Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fjerstjerner - Fjerulk - Fjervildt - Fjervinger - Fjervægt - Fjesk - Fjong - Fjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Oralia), der senere forsvinder hos de fleste F.
Efter nogen Tids Omsværmen sætter Larven sig
fast; Huden trækker sig sammen om
Kalkdelene, saa Stilken bliver ganske tynd, de 3 Kranse
Radialia dannes efterhaanden og om Munden 5
Grupper paa hver 3 Sugefødder, senere
dannes Armene, øverste Stilkled begynder at
udvikle sine Ranker, og endelig løsnes Dyret, der
nu kan være indtil 2 cm langt og lever sit Liv
snart svømmende omkr., snart fasthæftet med
Rankerne; de svømmer med Rygknappen opad
og spreder og samler skiftevis Armene, det
halve Antal (hveranden) hver Gang. I nordiske
Farvande findes F. i Reglen paa ret dybt Vand,
i varmere Have ofte i Kystbæltet; de bliver
indtil 20 cm lange. Familien er udbredt over alle
Have. Antedon er næsten helt straaleformet
bygget, det ekscentriske Gat er næsten det
eneste ydre Bygningstræk, der bryder
Straaleformen; en Del Arter findes i nordiske Have,
f. Eks. langs den norske Rende. Actinometra er
derimod symmetrisk, idet Gatinterradien er
større end de øvrige og nogle af de ud for
denne stillede Arme anderledes end de øvrige,
Munden trænges til Side, og Gattet sidder i
Midten. Begge Slægter har 10 Arme. F. er
hyppige i forsteningsførende Lag, især Rygknapper
og Armled; de kendes først fra Jura, findes bl. a.
i Danmarks Kridtlag, medens Stilkstjernerne
gaar tilbage til palæozoiske Dannelser; saavel
dette som det stilkede Ungdomsstadium tyder
paa, at F. maa afledes fra Stilkstjernerne.
T. K.
Fjerulk, se Panserkinder.
Fjervildt, en Benævnelse for alle jagtbare
Fugle, i Modsætning til »Haarvildt« ɔ: de
jagtbare Pattedyr.
O. H.
Fjervinger (Pterophoridæ)
Sommerfuglefamilie, der ganske særlig udmærker sig ved
at Forvinger saavel som Bagvinger er spaltede
paa langs efter Aarerne i fl. ell. færre Stykker,
der hver for sig faar Udseendet af smaa Fjer
med Kibbe og Fane, idet der fra begge Sider
af Aarerne udgaar lange, tæt til hverandre
liggende, frynsede Skæl, der ganske minder om
Straalerne paa en Fjer. Legemet og særlig
Benene er særdeles langstrakte. Det er smaa,
graa ell. snehvide Sommerfugle, hvis 16-fodede,
uanselige Larver lever paa Buske ell.
1—2-aarige Planter. Ingen herhenhørende Art
optræder skadelig. — Bl. de mest kendte Former maa
særlig nævnes Slægten Pterophorus, særlig
karakteriseret ved, at Forvingerne kun er
spaltede i deres yderste Trediedel i 2 Fjer. Til
denne Slægt hører den yderst sarte og fine lille
Skabning P. pentadactylus, letkendelig paa sin
snehvide Farve. — En anden Slægt er Alucita,
hvis blege, gulgraa Vinger er spaltede i ikke
mindre end 6 linieformede Flige.
C. W.-L.
Fjervægt, i Brydning og Boksning en af
Vægtklasserne, inden for hvilke der afholdes
Kampe mellem de enkelte Medlemmer
indbyrdes. I Brydning gaar denne Klasse fra
55—60, i Boksning fra 52,5—57,5 kg. Efter F.
følger opad flg. Vægtklasser, i Brydning
Letvægt til 66,5, let Mellemvægt til 75,
Mellemvægt til 82,5 kg og Sværvægt
over sidstn. Vægt. I Boksning gaar Letvægt
til 63,5, Mellemvægt til, og Sværvægt
over 71,5 kg. Begge Idrætter har nu en endnu
ringere Vægtklasse end Fjervægt, nemlig
Bantamvægt (Bantamhøns, Dværghøns fra
Bantam paa Java), der i Brydning er under 55 og
i Boksning under 52,5 kg.
