Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - finsk-ugriske Sprog - Finsland - Finspång
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Floderne Tsna og Okà — denne engang store
Stammes opr. Hjem —, dels ved senere
Udvandring Ø. f. Volga. En nordvestlig Fortsættelse
af Mordvinerne har været en for længst
uddød Stamme Muroma, der omtales i de gl.
russ. Krøniker. 4) Tscheremissisk tales
of omtr. 375000 Mennesker i 3 Dialekter. Dette
Folk, der kalder sig selv Mari (»Mennesker«),
bor væsentlig N. f., for en mindre Del ogsaa
S. f. Volga, V. f. Kasan. En vestlig Fortsættelse
deraf udgjordes sandsynligvis af de uddøde
Merier (s. d.; Merens hos Jordanes, Merja i de
russ. Krøniker) i de nuværende Guvernementer
Kostromà, Jarosláv og Vladímir. 5) Den
permiske Sproggruppe omfattende 2 nærstaaende
Sprog: Votjakisk, mellem Floderne Vjatka
og Kama (omtr. 400000), og Syrjænsk, der
tales af en over et meget stort Omraade,
væsentlig ved Floderne Vytschegda, Mesen og
Petschora, spredt Befolkning (omtr. 250000). 6)
Den ugriske Sproggruppe, hvortil hører
Vogulsk paa begge Sider af Ural ved Floderne
Sosva, Konda og Tavda (omtr. 5000), og
Ostjakisk ved Irtysch-Ob’s mellemste og nedre
Løb (omtr. 20000). De to Folk af denne Gruppe
staar paa et meget lavt Kulturtrin, idet de
udelukkende lever af Jagt og Fiskeri og endnu,
om end ikke alle af Navn, saa dog faktisk er
Hedninger; deres fuldstændige Undergang er
kun et Tidsspørgsmaal. 7) Ungarsk ell.
Magyarisk i Ungarn er nærmest beslægtet
med sidstnævnte ugriske Gruppe og regnes af
nogle Forskere umiddelbart til denne; det er
bekendt, at Ungarerne opr. hørte hjemme i
Volga-Ural-Egnene, og at de, medens hine
deres Stammefrænder muligvis er blevne trængte
yderligere mod N. og barbariserede, vandrede
mod S. og Ø. for at spille en Rolle i Historien
som intet andet Folk af den finsk-ugriske Æt.
Ved Siden af Finsk er Ungarsk det eneste
Sprog af denne Æt, som fuldt ud har hævet sig
til Kultursprog. Alle de andre Sprog er mere
ell. mindre litteraturløse, og for største Delen
er det først i 19. Aarh., at de er begyndte at
blive tilgængelige for Videnskaben gennem
Undersøgelser paa Stedet af Forskere som
Finnerne M. A. Castrén og A. Ahlqvist ell.
Ungareren A. Réguly, i hvis Fodspor i de sidste
Aartier mange yngre Videnskabsmænd er
traadte. At Finsk, Lappisk og Ungarsk er
beslægtede, har allerede fra 17. Aarh. af staaet
klart for adskillige Lærde. Af Sprogenes
Bygning bevistes dette særlig i det, ogsaa i alm.
metodisk Henseende, vigtige Værk af S.
Gyármathi, Affinitas linguæ hungaricæ cum linguis
fennicæ originis grammatice demonstrata (1799),
der aabner den finsk-ugriske Sprogvidenskab.
Den første, der, saa mangelfuldt end hans
Materiale var, med genialt Blik har opstillet en
systematisk Inddeling af de f.-u. S., er Rask,
og hans Inddeling er i Hovedsagen fulgt af
senere Forskere, f. Eks. Castrén, selv om der
er Punkter (f. Eks. Lappiskens Stilling), med
Hensyn til hvilke Meningerne endnu stedse er
delte. Af almindelige Arbejder om de f.-u. S.
kan fremhæves J. Budenz’s sammenlignende
etymologiske Ordbog (Magyar-ugor
összehasonlitó szótár [Budapest 1873—81]; J. Szinnyei,
»Finnisch-ugrische Sprachwissenschaft« [1910]
og Magyar nyelvhasonlitás [»Ungarsk
Sprogsammenligning«, 5. Udg. 1914]). I Lydlæren
turde det betydeligste være E. Setälä’s endnu
ikke afsluttede »Finsk Lydhistorie«
(»Yhteissuomalainen äännehistoria«). Almindelige
Oversigter over de f.-u. S. er givne f. Eks. af O.
