Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fitger - Fitjar - Fittig - Fitting
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pennen og skrev sine første digteriske Forsøg.
Han levede nu afvekslende i Berlin og Wien,
indtil han 1869 slog sig ned i Bremen, hvor
han snart fandt sit rette Felt som Freskomaler.
Han har smykket en Række af Bremens
anseligste Bygninger (Søfartshuset, den ny Børs,
Remberti-Kirken, Raadstuekælderen og
Posthuset) med mægtige Vægmalerier som oftest af
allegorisk Art, tit ogsaa med hist. Motiv. Som
Maler af Staffelibilleder er hans Produktion af
mindre Bet., skønt et enkelt Billede af ham:
»Barbarossas Opvaagnen«, malet i Anledning af
Krigen 1870, vakte megen Opmærksomhed. Som
Digter fremtraadte F. for Offentligheden med
»Adalbert von Bremen« (1873). Dette Arbejde
blev efterfulgt af andre dram. Værker, af hvilke
især »Die Hexe« (5. Opl. 1889) har gjort stor
scenisk Lykke og er blevet opført paa mange
Scener (paa Dansk er den benyttet som
Operamotiv med Musik af Aug. Enna). Endvidere
kan nævnes: »Von Gottes Gnaden« (2. Opl. 1884)
og »Die Rosen von Tyburn« (1888), et
mørktfarvet hist. Skuespil fra Stuart’ernes Tid.
Karaktertegningen i disse Dramaer er ikke
synderlig uddybet, men der raader i dem et godt
Blik for scenisk Virkning, og i mangt og meget
sporer man Malerens Sans for, hvad der tager
sig ud. Ulige større litterært Værd har dog
F.’s tvende Bd lyriske Digte: »Fahrendes Volk«
(3. Opl 1886) og »Winternächte« (3. Opl. 1887).
Hans lyriske Udgangspunkt er Heine —
Paavirkningen kendes stærkt i Dele af »Fahrendes
Volk«; men efterhaanden har han udviklet sig
en egen Stil, der kan udmærke sig ved et vist
tørt og filosofisk Lune, som i »Unfreiheit«, men
ogsaa kan hæve sig til en stolt Patos, som i
»Der Tod«.
A. I.
Fitjar, Herred, Søndhordlands Fogderi,
Søndre Bergenhus Amt. (1910) 2504 Indb.,
svarer til F. Sogn og Hjelmeland Præstegæld, og
ligger paa begge Sider af den fra Havet mod
Korsfjorden indgaaende Selbjørnsfjord.
Den største Del af F. bestaar af den nordvestre
Del af den paa Fjordens Sydside liggende
Stordø, samt Dele af Øerne Hofteren og
Selbjørnøen samt en Del mindre Øer. Paa
Østsiden af Stordøen skiller Sundet
Langenuen mellem Fitje og Tysnæs. Det Indre af
Stordøen er opfyldt af nøgne Fjelde; af
dyrkbar Mark findes kun en smal Strimmel langs
Langenuen, mod Stoksund er det bredere, men
den bedste Jord findes omkr. Kirken og det lige
S. f. liggende Storevand. Hofteren og
Selbjørnø er ligesom Smaaøerne nøgne og
klippefulde. Skov findes næsten ikke, tilstrækkelig til
Husbrug har kun faa Gaarde; der brændes
mest Tørv og Lyng. Bebyggelsen er væsentlig
indskrænket til de ovenn. Strækninger; enkelte
Gaarde ligger hist og her mellem
Fjeldmasserne; af større Gaarde findes ingen. Af hist.
Bet. er Fitje ved Kirken; denne Gaard var
en af Harald Haarfager’s Kongsgaarde, her stod
965 det bekendte Slag, hvor Haakon
Adelstensfostre blev dødelig saaret. Gaarden var ogsaa
i lang Tid senere Kongsgaard og adelig
Sædegaard. Paa Slotterø ved Indsejlingen til
Selbjørnsfjorden er et Kystfyr af anden Orden.
