu maatte Landet sende den Hær, som stod
oppe i Vesterbotten under Armfelt, mod
Trondhjem. Den omkom i Fjeldene paa Tilbagetoget
efter Karl XII’s Død 1718. Ved Freden i
Nystad 1721 afstod Sverige af F. den sydøstl. Del
med Viborg. Der gik lang Tid, før nogenlunde
normale Forhold indtraadte, og der rodfæstede
sig i Folket en bitter Følelse af, at F. i
Fremtiden kun vilde blive Sveriges Skjold imod
Ruslands voksende Magt, og at man ikke kunde
vente Hjælp fra Moderlandet, da F. var blevet
saa fuldstændig forladt under den »store Ufred«
og Sverige desuden var svækket. Der blev
Jordbund for Selvstændighedsbestræbelser og for
Overvejelser om, hvordan man skulde kunne
klare sig selv i Fremtiden. — Forsvenskningen
gik dog stærkt fremad, idet de hjemvendende
Standspersoners Familier havde antaget svensk
Talesprog, der var endog Præster, som kun
kunde Svensk.
I Beg. af »Frihedstiden« var Rigets ledende
Mand Finnen Arvid Horn. Hans
Hovedbestræbelse var ved Opretholdelsen af Fred at
faa Riget til Kræfter. Lidt efter lidt begyndte
ogsaa F. at komme sig. Det holdt paa
»Mössorna« som Fredsparti imod »Hattarne«, men
disse styrtede Horn 1738 og kom selv til
Magten. De vilde nu benytte sig af de urolige
Forhold i Rusland ved Elisabeth’s Tronbestigelse
og begyndte en slet forberedt Krig 1741 i Haab
om Belønning fra Elisabeth for den Hjælp, de
vilde yde hende. Men Lønnen udeblev. I St f.
rettede Kejserinden 1742 et Manifest til F. om
under Ruslands Værn at danne et eget Rige.
Hun fik et bestemt Afslag. Da blussede Krigen
op paa ny, og hele F. blev atter besat. Den
»lille Ufred« blev dog ikke nær saa slem, som
den store havde været, og Freden i Åbo 1743
blev forholdsvis gunstig, fordi Svenskerne
valgte Elisabeth’s Kandidat Adolf Fredrik til
Kronprins. Grænsen blev fastsat til Kymmene Elv,
hvorved Fredrikshamn, Willmanstrand og
Nyslott gik til Rusland. — For at styrke Forsvaret
lod Regeringen Augustin Ehrensvärd opføre
Fæstningerne Svartholm og Sveaborg. Efter
Freden søgte Regeringen ved rigelig Støtte fra
Staten at ophjælpe Rigets Økonomi, og F. blev
da heller ikke glemt. Samfærdselsmidlerne blev
hjulpne op, Veje blev anlagte, Kanaler og
Farvande gravede og rensede ud. Regeringen
fjernede sig fra den tidligere snævre Handelspolitik
under Indflydelse af den østerbotniske Præst
Anders Chydenius, som utrætteligt i
Smaaskrifter og i Rigsdagstaler fremstillede de
Principper, som senere gennem Adam Smith
vandt Forstaaelse i alle Lande. 1750 indledede
Chefen for Sveriges Landmaalerkontor J.
Faggot det saakaldte »Storskifte« i F. for at
ophjælpe det forældede Landbrug. Med eventuelle
Nødstider for Øje blev Laanemagasiner opførte
af Kommunerne. Der blev ydet Statshjælp til
Opdyrkning af Moser, Udtørring af Søer og
Hørkultur, Tobak og Kartofler blev kendte.
Den i F. 1751 foretagne Folketælling gav Tallet
429000. Den Interesse for Statshusholdning og
Økonomi, som kunde spores alle Vegne, strakte
sig ogsaa til Videnskaben. Teologien traadte i
Skyggen for Naturforskning. De mest
fremragende Universitetslærde i Åbo var: Peter Kalm,
som gjorde naturvidenskabelige
Forskningsrejser i Amerika, og Peter Adrian Gadd, som
prøvede paa at faa udenlandske Nytteplanter til
at gro i F. Ogsaa Biskopperne var ivrige
Venner af praktisk Naturforskning. Den saaledes
udtrykte Patriotisme samlede sig lidt efter lidt
om F.’s Historie og det finske Sprog. Her skal
nævnes Daniel Juslenius.
Under Gustaf III blev Skyerne ved F.’s
østlige Horisont mere og mere truende. Den ved
Partistrid og udenlandsk Indblanding, tilmed
Bestikkelse, svækkede Rigsregering var vel
blevet styrtet ved Statskuppet 1771, men Gustaf III
savnede den Fasthed og det Vidsyn, som
maaske kunde have hjulpet ham over de yderst
vanskelige Forhold. Man glemte hans mange
virkelig gode Reformer for de Fejlgreb, han
begik, og for hans med Aarene tiltagende
Stædighed. Især kunde man paa mange Hold ikke
tilgive ham den Krig, som han begyndte med
Rusland 1788 for at aflede den indre Gæring,
idet han ulovlig benyttede en ubetydelig
Grænsetvist som Anledning. Uvillien imod ham var
særlig stor bl. Officererne. De traadte ved
Liikala-Skrivelsen af 9. Aug. 1788 i
Fredsforhandling med Kejserinden. Bl. Underskriverne
var Gustaf III’s Yndling, Finnen Gustaf
Maurits Armfelt. En ny Skrivelse blev
opsat i Anjala 12. Aug. og underskrevet af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