Donner i det finsk-ugriske Selskabs
Aikakauskirja (Journal) I (med Sprogkort) og af E.
Setälä i »Språkvetenskapliga Sällskapets i
Upsala förhandlingar« (1885—88). Smlg. endvidere
O. Donner, »öfversikt af den Finsk Ugriska
språkforskningens historia« (1872) og de
aarlige Beretninger i det finsk-ugriske Selskabs
ovenn. Tidsskr.
Vilh. Th.
Finsland, Herred, Mandals Fogderi, Lister
og Mandals Amt, (1910) 834 Indb., er et
Indlandsdistrikt paa den østlige Side af
Mandalselvens øvre Del, som i sin Helhed optages af
det Fjeldparti, som fylder mellem Mandalselvens
og Otteraaens Dalfører; det aftager i
Højde S. over og danner ingensteds markerede
Toppe. Af egl. Dale findes her kun
Mandalselvens, hvis nordlige Del indtages af
Manflaavandet. God Furuskov, til Dels
blandet med Gran og Birk, dækker den største
Del af F. Herred. Bebyggelsen er nogenlunde
jævnt spredt over hele Herredet. Kirken, der er
Annekskirke til Bjelland Præstegæld, er en gl
Korskirke af Træ. Der er fl. Savbrug og
udføres adskillig skaaren Last (Tøndestave). Der
findes adskillig dyrkbar Myr. De vigtigste
Næringsveje er Fædrift og Skovbrug, ogsaa noget
Fiskeri, da Elve og Vande er fiskerige, især er
Mandalselven en rig Lakseelv. Herredet staar
ved Hovedveje i Forbindelse med
Kristianssand og Mandal. For øvrigt findes kun Rideveje
og Fodstier. Antagen Indtægt (1910) 113275 Kr,
Formue 1122600 Kr. Herredets Areal er 114 km2,
hvoraf 2,6 km2 Ferskvand.
(J. F. W. H.). M. H.
Finspång [↱fin-], større Gods i Östergötland
i Sverige, NV. f. Norrköping, Knudepunkt for
Privatbanerne F.—Pålsboda og F.—Norsholm,
har et Tilliggende af omtr. 39000 ha, et stort
Slot med Bibliotek, Malerisamling og Park,
betydeligt Landbrug og Skovbrug, er nærmest
bekendt for sit Jern- og Staalværk og sin
Kanonfabrikation. Slottet opførtes i 17. Aarh. af
Hollænderen Louis de Geer, som til Erstatning
for de store Pengelaan, han havde ydet
Sverige, fik F. med udstrakte Privilegier.
Kanonfabrikationen er Aarh. gl og har i 19. Aarh.
været meget betydelig. Der er saaledes først
leveret et stort Antal glatte Støbejernskanoner
til Rusland, Preussen. Italien, Ægypten og de
nordiske Lande; senere udvikledes Fabrikationen
til riflede Støbejernsbagladekanoner
omlagte med Staalringe og af Vægt op til 25000
kg; heraf er der foruden til de nordiske Lande
ogsaa leveret til Holland. En stor Del af
Kanonerne til Kbhvn’s Landbefæstning er
saaledes leveret af F. af ringet Støbejern. Efter at
Støbejern som Skytsmateriale er veget for Staal,
har F. begyndt Tilvirkning af støbte Staalkanoner
paa Staalværket ved Lotorp, som har
Martin-Ovne og ved Bane er sat i Forbindelse
med Hovedetablissementet paa F. Staalkanoner
leveres op til 15 cm Kaliber; hidtil har dog
kun Sverige gjort Bestilling af disse og ved de
Leveringer af støbte Staalkanoner, som det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