Hovednæringskilden er her, som i hele
Søndhordland, Fiskeri, fornemmelig af Skrei, Sild.
Laks og Hummer. Udbytte (1906) 22000 Kr. Paa
fl. af Øerne findes Udgangerfaar. Der er en
Hermetikfabrik, F. Sparebank, oprettet 1865.
Antagen Indtægt (1910) 283930 Kr, Formue
1070100 Kr. Herredets Areal er 183 km2, hvoraf
5,5 km2 Ferskvand, 11,3 km2Ager og Eng, 7
km2 Skov.
(J. F. W. H.),
M. H.
Fittig [↱feteg], Rudolph, tysk Kemiker,
f. 6. Decbr 1835 i Hamburg, d. 19. Novbr 1910,
blev 1858 Assistent hos Wöhler i Göttingen
og, efter fl. Aars Virksomhed der og i Tübingen,
1876 Prof. i Kemi ved Univ. i Strassburg, hvor
han virkede indtil sin Død, og hvor der efter
hans Planer byggedes et stort, smukt indrettet
kemisk Laboratorium. Hans Indsats paa den
organiske Kemis Omraade har været meget
betydelig — ikke mindre end 399 Afh.,
fremkomne 1858—1907, bærer hans (og hans
Elevers) Navn — og hans Arbejder af stor Bet.
for Kemiens Udvikling, prægede som de er af
hans for en Forsker værdifulde personlige
Egenskaber: overordentlig Grundighed og
fremragende eksperimentel Evne, i Forbindelse
med Trangen til at fremskaffe og fastslaa
Kendsgerninger, parret med Varsomhed i at drage
for vidtgaaende Slutninger af hypotetiske
Forestillinger. Karakteristisk for F. er hans
Udtalelse til Kemikeren E. Hjelt i et Brev af
1883 . . . »halten Sie stets daran fest, dass eine
ganz exakt festgestellte Tatsache für die
Wissenschaft mehr wert ist als zehn ungenaue
Beobachtungen«. F. vil tegne sig i Kemiens
Historie som en klassisk Skikkelse, for saa vidt
han koncentrerede sit Arbejde væsentligst om
to Hovedspørgsmaal, Undersøgelsen af
Benzolets Homologe og Studiet af de umættede
(brintfattigere) Syrer, og fra sit Standpunkt
besvarede dem udtømmende; den førstnævnte
Undersøgelsesrække danner Grundstenen for
Teorien om Benzolets Homologe.
R. K.
Fitting [↱feteŋ], Heinrich Hermann
tysk Retslærd, f. 27. Aug. 1831 i Mauchenheim,
1852 Dr. jur., Privatdocent i Heidelberg 1856,
1857 Prof. extraord., 1858 Prof. ord. i Basel,
1862—1902 i Halle a. S. Som Romanist tilhører
F. den nyere Retning inden for den hist. Skole,
med sit hist. Syn forbinder han praktisk Sans;
han fastholder Sammenhængen mellem den
klassiske Jurisprudens og Glossatortiden; vigtige
Bidrag har han givet til Udforskningen af den
tidligere Middelalders Litteraturhistorie.
Foruden en Mængde Tidsskriftafh. har F. bl. a.
skrevet »Über den Begriff der Rückziehung«
(1853), »Die Natur der Correalobligationen«
(1859), »Alter und Folge der Schriften
römischer Juristen von Hadrian bis Alexander«
(1860, 2. Udg. 1908), Ȇber die sogenannte
Turiner Institutionenglosse und den sogenannten
Brachylogus« (1870), det omfattende »Das
castrense peculium in seiner geschichtlichen
Entwickelung und heutigen gemeinrechtlichen
Geltung« (1871), »Glosse zu den Exceptiones
legum Romanorum des Petrus« (1874),
»Juristische Schriften des früheren Mittelalters« (1876),
Ȇber die Heimat und das Alter des
sogenannten Brachylogus nebst Untersuchungen über die
Geschichte der Rechtswissenschaft in
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
