Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
111 Officerer. Den var stilet til Kongen og vilde
forklare, at Liikala-Skrivelsen kun havde
tilsigtet at give de to Regeringer Lejlighed til
Fredsforhandlinger. Gustaf III afviste den, og
den offentlige Mening fordømte skarpt
Officererne. Nægtes kan det ikke, at bag ved en
Del af de finske Officerers Handlemaade laa
der en Selvstændighedsbestræbelse, som dog
paa ingen Maade deltes af Folket. Bl.
Selvstændighedsmændene skal først og fremmest
nævnes G. M. Sprengtporten, som under
et længere Ophold i Vest-Europa var blevet
grebet af Tidens Frihedsidealer, og J. A.
Jägerhorn, som med Officererne paa
Sveaborg dannede en politisk Diskussionsklub.
Krigen førtes med vekslende Held og endte uden
Ændring af Landomraade.
Aarhundredskiftet betegnede trods Tidens
Uro en Fremgang for F. 1797 grundlagdes det
finske Husholdningsselskab, som
blev af umaadelig Bet. for Landets økonomiske
Udvikling. 1806 oprettedes den første Bank.
Som den samlende og mest repræsentative
Personlighed stod Prof. i Åbo Henrik
Gabriel Porthan, der ved sin Forskning i
F.’s Historie lagde en ideel Grund for det
finske Folks fremtidige Selvstændighed, idet han
viste, at det har en egen Fortid bag sig. Han
gav rige Impulser i mange Retninger. Ganander
skrev en finsk Mytologi, Lencqvist
Undersøgelser om de gl. Finners Overtro, Jakob
Tengström kirkehistoriske Værker,
Mathias Calonius var fremragende Jurist,
Choræus og F. M. Franzén berømte
Digtere.
F.’s endelige Skæbne blev beseglet ved
Freden i Tilsit 1807 ved Overenskomsten mellem
Napoleon og Alexander I. Febr 1808 gik de
russ. Tropper under Buxhøvden over Grænsen.
Ikke heller denne Gang kunde Sverige sende
Hjælp. F. maatte klare sig selv med sine 19000
Mand. Paaberaabende sig Kongens Ordre at
spare Hæren, kommanderede Overgeneralen
Klingspor Tilbagetog, skønt den fjendtlige
Hær ikke var overlegen, indtil endelig
Adlercreutz mod Ordre gjorde Holdt og vandt
Sejren ved Siikajoki 18. Apr. 1808, som fulgtes
af en Række andre Sejre saavel V. paa med
Hovedhæren: Revolaks, Lappo, Alavo, Juutas
(under Döbeln), som i Savolaks ved Virta
Bro under Sandels. Krigslykken vendte sig
dog. Sveaborg, hvis Forsvar ledtes af den
vægelsindede og af Rænker omspundne
Cronstedt, overgav sig 4. Maj. Det nedslog hele
Hæren, som dog blev ved med at gøre tapper
Modstand, indtil den udmattet og overvældet af
russ. Forstærkninger efter Nederlaget ved
Oravais 17. Septbr 1808 maatte trække sig tilbage
og gaa over til Sverige, hvor den endelig
overgav sig i Hörnefors 25. Marts 1809. Freden blev
sluttet i Fredrikshamn 17. Septbr 1809;
Sverige afstod deri til Rusland hele F. indtil
Torneâ- og Muonio Elve. — Alexander I, som
under Krigen, der er besunget af Runeberg i
»Fänrik Ståls sägner«, havde lært at værdsætte
Finnernes Troskab og Embedsmændenes
Lovlydighed, ændrede, opmuntret dertil af sin
Statssekretær Speransky, sin opr. Plan om at
indlemme F. i det russ. Rige og lod Landet
beholde den sv. Forfatning, kun omformet saa
meget, som de forandrede Forhold med
Nødvendighed krævede, idet han ved Borgå
Landdag, som aabnedes af ham personlig 25. Marts
1809, ved forsk. Forsikringsdokumenter for sig
og sine Efterfølgere paa Ruslands Trone
bekræftede F.’s Love, Religion samt Stændernes
Privilegier og højtidelig erklærede, »at F. nu
var ophøjet bl. Nationernes Tal«. Landdagen
aflagde Troskabseden i Domkirken i Borgå 29.
Marts. Disse gensidige Handlinger udgør den
politiske og retlige Grundvold for F.’s
fremtidige Stilling til Rusland; enhver af de flg.
Kejsere, ogsaa Nikolai II, har ved
Tronbestigningen gentaget Alexander I’s Løfte til F.
Mange udmærkede Mænd deltog i Ordningen
af F.’s Forhold: Statssekretær Speransky,
den gl Gustavian G. M. Armfelt, den første
Prokurator (den højeste jur. Embedsmand)
Mathias Calonius. senere
Ministerstatssekretær Rehbinder, Biskop Tengström
o. a. Den sidste Sten ved Opbyggelsen af det
selvstændige F. blev lagt 1811, da det tidligere
til Rusland afstaaede Viborg Len atter blev
forenet med det øvrige Land. — Napoleon’s
Tog til Rusland, vel ogsaa en med Aarene
tiltagende reaktionær Stemning hos Kejseren, var
Aarsagen til, at Landdagen ikke mere blev
sammenkaldt. Det medførte politisk Dødvande
og Standsning paa de Omraader, hvor
Stændernes Medvirkning var nødvendig. Dog skete
der i de flg. Aartier ikke faa økonomiske
Fremskridt, selv under Nikolai I’s stærkt reaktionære
Regering, som f. Eks. 1850 fremkaldte Forbud
mod Trykning af al anden Litt., end hvad der
vedrørte religiøse og agrariske Spørgsmaal, paa
det finske Sprog. Fra denne Tid kan saaledes
nævnes: Ordning af Pengevæsenet ved L. G.
Haartman. Oprettelsen af »Finlands Bank«,
Udgravningen af den 55 km lange Saima-Kanal
(1845—56), Grundlæggelsen af Mustiala højere
Landbrugsskole 1840, af Viborg Hofret 1839.
Trods det politiske Dødvande gik den
nationale Vækkelse sin Gang. Den var kaldt til Live
af Adolf Ivar Arvidsson, Docent ved
Åbo Univ., som i 1820’erne i Avisartikler gjorde
gældende, at det finske Sprog skulde have den
Rang og Stilling, som tilkom det som det
nationale Sprog. Disse Krav uddybedes og blev
fremstillede med fornyet Kraft af J. W.
Snellman og fik øget Vægt ved Dannelsen af det
finske Litteraturselskab 1831 og
den Begejstring, som vaktes ved Fremkomsten
af den gl. episke Folkedigtning, sammenstillet
af Elias Lönnrot i »Kalevala« og »Kanteletar«.
Interessen for finske Sprogstudier blev især
vakt ved M. A. Castrén’s sammenlignende
Studier over de med Finsk beslægtede Sprog
i Sibirien. Ogsaa i Skønlitteraturen viste den
nationale Vækkelse sig i Form af en højstemt
Fædrelandskærlighed, især i Runeberg’s og
Topelius’ Digtning, ligeledes paa det
religiøse Omraade, hvor den »nyere Pietisme« som
en fuldstændig Almuebevægelse, men med stærk
Tilslutning fra en Mængde Præste- og
Embedsmandshjem, især baaret frem af en
Savolaks-Bonde, Paavo Ruotsalainen, kom til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