Fr. K.
Fjesk (opr. sv. Ord »fjäsk«), Vigtigmageri.
Fjong (fr. fion), elegant Sving, smukt Snit
paa Klæder. Bruges ogsaa adjektivisk.
Fjord, islandsk Fjördr, skotsk Firth, en
Form af Havbugter, der skærer sig dybt ind i
Landet og i Forhold til deres Bredde er meget
lange og hyppigt forgrenede. Paa Dansk bruger
vi Ordet F. saavel om de danske F., der har
lave Bredder i Reglen af Moræneler ell. lgn.
løse Bjergarter, som om de norske F., der har
høje stejle Bredder af fast Fjeld. I den
videnskabelige geogr. Terminologi bruges Ordet F.
nu kun om den norske F.-Type, men for denne
er da Ordet F. gaaet over til at blive brugt i
de fleste Kultursprog.
Som Eksempler paa F. i den norske og
internationale Bet. kan nævnes den 187 km lange
Sognefjord, der er forgrenet som et helt
Flodsystem, ell. den ligeledes norske Lysefjord, der
med en Længde af 41 km blot er 600—1900 m
bred, og hvis Klippevægge lodret hæver sig til
en Højde af henved 950 m. Dybden i F. er
forholdsvis betydelig (Hardangerfjord 631 m,
Sognefjord 1244 m), og mærkeligt nok ligger den
største Dybde sjælden ved Mundingen, men
længere inde, saa at F.’s lavere Parti afspærres
fra Havet ved en undersøisk Tærskel, et
Forhold, der f Eks. ved de grønlandske Isfjorde
bevirker, at mange Isbjerge, der fra det Indre
af F. søger ud mod Havet, strander ved
Mundingen. Flodvandet gør det Indre af F. næsten
helt fersk, saa at Vegetationen snarere ligner
en Ferskvands- end en Saltvandsvegetation, og
at Vandet undertiden kan lade sig bruge som
Drikkevand. Da F. optræder selskabelig,
dannes de saakaldte Fjordkyster, hvis mest
typiske Repræsentant er Norges Kyst, der ved
utallige større og mindre F. er i den Grad
opløst i Halvøer, at Kystlængden bliver c. 20000
km, medens den taget i de ydre Omrids kun er
c. 1900 km. Fjordkysternes Omraade er de
højere nordlige og sydlige Bredder, medens
de mangler ell. er sjældne paa de lavere
tempererede Bredder og i den tropiske Zone.
Norges Vestkyst, Skotland, Grønland og de øvrige
arktiske Øer, Nordamerikas Vestkyst og
Østkysten indtil Maine er de vigtigste Steder paa
den nordlige Halvkugle, medens man paa den
sydlige finder Fjordkyster paa Sydamerikas
Vestkyst (Patagonien), Ildlandet,
Falklands-Øerne, Australien og Ny Zeeland; derimod
mangler de i Afrika. Ang. F.’s Oprindelse
hersker der endnu nogen Strid, men den
Omstændighed, at man især træffer dem i Egne, hvor
man enten endnu har ell. finder Spor af en
tidligere mægtig Isbedækning, taler for
Rigtigheden af den Teori, at Fjorddalene efter at
være anlagte og udgravede af rindende Vand har
faaet deres endelige Udformning ved
Gletschernes Erosion i Istiden. De saaledes modificerede
Dale er da ved Landets Sænkning bragte under
Havets Niveau. Andre har nemlig tidligere holdt
paa, at F. var Revner og Sprækker i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
